Anna Catharina von Passow var af en fornem, men forarmet familie. Hun har rimeligvis meldt sig til teatret, da der ved åbningen af Komediehuset på Kongens Nytorv 1748 blev annonceret efter skuespillere. Af hensyn til sin families rygte valgte hun sig et kunstnernavn, Materna, og da hun senere blev gift, fastholdt hun i kirkebøger dette navn som sit pigenavn. Fra hendes afsked med tidligere kolleger fremgår det, at hun havde været genstand for megen rygtedannelse, og at hun næppe har været det mest oplagte skuespillertalent. Det, hun frem for alt tilførte teatret, var sin medfødte noblesse, som var påkrævet til alle former for standsroller. Hun vidste, hvordan man talte, gik og stod som en “fin dame”. Blandt hendes roller kan nævnes Philocyne i Ludvig Holbergs Melampe og Penia i hans Plutus. Endvidere Leonora i Voltaires komedie Den forlorne Søn og Dorimene i Molières Den adelsgale Borger. I et afskedsbrev til Holberg beskrev Anna Catharina von Passow sit forhold til ham og til sine kolleger. Om dem skrev hun: “Jeg haver været dem mere til Last end til Nytte,” og hun konstaterede, at de ikke havde ladet en lejlighed gå fra sig til at forsøge at chikanere hende væk fra teatret. En af de kolleger, der forsøgte at skade hende, var A.D. Lund. Hun var teatrets første soubrette og ifølge den umiddelbare eftertid den allerbedste. Holberg anførte i sit berømte Tordenbrev fra 1753, der var en opsang til dele af truppen om at opføre sig ordentligt over for hinanden, at Lund var yderst intrigant. Han nævner her hele tre forsøg på at skade andre trupmedlemmers omdømme. Det er helt anderledes venlige toner, der lyder fra Anna Catharina von Passows pen, da hun henvender sig direkte til Holberg selv. Hun nævner hans “stedse imod mig beviiste Godhed” og fremhæver, at det er ham, hun har “for en stor Deel af min Lykke at takke; hvilken Erindring hviler hos mig og skal aldrig uddøe”.
Anna Catharina von Passow har efter alt at dømme været særdeles eftertragtet blandt Københavns charlataner og har sandsynligvis været en række herrers elskerinde. I 1753 forpligtede en af disse herrer sig til at betale hende 200 rigsdaler om året, hvis hun forlod teatret og kun var hans elskerinde. Hendes moder optrådte i denne delikate sag som en form for mellemmand. Anna Catharina von Passow forlod teatret og optrådte sidste gang i 1753 i rollen som Phenice i den franske tragedie Cato, og måneden efter fik hun sin afsked. Hun tog nu ophold i Nyborg. I mellemtiden slog en anden af hendes beundrere til, nemlig løjtnant Christian v. P., og senere samme år blev de gift på Hven. Deres ægteskab blev hemmeligholdt, og de boede aldrig sammen. Bare 18 dage efter brylluppet forlod han landet for at rejse til Trankebar. De havde planlagt, at hun skulle følge efter, så snart det kunne lade sig gøre. Det blev imidlertid ikke til noget, og han vendte først tilbage til Danmark efter hendes død.
I den frygtelige ventetid på en svigefuld mand, der aldrig holdt et eneste af sine utallige løfter, og alene med deres barn, begyndte Anna Catharina von Passow et nyt virke som oversætter og forfatter. Hun skrev tre dramaer, hvoraf det ene Den uventede Forlibelse eller Cupido Philosoph, 1757, er det første danske drama, hvori der anvendes nordiske gudenavne. Hun skrev i fortalen til dette drama, at hun, da hun satte sig for at skrive komedien, havde til hensigt at benytte sig af romerske guder, som det var almindeligt. Hun kom imidlertid på andre tanker, da hun rådførte sig med “mere kyndige Dansk-elskende” og her lærte, at det var unødvendigt og endda forkert at bruge de fremmede guder “da vi selv have saa stor Overflødighed deraf i vores egen Edda, eller gamle Nordiske Fabel-Lære”. I komedien optræder således de romerske guder Amor med tilnavnet Cupido og Venus sammen med vores egne Freja, Frigg, Odin og Thor. Det tredje stykke Mariane eller Det frie Val, ligeledes udgivet 1757, blev antaget af teatrets direktion til opførelse. Hermed fik den første originale danske komedie, der blev opført efter Holbergs, en kvindelig forfatter. Dette stykke er et eksempel på det sentimentale drama. Det var lykkedes Holberg i sin egenskab af censor at holde denne stil væk fra teatret, så længe han levede. Det følsomme eller sentimentale drama havde som udgangspunkt, at mennesket var født godt og kunne forbedres. Det stod i stærk modsætning til Holbergs rationelle og barokprægede menneskesyn, der holdt det menneske frem til latter, som ikke besindede sig. Anna Catharina von Passow oversatte værker af franskmanden A. Prévost, og blandt hendes efterladte papirer fandt man en næsten færdig oversættelse til dansk af Cervantes’ Don Quixote. Hendes egne værker blev oversat både til tysk og fransk. Det er karakteristisk, at begge de kobberstik, vi kender af Anna Catharina von Passow, fremstiller hende som forfatter og ikke som skuespillerinde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.