Faktaboks

Kirsten Gloerfelt-Tarp
Født
1. december 1889, København
Død
30. april 1977, Gentofte sogn
Arbejdsliv
Akademiker, kontorchef, fabriksinspektør, kvindesagsforkæmper, forfatter og folketingsmedlem
Familie

Forældre: grosserer Hans Jørgen Gjessing (1855-1929) og Karen Margrethe Stadfeldt (1863-1933).

Gift 13. august 1927 med direktør Bror Vigo Valfred G.-T., født 6. januar 1889 i Lyngby sogn, Københavns amt, død 16. marts 1958 i Hillerød, s. af sognepræst Jens Sørensen Tarp og Charlotte Amalie Gloerfelt.

Børn: Kjeld (1931).

KIrsten Gloerfelt-Tarp og Thit Jensen

Kontorchef Kirsten Gloerfelt-Tarp var livet igennem optaget af kvinders erhvervsrettigheder, ligeløn, barselsregler og børns sundhed. Her ses hun i samtale med forfatteren Thit Jensen (til højre) ved Kvindelig Læseforenings 70-års jubilæum i 1942.

Af /Det Kgl. Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Kirsten Gloerfelt-Tarp fik af sin fader grosserer H.J. Gjessing frit valg med hensyn til, hvad hun ville studere, blot skulle det være et fag, hvorved hun kunne forsørge sig selv. Efter studentereksamen 1909 fra N. Zahles Skole valgte hun nationaløkonomien, primært ud fra sin interesse for sociale forhold, og hun klarede sig godt på studiet ved Københavns Universitet. Studiekammerater mindedes senere, at hun var den eneste kvinde, der turde diskutere med professor L.V. Birck. Hun sluttede nært venskab med professoren, der var kendt for sit had til kvindebevægelsen. Kirsten Gloerfelt-Tarp har fortalt, at han bittert spøgende ofte klagede: “Nu har vi altid behandlet dig som en Dreng” – dette skulde altsaa opfattes som en Venlighed – “og saa slutter du dig til Kvindebevægelsen.”

Kirsten Gloerfelt-Tarp blev færdig som cand.polit. i 1915. Efter en kort ansættelse i Statistisk Departement blev hun året efter assistent i Arbejds- og Fabriktilsynet, senere Arbejdstilsynet, hvor hun kom til at arbejde under Annette Vedel og fik tilsynet med de kvindelige arbejdere. Utraditionelt startede hun sin karriere med at tage arbejde på en blikvarefabrik i Odense, hvor hun arbejdede i en måned under påtaget navn. Ønsket om på egen krop at opleve fabriksarbejderskernes forhold gav hende stærke og blivende indtryk af deres kammeratskabsfølelse, men også af det ensformige arbejde ved samlebåndet. Senere så hun det altid som sin store opgave at værne om arbejdernes sundhed og sikkerhed og sørge for mere tiltalende forhold på arbejdspladsen. Hun avancerede hurtigt til fabriksinspektør i 1921, og 1938 udnævntes hun til kontorchef som Clara Blacks efterfølger. Hendes arbejdsområde her blev især social-økonomiske spørgsmål. Det var i disse år, Kirsten Gloerfelt-Tarp grundlagde sit ry som en ualmindelig arbejdskapacitet, der kunne overkomme det utrolige. I 1927 havde hun giftet sig med den jævnaldrende Bror G.-T., og i 1931 fødte hun sit eneste barn. Med støtte fra ægtefællen, som hun senere beskrev som “mere renlivet feminist” end sig selv, supplerede hun arbejdskarrieren og ansvaret for et gæstfrit hjem med et omfattende engagement i kvindebevægelsen.

Allerede i begyndelsen af 1920’erne var Kirsten Gloerfelt-Tarp blevet håndplukket af Henni Forchhammer, formand for Danske Kvinders Nationalråd (DKN), til et internationalt udvalg om kvinders erhvervsinteresser. Dette førte til, at hun i 1925 kom ind i styrelsen for DKN, og da Forchhammer gik af som formand i 1931, gled Kirsten Gloerfelt-Tarp naturligt ind som hendes efterfølger. Hun bestred formandsposten i 15 år til 1946 og befæstede i denne periode DKNs førende position i dansk kvindebevægelse. Hertil bidrog, foruden hendes store arbejdsindsats, også hendes fremragende forhandlingsevner og talent for at etablere kompromisser. I hendes tid omfattede DKN ca. 55 organisationer med 100.000 medlemmer. En af de ting, hun beklagede mest, var, at det ikke lykkedes at få arbejderkvindernes organisationer til at tilslutte sig DKN. Internationalt gjorde hun sig stærkt gældende, bl.a. deltog hun seks gange mellem 1927 og 1938 i den internationale arbejdsorganisation ILOs konferencer i Genève som rådgiver for den danske regering. Her var det ikke mindst kampen mod særbeskyttelseslovgivning og for ligeløn, der optog hende. I International Council of Women bestred hun posten som formand for erhvervskomitéen ca. 1938-47. Hun var stærk modstander af særbeskyttelse af kvinder, som hun mente ville ødelægge kvinders erhvervsmuligheder. Kun på barselsområdet anerkendte hun behovet for en vis regulering. I den hjemlige sammenhæng var det også spørgsmål som kvinders erhvervsrettigheder, forbedrede barselsregler og børns sundhed, der stod øverst på DKNs dagsorden, og gennem oprettelsen af Danske Kvinders Erhvervsraad 1934 og Danske Kvinders politiske Samraad 1936 intensiveredes rådets arbejde for kvinders økonomiske og politiske rettigheder. Fra midten af 1930’erne trængte kampen mod nazismen og hjælp til flygtninge sig i stigende grad på. I slutningen af 1930’erne tog Kirsten Gloerfelt-Tarp sammen med Thora Daugaard og Mélanie Oppenhejm initiativ til en aktion for at redde jødiske børn ud af Tyskland. Det lykkedes at skaffe indrejsetilladelse til 320. Opholdet var tænkt som midlertidigt, og de fleste blev hjulpet ud af landet igen 1940-41, men omkring 40 af børnene blev taget af tyskerne under jødeforfølgelserne i 1943.

