Kirsten Olesen

Der er milevidt fra den snusfornuftige og jordbundne Agnes fra Korsbæk til den græske kongedatter Medeas tragiske skikkelse, besat af had og hævntørst. Men det er blot to af de meget forskellige kvindeskikkelser, som Kirsten Olesen har fremstillet, og som har fået publikum og anmeldere til at se hende som sin generations største skuespillerinde.

Det var tilsyneladende en tilfældighed, der bragte Kirsten Olesen ind på denne livsbane. Efter studentereksamen fra Horsens Statsskole i 1968 søgte hun ind på seminariet, et valg, som blev billiget af hendes forældre, for de lagde stor vægt på, at deres to døtre fik gode, solide uddannelser. Kirsten Olesen kom ikke ind i første omgang, fordi hun var for ung, så hun hoppede på toget til Fyn og gik til optagelsesprøve på Odense Teaters elevskole, som antog hende. Bortset fra skolekomedier havde hun på det tidspunkt aldrig før set en teaterscene, og forældrene prøvede forgæves at tale Kirsten Olesen fra hendes “nykker”. Efter elevtiden 1968-71 var hun en sæson tilknyttet den opsøgende teatergruppe Banden, men flyttede derefter til København, hvor hun spillede ved forskellige privatteatre og var på turné med Det Danske Teater. Hun gjorde sig bemærket med flere gode præstationer, bl.a. i Den gode doktor 1974 på Det Danske Teater, Tennessee Williams Flyvende sommer i 1976 på Hvidovre Teater og Sven Holms Struensee var her på Folketeatret 1977. Hendes egentlige gennembrud blev titelrollen i den klassiske tragedie Elektra i Birgitte Prices instruktion på Strøghusteatret 1977, en præstation, som med et slag forlenede hende med stjernestatus. “Det største talent siden Ingeborg Brams,” skrev en af de begejstrede anmeldere.

Kirsten Olesen nåede dog ikke at gro fast i rollefaget som klassisk tragedienne, for i de følgende år markerede hun sig med helt anderledes roller i film og på fjernsyn. For sin præstation i Henning Carlsens Hør, var der ikke en som lo, 1978, fik hun en Bodil-pris, og samme år spillede hun Kirsten i Bille Augusts Honningmåne og Agnes i fjernsynsserien Matador 1978-82. Her var hun egentlig tiltænkt en mindre væsentlig rolle som stuepigen, der lader sig forføre af den glatte tjener Boldt, men hendes stærke potentiale fik Lise Nørgaard til at gøre Agnes til en af seriens bærende karakterer, der ender som succesrig forretningskvinde med sønner i privatskole og kompagniskab med bymatadoren Mads Skjern.

I 1979 blev Kirsten Olesen engageret ved Det Kgl. Teater, og her har hun været siden med afstikkere til Det Danske Teater og Aveny Teatret samt til radio, fjernsyn og film. Siden da har hun befæstet sin position som en af de fremmeste skuespillerinder inden for den klassiske tragedie, bl.a. titelrollen i Euripides’ Medea i Lars von Triers tv-version 1988, Iokaste i Sofokles’ Ødipus 1990 og atter som Medea i Det Danske Teaters turnéforestilling fra 1994. “Et kraftværk af følelser,” har anmelderne skrevet om hendes evne til at fremstille kvindeskikkelser, helt besat af sorg og lidenskab. Hendes repertoire har også omfattet væsentlige præstationer i forskellige Shakespeareforestillinger, titelrollen i Schillers Maria Stuart, 1986, flere opsætninger af Strindbergs skuespil og hovedroller i Henrik Ibsens Rosmersholm, 1988, og i Fruen fra havet, 1992. Her har hun vist sin styrke i at fremstille psykologisk komplekse kvinder, og hun har udviklet sit talent til ikke blot at udtrykke de store passioner, men også til at beherske antydningens kunst. “Klassisk i sit format, moderne i sine virkemidler,” som det kom til udtryk i en af hendes store succeser: Eugene O’Neills Sorg klæder Elektra, 1991, og i tv-versionen af Karen Blixens Sorgagre fra 1987.

Kirsten Olesen er aldrig groet fast i noget bestemt rollefag. Hun har bestandig udvidet sit virkefelt og demonstreret en vilje til at gå stadig dybere ind i sine karakterer. Det gælder ikke mindst i de moderne skuespil, hvor hun hyppigt er blevet fremhævet for sin evne til at fremstille kvinder fra vor tid med alle de konflikter og brudflader, som nutidigt kvindeliv er præget af, bl.a. i L. Noréns Natten ler, 1982, i Holms Jeres Majestæt, 1988, og i Tjekhovs Kirsebærhaven, 1995, hvor hun gjorde den fallerede Ranevskajas skæbne nutidig. Samtidig har hun opdyrket sit talent for det komiske, fx i A. Ayckbourns Lykken om halsen, 1987, i B. Strauss’ Besøgende, 1990, og i A. Ostrovskijs En slyngels dagbog, 1991. I midten af 1990’erne havde nogle af hendes roller antydningen af en søgen, men 1996 nåede hun et nyt højdepunkt som malerinden Galactia i H. Barkers Scener fra en henrettelse. Hun fik ros for en præstation, som kaldtes “den foreløbige kulmination i en karriere med mange højdepunkter og enkelte faldgruber”. Nu vidnede hendes spil om et talent, der var både modnet og frisat. Hun har fortsat flyttet grænserne for sin formåen, bl.a. i O’Neills marathonforestilling Sælsomt mellemspil, 1999, i Turbinehallerne, hvor hun var på scenen i over fem timer. Året efter tog hun en ny genre op, da hun sammen med Kurt Ravn tog på turné med Landsteatrets Stephen King-gyser Misery. Her benyttede hun hele sit register for det psykologisk sammensatte i sin fremstilling af en tidligere sygeplejerskes pendlen mellem grusomhed, vanvid, kærlighedslængsel, snuhed, ømhedstrang og selvglæde.

Kirsten Olesen har modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Henkel-Prisen 1977. I 1985 hædredes hun med Tagea Brandts Rejselegat og 1991 med Teaterpokalen, de danske teaterjournalisters største pris. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1988, ridder af 1. grad i 1997. Hun har været medlem af Teaterrådet 1984-88, et udvalg, som rådgiver kulturministeren om støtte til teatergrupper, hun sad i bestyrelsen for Det Kgl. Teater 1992-96 og er formand for Olaf Poulsens Minde, et legat, som uddeles til scenekunstnere med betydning for dansk teater. Det har været Kirsten Olesens holdning, at alle må tage et medansvar for samfundet. Selv har hun været medlem af arbejdsudvalget for Flygtning ’90-kampagnen og vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse siden 1994. Kirsten Olesen har status som en af nutidig dansk teaterhistories allerbedste skuespillerinder på linie med Ghita Nørby. Det er en position, der bunder i hendes konstante arbejde med sit talent, sit udtryk og med at flytte sine grænser, et projekt, der ikke blot involverer hendes professionelle liv, men hele hendes personlighed. “Jeg synes det er et stadigt arbejde at skulle acceptere det klonede væsen, sammensat af så meget forskelligt, som er mig,” har hun sagt.