Karen Braae

Da Karen Braae havde afsluttet skolegangen i Aalborg højere Pigeskole, stod der ingen uddannelsesmuligheder åbne for piger på hendes hjemegn, hvor hendes forældre insisterede på, at hun blev. Hun måtte derfor fægte sig igennem som uuddannet lærerinde, bl.a. på sin gamle skole. Senere flyttede hun til Ollerup Højskole, hvor hun underviste lærernes børn og blev støttet i sin lyst til uddannelse af Nanna Kristensen-Randers, en af landets første kvindelige jurister. I 1908 blev Karen Braae optaget på Danmarks Lærerhøjskole, hvorfra hun to år senere tog eksamen som faglærerinde i engelsk og skolekøkken. Hun ville bruge sin uddannelse, også selvom hun giftede sig i 1911 og fik et par børn de følgende år, det skulle ikke blot være en “pyntetitel”. Karen Braae fik i 1910 ansættelse som lærerinde ved de kommunale fortsættelseskurser i København, hvor hun underviste i fem år og kom ind i et meget inspirende miljø af husholdningspionerer som Eline Hansen og Karen Blicher. Selv har hun sagt, at de år lærte hende meget. Hendes elever, unge kvinder i alderen 15 til 25 år, kom fra alle samfundslag, fire aftener om ugen mødte de til denne helt frivillige undervisning, veloplagte og ivrige efter at lære, selvom de fleste havde en lang arbejdsdag bag sig på kontor eller lager. Karen Braae blev for alvor overbevist om, hvor vigtigt det var, at kvinder fik undervisning i husførelse, børnepasning, økonomi og alt, hvad der hørte til for at blive en dygtig husmoder.

Da Københavns Husmoderforening (KHF) blev stiftet i 1917 på Thit Jensens initiativ, blev Karen Braae medlem af bestyrelsen og næstformand, 1922-24 og igen 1930-36 var hun foreningens formand. Som nyvalgt formand skrev Karen Braae en kronik i Dagens Nyheder om Huslighed eller Selverhverv. Her argumenterede hun for, at husmødre skulle have et beløb til privat forbrug og ikke være afhængige af mandens nåde og velvilje. Husmoderens økonomiske afhængighed og deraf følgende uselvstændighed var et problem, der optog Karen Braae meget. I et interview i anledning af hendes 50-års fødselsdag sagde hun, at husmødre burde have hustruløn, “Ikke som en Naade, men som en Ret!” Da paraplyorganisationen De Danske Husmoderforeninger (DDH) i 1920 blev stiftet med KHFs formand Carla Meyer i spidsen, blev KHF naturligvis medlem. Men foreningen meldte sig ud igen i 1929, fordi den følte sig stækket af de mere konservative provinsforeninger, og Karen Braae blev i anden omgang en markant formand for en udbryderforening, der især profilerede sig på forbrugerspørgsmål.

Karen Braae var meget bevidst om, at husmødrenes og hjemmenes problemer var en del af samfundets problemer. Derfor faldt det naturligt, at hun også blev kommunalpolitiker. Det begyndte med arbejde i den radikale vælgerforening i København, 1924 og 1926 var hun folketingskandidat, og i 1925 blev hun valgt til Borgerrepræsentationen, hvor hun sad som et meget aktivt medlem indtil 1935. Hun havde utallige tillidshverv, bl.a. som viceformand og kommunalrevisor, ligesom hun repræsenterede kommunen i en række bestyrelser. Men trods de mange nye opgaver var husholdningsproblemerne stadig hendes hjertesag. Da hun som ny borgerrepræsentant blev spurgt, hvad der stod på hendes ønskeseddel, lød svaret: en forbedret levnedsmiddellovgivning, en skrappere kontrol med fjerkræ, en sikkerhed for, at hovedstaden kun fik mælk fra tuberkulosekontrollerede besætninger, og et kommunalt mælkelaboratorium. Alt dette og meget mere fik hun rig lejlighed til at beskæftige sig med i sine sidste aktive arbejdsår. Et af de mange udvalg, hun var medlem af, var nemlig Indenrigsministeriets udvalg vedrørende oprettelse af en forsøgs- og oplysningsinstitution på husholdningsområdet. Det blev nedsat i 1931, da husholdningsorganisationerne ikke længere selv kunne imødekomme det stigende behov for forsøgsvirksomhed og derfor gik sammen i et krav om en statslig forsøgsstation. Arbejdet resulterede i loven om Statens Husholdningsråd (SHR) i 1935, og Karen Braae, der havde været sekretær for udvalget, blev udnævnt til både formand og daglig leder. Med sin sædvanlige energi og sit store organisationstalent kastede hun sig ud i opgaven med at få det nystartede råd til at fungere, og hun stod i spidsen for rådet frem til 1952, hvor hun blev afløst af Ingefred Juul Andersen. Trods store vanskeligheder nåede hun i sin 17-årige periode som formand for SHR at se mange af sin ungdoms idéer realiseret.