Efter krigsudbruddet så Kirsten Gloerfelt-Tarp straks behovet for en ny organisation, der kunne samle og aktivere brede grupper af kvinder, og gennem DKN tog hun initiativ til oprettelsen af Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS) i maj 1940. Selv stillede hun sig fra starten i spidsen for DKS og forblev formand til organisationens ophør i 1966. I dette regi var det primært praktiske opgaver som marmeladekogning, tøjomsyning og børnebespisning, der kom på programmet, men også kulturelt oplysende foredragsrækker føjedes til som en side af DKSs virksomhed. Kirsten Gloerfelt-Tarp udgav i disse år flere bøger, der afspejlede hendes faglige viden og prioriteringer. I 1937 udkom Kvinden i Samfundet, en antologi, der opsamlede den eksisterende viden om kvinders stilling inden for forskellige områder, retsligt og socialt, på arbejdsmarkedet og i det politiske liv. Hun skrev selv flere kapitler, bl.a. om gifte kvinders erhvervsarbejde og årsager til uligelønnen. Bogen, der fik stor udbredelse i studiekredssammenhænge, kom i en engelsk udgave 1939 og i en ny, ajourført udgave i 1953. I 1970’erne blev værket genopdaget af den nye kvindeforskning og udnyttet som en guldgrube af viden om kvinder. I 1943 var Kirsten Gloerfelt-Tarp medudgiver af værket Arbejderbeskyttelse, der sigtede mod forebyggelse af erhvervslivets farer. Selv skrev hun heri bl.a. om arbejderbeskyttelsens historie, om rationalisering, arbejdstid og særbeskyttelse. Om det sidste emne noterede hun med tilfredshed, at det aldrig var lykkedes at få særbestemmelser for kvinder ind i den danske fabrikslovgivning.

Katastrofevalget i 1943, hvor kun to kvinder opnåede valg til Folketinget, satte fokus på et nyt ømt punkt i kvindernes ligestillingskamp, og Kirsten Gloerfelt-Tarp var blandt de kvinder, der var parat til at tage konsekvenserne. I 1945 stillede hun op til Folketinget som kandidat for Det Radikale Venstre (RV) og bekendte dermed politisk kulør, efter at hun i årevis af hensyn til sit arbejde havde holdt sig ude af politik. Hun opnåede valg som en ud af otte kvinder og genvalgtes frem til 1960 med store personlige stemmetal. Dermed startede en ny epoke i Kirsten Gloerfelt-Tarps liv. Hun trådte tilbage som formand for DKN i 1946 og udnævntes samtidig til æresformand. Herefter helligede hun sig i en årrække den politiske karriere ved siden af arbejdet som kontorchef. Som politiker var hendes indsats kendetegnet ved, at hun hele tiden fastholdt et kvindeperspektiv, samtidig med at hun også gjorde sig gældende på traditionelt mandlige områder som fx bolig- og skattelovgivning. Et af hendes første initiativer var at fremsætte lovforslag om husmoderafløsning i 1946. Ordningen var etableret af DKN under krigen som beskæftigelsesforanstaltning og hjælp til sygdomsramte familier. Forslaget blev først gennemført i 1949 og blev en stor succes. Som nybagt folketingsmedlem blev hun udsat for en del kritik for sin håndtering af sagen om den ugifte skoleinspektør Inger Merete Nordentoft, der fik et barn uden for ægteskab. Mange i kvindebevægelsen og frisindede politiske kredse mente, at hun burde have forsvaret Nordentofts rettigheder på en kraftigere og mere utvetydig måde under folketingsdebatten i 1946. Der var i disse år stærk opmærksomhed omkring de ugifte mødres forhold, og Kirsten Gloerfelt-Tarp beviste, at hun var parat til at gøre en indsats, da hun i 1948 påtog sig formandskabet for DKNs og Dansk Kvindesamfunds kommission til undersøgelse af den enlige moders kår. Kommissionen udgav i 1953 betænkningen Den enlige Moder, der fik indflydelse på senere lovgivning på området. Hun blev endvidere medlem af Svangerskabskommissionen af 1950, hvor hun med kommissionsflertallet gik ind for en vis liberalisering af abortlovgivningen, og hun var ordfører for sit parti ved behandlingen af Svangerskabsloven af 1956 og ved revisionen af Mødrehjælpsloven i 1956. Fra 1956 til 1960 var hun medlem af tilsynsrådet for Mødrehjælpen.

