Faktaboks

K.S.A. Præstgaard
Karen Sofie Amalie Præstgaard
Født
18. december 1873, Randers
Død
25. april 1940, Frederiksberg
Arbejdsliv
Lærer, redaktør og fagkonsulent
Familie

Forældre: skomager Lauriis Christian P. og Mariane Sørensen.

K.S.A. Præstgaard var med sit virke som gymnastiklærerinde i første halvdel af 1900-tallet en af kvindegymnastikkens pionerer. Den eneste formelle uddannelse, hun fik, var korte kurser på N.H. Rasmussens gymnastikinstitut. Her blev hun introduceret til svensk gymnastik, og hun fik hurtigt tildelt ansvar og tillidsposter også i de frivillige idrætsorganisationer. Hendes store villa på Frbg., som hun delte med flere kolleger, blev et centrum i det voksende netværk af gymnastiklærerinder både i Danmark og de øvrige nordiske lande, og herfra blev der også bygget bro mellem gymnastikmiljøet og kvindebevægelsen.

K.S.A. Præstgaards arbejdsliv var karakteriseret af tre sideløbende engagementer. Gennem selvstudium kvalificerede hun sig til ansættelse som lærerinde i gymnastik, regning og matematik på Schneekloths Skole, hvortil hun var knyttet i over 40 år fra 1894 til 1938. Hun var en dygtig, myndig og engageret lærerinde, som bag et strengt ydre rummede både varme og humor. Desuden underviste hun 1907-39 på Teilmanns Institut for Sygegymnastik og Massage, en forløber for senere fysioterapeutuddannelser. Endelig var hun fra 1908 og de følgende ca. 20 år ansat i Statens Gymnastikinspektion, hvor hun førte tilsyn med skolernes pigegymnastik uden for København Dette arbejde delte hun med Sigrid Nutzhorn og Else Thomsen, to andre pionerer inden for dansk kvindegymnastik. Til Else Thomsen havde K.S.A. Præstgaard hele sit liv nære faglige og personlige relationer, dels som kollega og bofælle, dels gennem deres fælles engagement i Københavns Kvindelige Gymnastikforening (KKG).

I 1891 var K.S.A. Præstgaard begyndt at gå til gymnastik i KKG, der var stiftet af gymnastiklærerinder i 1886 som Danmarks første kvindelige gymnastikforening, og hun fortsatte som leder, først kasserer og siden formand 1898-1902 og 1906-20. Årsagen til afbrækket i den lange formandsperiode var en intern konflikt om den mandlige gymnastiklærer på foreningens førstehold. Hans øvelser var for kraftfulde for de kvindelige gymnaster, mente KKGs ledelse, og K.S.A. Præstgaard valgte at trække sig som formand på grund af uroen omkring dette hold. Da den fløj, der foretrak den mere kraftfulde gymnastik, trådte ud og stiftede Kvindelig Idrætsforening i 1906, vendte hun tilbage til formandsposten i KKG. Samme år inviterede hun den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén til at afholde et gymnastikkursus for KKGs lærerinder. Ifølge Björkstén var det nødvendigt at udvikle en særlig gymnastik, som var i harmoni med kvindens natur, ligesom hun mente, at kun kvinder burde undervise andre kvinder. Kurset kan ses som en gymnastikpolitisk markering fra K.S.A. Præstgaards side, og det blev startskuddet til indførelsen af den Björksténske kvindegymnastik i Danmark, der både fik fodfæste på Snoghøj Gymnastikhøjskole under ledelse af Jørgine Abildgaard og Anna Krogh og i skolens pigegymnastik.

Gymnastisk Selskab stiftedes i 1899 som en interesseorganisation for gymnastiklærere og -ledere, og K.S.A. Præstgaard sad i organisationens hovedbestyrelse 1899-1916, i en periode som formand. 1907-16 var hun desuden redaktør af Gymnastisk Tidsskrift. Hendes medredaktør var professor i gymnastikteori ved Københavns Universitet J. Lindhard, som hun også var kollega med på Teilmanns Institut. Hun havde trods manglende formel uddannelse stor viden om anatomi og fysiologi og fik et jævnbyrdigt samarbejde med Lindhard. Sammen med bl.a. Else Thomsen støttede hun Björksténs initiativ til en formalisering af kontakten mellem Nordens gymnastiklærerinder. Nordisk Forbund for Kvindegymnastik stiftedes i 1922 med det formål at udvikle og udbrede den særlige kvindegymnastik. K.S.A. Præstgaard var næstformand og medredaktør af forbundets tidsskrift Nordisk Kvinnogymnastik 1924-36. Hun var tillige medlem af bestyrelsen for såvel de voksnes som børnenes idrætsmærke, efter at hun havde deltaget som Undervisningsministeriets repræsentant i Idrætsmærkets stiftelsesmøde i Stockholm 1921. Desuden var hun tidligt involveret i kvindesagen som medstifter af Dansk Kvinderaad, det senere Danske Kvinders Nationalråd, i 1899, og hun sad en årrække i bestyrelsen, ligesom hun også blev bestyrelsesmedlem i Kvindernes Bygning. På grund af hendes udprægede retlinethed og sikre dømmekraft benyttede Privatskolernes fagordnede Lærerforening K.S.A. Præstgaard som forhandler.

Beskrivelser og portrætter af K.S.A. Præstgaard

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

  • Schneekloths Skole
  • Teilmanns Institut for Sygegymnastik og Massage
  • Statens Gymnastikinspektion
  • Københavns Kvindelige Gymnastikforening
  • Gymnastisk Selskab
  • Gymnastisk Tidsskrift
  • Nordisk Forbund for Kvindegymnastik
  • Nordisk Kvinnogymnastik
  • Dansk Kvinderåd (se Kvinderådet)
  • Kvindernes Bygning

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig