Anna Krogh

Anna Kroghs barndomshjem var altid fyldt med mennesker. Hendes fader var mejerist på Bøgballe Mejeri ved Horsens, og der var mange folk ansat. Begge forældre havde været på højskole, og de ønskede at give de unge ansatte sunde interesser, så der blev holdt studiekredse, arrangeret teaterture og udflugter, som Anna Krogh og hendes broder også deltog i. Gymnastikken blev tidligt en stor del af hendes liv. I skolen underviste en korporal fra hæren, og børnene eksercerede. Siden overtog uddannede seminarielærere undervisningen. I sin fritid gik Anna Krogh også til gymnastik, stadig hos mænd, da der var meget få kvindelige gymnastikledere. Men hun uddannede sig i 1909 til delingsfører hos Olaf Schrøder i Odense og tog derefter hjem og begyndte at undervise i gymnastik. Hun blev mere og mere optaget af det og tog derfor på højskole for at lære mere, først en vinter på Uldum i 1911-12, siden to vintre på Askov i 1914-16. Her fik hun Ingeborg Appel som lærer. Appel var pioner på området, og for hende var gymnastikken et led i kvindens frigørelse. I 1916 skulle Anna Krogh hjem og giftes med sin forlovede, men han døde, og hun tog efter Appels råd i vinteren 1917-18 på Statens Gymnastikinstitut for at få yderligere uddannelse i gymnastik.

Derefter blev Anna Krogh ansat som lærerinde på Sorø Højskole i to år. Hun blev hurtigt en meget efterspurgt leder ved delingsførermøder og kurser rundt i hele landet. Derfor spurgte P. Lauridsen, der var leder af Hadsten Højskoles delingsførerafdeling, hende i 1920, om hun sammen med Jørgine Abildgaard ville stå for kvindernes uddannelse. De to havde mødt hinanden på Askov det sidste år, Anna Krogh var der, og deres samarbejde på Hadsten blev begyndelsen til et 35 år langt fællesskab. I de følgende år voksede deres popularitet, og samtidig øgedes behovet for at få et uddannelsessted for kvinder, ledet af kvinder. Anna Krogh og Abildgaard fostrede planer om en sådan højskole. De fik moralsk støtte fra deres gamle gymnaster og økonomisk støtte fra Anna Kroghs fader og dermed mod og råd til at købe Snoghøj Fiskerhøjskole og omdanne den til gymnastikhøjskole i 1925.

Anna Krogh og Abildgaard blev begge godkendt som forstandere. I 30 år drev de skolen sammen. De begyndte med 60 elever i 1925, og da der var flest, var de 190. Det betød, at der gentagne gange blev bygget til. Det var i høj grad Anna Krogh, der stod for den side. Hun var den praktiske, administratoren. Med en indædt stædighed kunne hun forfølge en sag, få pengene til at slå til og håndværkere og ansatte til at bestille noget. Hun bestyrede regnskab og husførelse, når hun ikke underviste i gymnastik eller anatomi. Inspirationen til Snoghøjgymnastikken kom fra den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hendes gymnastik var som en åbenbaring for både Anna Krogh og Abildgaard, og de forfægtede Björksténs teorier og øvelser med en kærlighed og veneration, der medførte, at Snoghøj Gymnastikhøjskole nok var det sted i landet, der længst og med størst ihærdighed holdt fast i den björksténske gymnastik. Et vigtigt anliggende for såvel Björkstén som forstanderinderne på Snoghøj var, at gymnastikken ikke måtte være et mål i sig selv. For Anna Krogh og Abildgaard blev det overordnede mål tæt knyttet til den sønderjyske sag, det nordiske og et kristent livssyn.

Anna Krogh betragtede ikke sig selv som kvindesagskvinde, men ville til stadighed udvikle kvinden både i gymnastiksalen og i foredragssalen. Når hun skulle forklare besøgende om ånden på Snoghøj, yndede hun at bruge skolens arkitektur som billede på det, hun og Abildgaard ønskede at give pigerne. I forhallen var der fire døre: den ene gik til gymnastiksalen, den anden til foredragssalen, den tredje til kirken og den fjerde til spisestuen, der stod som symbol for hjemmet. Alle fire sider var vigtige i en kvindes liv, her skulle hun udvikles og styrkes, så hun kunne blive en ligeværdig partner for manden. Anna Krogh og Abildgaard fungerede som én organisme. De gik ens klædt, havde samme frisure og sagde hellere vi end jeg. Anna Krogh var praktikeren, der førte Abildgaards idéer ud i livet. Det var hende, der havde den tætteste kontakt til eleverne. Hendes gymnastik var grundig, hun kunne håndværket, hvor Abildgaard var kunstneren og også betragtede sig selv som sådan.

Da Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1950 fyldte 25 år, blev dagen fejret med en stor fest. Det var deres karrieres højdepunkt. Elevtallet var kort forinden toppet med 190 elever, men i årene derefter gik det hastigt ned ad bakke. Andre gymnastik- og idrætshøjskoler så dagens lys, Björksténgymnastikken blev efter Anden Verdenskrig hastigt fortrængt af den tyske Medaugymnastik og andre gymnastiksystemer. Den sønderjyske sag, som både Anna Krogh og Abildgaard engagerede sig voldsomt i, mistede sit tag i de unge piger. De havde vanskeligt ved at identificere sig med den gamle grænsestrid. Et andet problem var af mere privat karakter. I 1933 var Solvejg Bording blevet ansat på Snoghøj, og gennem årene voksede samarbejdet og venskabet mellem hende og Anna Krogh. Hun var for Anna Krogh kronprinsesse til Snoghøj, men Abildgaard havde en anden opfattelse og endte med at fyre Bording. Det førte til et brud mellem Anna Krogh og Abildgaard i 1955. Deres veje skiltes, og Anna Krogh flyttede ind på Snoghøjgård, der var naboejendom til højskolen. Her boede hun til sin død i 1985.

Anna Krogh og Abildgaard var hver for sig, men især sammen to stærke personligheder, der med mod, initiativ og sammenhold skabte en skole for unge kvinder i en tid, hvor det var usædvanligt, at kvinder gik i spidsen. Deres personlige opgør og den bitre strid, der fulgte, gjorde, at deres pionerindsats aldrig har fået den omtale, den fortjente. Sammen udnævntes de i 1954 til riddere af Dannebrogordenen for deres indsats.