De ydre rammer for SHR var i begyndelsen beskedne, medarbejderne var få, og den årlige bevilling på 20.000 kr. satte grænser for aktiviteterne. Men arbejdet voksede støt og sikkert og det samarbejde, som SHR ifølge loven var forpligtet til at praktisere, blev stadig stærkere. Mens det gik hurtigt med at få et venskabeligt og frugtbart samarbejde med landbrug og havebrug, så tog det længere tid med handel og industri, der de første år så med nogen skepsis på den nye institution. Men det lykkedes, ikke mindst takket være Karen Braaes forhandlingstalent og store interesse for sagen. Under Anden Verdenskrig førte knaphed på varer og energi til nye opgaver og forøgede bevillinger for SHR, der bl.a. bidrog til statens krigsberedskab ved at udarbejde kostvejledninger for hæren og for befolkningen i tilfælde af evakuering og katastrofer. I 1948 blev loven om SHR revideret. De tre hovedformål: forsøgsarbejde, oplysning og forbrugerpolitik blev fastholdt, men med vægten på det sidste. I disse år var fokus i husholdningssagen ved at dreje fra husmoderen på landet til forbrugeren i byen, og udviklingen afspejlede sig bl.a. i oprettelsen af Forbrugerrådet i 1947. Denne udvikling var helt i Karen Braaes ånd, og som den eminente taler og skribent hun var, levede hun også fuldt op til rådets formidlingsforpligtelser. Hun havde redigeret KHFs blad Husmoderen fra starten i 1918 og været redaktør på Politiken 1929-35 med husholdningsstof som speciale. Af hendes store kogebogsforfatterskab kan nævnes Diætetisk Kogebog, 1918, Daglig Mad, 1919, og Hvad faar jeg for mine Penge?, 1930. SHRs forsøgsresultater blev publiceret i månedsskriftet Faglige Meddelelser samt i en lang række pjecer, radioudsendelser og foredrag, alt sammen aktiviteter, som Karen Braae var den drivende kraft i. En samlet fremstilling af hele husholdningsområdet leverede hun som hovedredaktør af Dansk Husmoderleksikon, der udkom 1948-49.

Som formand for SHR blev Karen Braae igen medlem af en næsten endeløs række af kommissioner, nævn og udvalg, fx Priskontrolrådet, Det Erhvervsøkonomiske Råd, udvalget angående oprettelse af en videnskabelig husholdningshøjskole, Husassistentkommissionen, Nationalkomiteen for Husholdningsundervisning og udvalget for Fællesnordisk Husholdningsforskning. I 1939 blev den 6. internationale kongres for husholdningsundervisning holdt i København med Karen Braae som præsident, et udtryk for, at hun også stod stærkt i det internationale husholdningsfaglige samarbejde. Ved sin pensionering i 1952 blev hun udnævnt til kommandør af Dannebrog som den anden kvinde efter justitsminister Helga Pedersen. I et tilbageblik fra pensionistårene sagde Karen Braae om omkostningerne ved sit offentlige liv, at hun havde følt “fængslet i arbejdets glasbjerg, hvor man altid kunne kontrolleres udefra – men aldrig bryde ud og være helt sig selv, som det er ethvert menneskes inderste trang”. Sit privatliv hægede hun om. Hun inviterede ikke pressen på besøg i sit hjem og omtalte sjældent sin familie og sin egen husholdning. Det nærmeste, man kommer, er en udtalelse til en avis om, at hr. Braae ikke spiste øllebrød.