I 1946 rejste hun første gang i Folketinget kravet om hustruens ret til at underskrive selvangivelsen, idet praksis var, at et ægtepar modtog en fælles selvangivelse, som manden underskrev alene. Hun gentog kravet adskillige gange, og endelig i 1953 ændredes praksis, så hustruen fik mulighed for at underskrive. Det var en lille sejr i den lange kamp frem mod sambeskatningens ophævelse, som først blev gennemført fra 1968. Sammen med den konservative Erna Sørensen var Kirsten Gloerfelt-Tarp alene om at repræsentere kvinderne i den 22 mand store Lønningskommission af 1954, hvis arbejde resulterede i Lønningsloven af 1958. Denne lov betød indfrielse af et af kvindebevægelsens gamle krav: lige løn for gifte og ugifte i det offentliges tjeneste. Hun blev medlem af Folketingets lønningsudvalg fra 1956, formand 1959-60, og 1956-60 sad hun i Lønningsrådet som det eneste kvindelige medlem. Boligområdet omfattede hun også med stor interesse og var bl.a. medlem af boligudvalget af 1950 og RVs ordfører ved behandlingen af lejelovene af 1951 og 1958. Kirsten Gloerfelt-Tarp var ordfører ved forelæggelsen af mange internationale konventioner, og det var en særlig tilfredsstillelse for hende, at hun i 1960 kunne afslutte sin karriere med at opnå Danmarks tilslutning til ILOs konvention om ligeløn for mænd og kvinder. Op gennem 1950’erne deltog hun fortsat i internationalt arbejde, bl.a. som delegeret i Europarådet og som medlem af ILOs ekspertkomité for kvinders arbejde 1946-60. Kirsten Gloerfelt-Tarp, der valgtes til næstformand for RVs folketingsgruppe, viste sig også i parlamentariske sammenhænge som en sagligt velfunderet og yderst flittig arbejdskraft. Til bogen Kvinderne og valgretten, 1965, udgivet i anledning af 50-års jubilæet for kvindernes valgret, bidrog hun med det lange og grundige afsnit om kvindernes arbejde i Rigsdagen 1915-65.

I 1958 mistede Kirsten Gloerfelt-Tarp inden for det samme år både sin mand og sin eneste søn. Udadtil bar hun sine store tab med fatning, men samme år tog hun sin afsked fra Arbejdstilsynet, og i 1960 forlod hun Folketinget. En fødselsdagsomtale ved hendes 70-års dag i 1959 fremhævede, at arbejdet havde spillet en meget stor rolle i hendes liv, og at hvis nogen fortjente et otium med lystbetonede beskæftigelser, så var det Kirsten Gloerfelt-Tarp. Hun er blevet beskrevet som blid og kvindelig af væsen, var som regel kompromissøgende og pragmatisk, men kunne til tider være skarp i sin form, når det gjaldt hendes hjertesager. Gennem sin mangeårige, sagligt velunderbyggede og bredspektrede indsats gjorde hun meget for at forøge kvindebevægelsens anseelse i befolkningen. Selv ønskede hun ingen hædersbevisninger, men fastholdt som ægte radikal sin afsky for ordener og uniformer. En fri debat og et nøgternt politisk arbejde var mere hendes stil.

Beskrivelser og portrætter af Kirsten Gloerfelt-Tarp

  • Bodil Begtrup: Kvinde i et verdenssamfund, 1986. Vita Aller (red.): Dansk Kvinde i Dag, 1942. Århus Stiftstidende 31. maj 1959. Politiken 16. oktober 1938.
  • Privatarkiv fælles med ægtefællen i Rigsarkivet.

Tilknytning til organisationer

  • Arbejds- og Fabrikstilsynet
  • Danske Kvinders Nationalråd (se Kvinderådet)
  • International Council of Women
  • Danske Kvinders Erhvervsraad
  • Danske Kvinders Politiske Samraad
  • Danske Kvinders Samfundstjeneste
  • Folketinget
  • Radikale Venstre
  • Svangerskabskommissionen af 1950
  • Kommission til undersøgelse af den enlige moders kår
  • Lønningskommissionen af 1954
  • Lønningsrådet
  • Europarådet
  • ILO International Labor Organisation

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig