Clara Black

Clara Black blev student 1896 fra N. Zahles Skole og tog eksamen som den tredje kvindelige cand.polit. ved Københavns Universitet 1904. Hun var, som hun selv senere skrev, kommet lidt sent til studierne, fordi der var brug for hende hjemme. Året efter kandidateksamen blev hun ansat som assistent i Sygekasseinspektoratet, og da hendes chef Th. Sørensen i 1907 blev arbejdsløshedsinspektør i det nyoprettede Arbejdsløshedsinspektorat, fulgte hun med som sekretær og blev efter hans død i 1915 udnævnt til hans efterfølger. Med denne stilling fulgte også posten som formand for Arbejdsløshedsnævnet, et råd, hvor der foruden hende sad repræsentanter for arbejdsløshedskasserne og fire rigsdagsmænd. Med udgangen af 1921 blev stillingen nedlagt, da Arbejdsløshedsinspektoratet indgik i Arbejdsdirektoratet, og Clara Black kom på ventepenge, indtil hun i 1925 blev udnævnt til kontorchef i Arbejds- og Fabrikstilsynet. I sin første stilling havde hun også været medlem af forskellige råd, bl.a. Socialrådet, Arbejderforsikringsrådet og Indenrigsministeriets arbejdsudvalg. I stillingen ved Arbejds-og Fabrikstilsynet deltog hun som rådgiver for den danske delegation ved arbejdskonferencer i Genève 1925 og 1930. Desuden var hun medlem af bestyrelsen for bl.a. Dansk Forening for Socialpolitik 1916-29 og Dansk Forening for Social Oplysning 1919-33.

Denne karriere lyder mere stilfærdig end den virkelighed, den dækker over. Clara Black skrev senere om sine erfaringer fra studietiden, som hun så tilbage på med stor glæde samtidig med, at hun nærede en vis skepsis over for universitetets holdning til kvindelige studerende. Fx oplevede hun, da hun stod med sin førstekarakter til kandidateksamen, at en professor opfordrede hende til at lære stenografi. Hun kaldte udtalelsen meget gavnlig, for hun besluttede at gøre den til skamme og hævdede, at den mange gange senere i hendes liv havde virket stimulerende på hende. Som arbejdsløshedsinspektør var Clara Black den højest placerede kvindelige akademiker i centraladministrationen, og stillingen krævede på flere måder en høj grad af beslutsomhed. Inspektoratet var skabt efter lange politiske diskussioner og gav anledning til mange stridigheder i samarbejdet med og mellem de selvstændige arbejdsløshedskasser. Dertil kom de problemer, der fulgte med kassernes mulighed for at anvise arbejde, kontrol med misbrug osv. Perioden var ikke mindst under Første Verdenskrig præget af tilbagevendende kriser, som igen gav anledning til megen debat og uenighed mellem arbejdsgiverinteresser på den ene side og arbejdsløshedskasserne og ikke mindst fagforeningerne på den anden, således at området let blev inddraget i striden mellem de faglige organisationer. Dette politiske minefelt var naturligvis også genstand for diskussioner i Rigsdagen. Clara Black evnede at håndtere såvel voldsomme diskussioner som social uro. Fx talte hun under krigen en stor demonstration til ro, og hun tog også ved andre lejligheder uortodokse metoder i brug. Klager over arbejdsløshedskontrollens langsommelighed førte således til, at hun selv mødte op og stillede sig i rækken af arbejdsløse for at se, hvor lang tid ekspeditionen tog. Mens Arbejdsløshedsinspektoratet foruden ved sin chef også udmærkede sig ved at have en kvindelig bogholder og lutter kvindelige skrivere, var den verden, som Clara Black styrede, befolket af mænd. Det fremgår bl.a. af fotografier af Arbejdsløshedsnævnet og de forskellige arbejdsløshedskasser, hvor kun enkelte repræsentanter fra Kvindeligt Arbejderforbund bryder mønstret. Det må have været fristende regelmæssigt at tænke på den sikkert velmente opfordring til at lære stenografi. Efter udnævnelsen til arbejdsløshedsinspektør sagde Clara Black i et interview, at hun selv syntes, “det var naturligt”, at det blev hende, der overtog stillingen, men hun ville ikke sige noget om, hvorvidt alle andre syntes det samme.

Da Clara Black i 1925 blev kontorchef i Arbejds- og Fabrikstilsynet og hermed den første kvindelige kontorchef i centraladministrationen, kom hun derimod til at bestyre et område, hvor kvinder havde markeret sig stærkt siden udnævnelsen af Annette Vedel som fabriksinspektør i 1901. Ved Clara Blacks tiltrædelse var de fremtrædende feminister Julie Arenholt, Ragna Schou og Kirsten Gloerfelt-Tarp ansatte som fabriksinspektører. Selv var Clara Black den første formand for Kvindelige Akademikere 1922-26, ligesom hun nogle år var bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds. Sammen med Lis Jakobsen redigerede hun jubilæumsbogen Kvindelige Akademikere 1875-1925, 1925. Hun tog sin afsked som kontorchef i 1938.