Erna Sørensen

Erna Sørensen blev exam.jur. 1921 og fik sagførerbestalling 1924 samtidig med, at hun giftede sig. Mens hendes døtre var små, helligede hun sig familien, men fra 1933 drev hun sin egen sagførerforretning. Hun blev landsretssagfører 1952. Gennem sit arbejde fik hun kontakt med alle slags mennesker. Men særligt mødet med de kvindelige klienter vakte hendes interesse for sociale problemer og hendes politiske engagement.

Som flere andre kvindelige jurister før hende, fx Mathilde Malling Hauschultz og Fritze Teisen, blev Erna Sørensen konservativ politiker. Selvom hendes interesse blev grundlagt tidligt, gik hun først for alvor ind i politik, da hendes døtre var store. I 1941 blev hun medlem af en lokalbestyrelse i Den Konservative Vælgerforening i København og på Frbg., i 1943 var hun kandidat til Borgerrepræsentationen og blev samme år ligningsmand i Københavns kommune. Ved folketingsvalget i 1945, hvor kvindeandelen forøgedes markant, fik Det Konservative Folkeparti (DKF) for første gang tre kvinder valgt, Erna Sørensen, Oda Christensen og Gudrun Hasselriis, men 1947-50 var Erna Sørensen den eneste kvinde i partiets folketingsgruppe og derfor oplagt som den, der tog sig af familie- og kvindespørgsmål. Hendes juridiske og sociale indsigt gjorde hende til et betroet medlem af partiet, hvor hun var hovedbestyrelsesmedlem fra 1945, ligesom hun sad i hovedstyrelsen for Den Konservative Vælgerforening i København og på Frbg. fra 1950.

Erna Sørensen blev opfordret til at blive landsformand for Dansk Kvindesamfund (DK) i 1948, hvor organisationen efter fremgang under og lige efter Besættelsen mistede medlemmer, og hun påtog sig opgaven et par år indtil 1951. Politiske modsætninger i DK ville hun løse ved i denne “kvindernes rigsdag” at kæmpe for, hvad der var ret, og ikke, hvem der havde ret. Med en afvæbnende charme og store diplomatiske evner fik hun samlet foreningen om seriøst arbejde for de mange opgaver til forbedring af kvindernes situation, hun kunne se, og manede medlemmerne til ikke kun at holde strikkemøder og kaffegilder. Kvindearbejdet i DKF havde også en støtte i Erna Sørensen, der 1951-66 var formand for den indflydelsesrige kbh.ske Danske Kvinders Konservative Forening, hvor hun blev æresmedlem, da hun gik af som formand. Desuden var hun som folketingsmedlem født medlem af DKFs Kvindeudvalg og sad i mange år i dets forretningsudvalg. I en periode, hvor de andre partier nedlagde deres kvindeorganisering, blev skansen holdt i DKF takket være bl.a. hendes indsats. Kvindernes ligeberettigelse i uddannelse og politik var af central betydning for hende, men hun påpegede i midten af 1950’erne også de mentale og praktiske vanskeligheder, der var forbundet med kvindernes dobbeltarbejde og særlige stilling som moder, og gik bl.a. ind for deltidsarbejde til kvinder.

1945-65 sad Erna Sørensen i Folketinget. Hun var i løbet af sin karriere opstillet i flere kredse og valgt med et stadigt stigende antal personlige stemmer. På Christiansborg ville hun ikke først og fremmest være kvindesagskvinde, men arbejde for helheden. Det forhindrede hende dog ikke i at deltage i behandlingen af en række sager af relevans for kvinder. Hun sad i Lønningskommissionen 1954-58, der nyregulerede statstjenestemændenes arbejdsnormering, løn, pension og den indbyrdes klassificering. Her arbejdede hun særligt for lige løn for lige arbejde samt avancementsmuligheder for kvinder. Som medlem af Svangerskabskommissionen 1951-54 var hun med til at præge den etisk følsomme svangerskabslovgivning, der delte partierne. Hun gik ind for forebyggelse og oplysning, men ikke for flere aborter på social indikation. Heller ikke moderskabsydelser kunne hun gå ind for, da hun mente, det ville tage glæden ved at klare sig selv fra kvinderne. Til gengæld ønskede hun en styrkelse af Mødrehjælpen og en udvidelse af sundhedsplejerskernes antal samt mere retfærdige regler omkring adoption og tilskud til enlige mødre. Husholdningssagen støttede hun ved at gå ind for husmoderferie, og da Statens Husholdningsråds eksistens var til debat i sidste halvdel af 1950’erne, bakkede hun det op ved at fremhæve, at det udførte en vigtig samfundsopgave. De selvstændige erhvervsdrivende kvinders krav tog hun op ved at foreslå en ændring af næringsloven, så den ikke længere forbød mere end en ægtefælle at erhverve næringsbrev.

Blandt Erna Sørensens mange tillidsposter kan nævnes, at hun 1947-59 var vicepræsident for Danske Erhvervskvinders Klubber, medlem af Foreningen Nordens repræsentantskab til 1970, i bestyrelsen for lærlingehjemmet Limfjordshøj 1950-69 og for Garnisons sogns børnehave 1945-70. Hun var dygtig og kultiveret, havde sans for de store linier og skabte sig en smuk position i det politiske liv samtidig med, at hun prioriterede at være en forstående moder og god husmoder. I samtiden blev hun derfor fremhævet for at forene overlegen dygtighed med de smukkeste kvindelige egenskaber, og hun var dermed en god repræsentant for det kvindebillede, DKF gerne ville fremvise. Hun gik usåret igennem det politiske liv med sindet åbent og hjertet varmt, afholdt og respekteret i alle lejre. 1955 blev Erna Sørensen ridder af Dannebrogordenen.