Else Thomsen

Else Thomsen var inspireret af den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén, som hun havde et årelangt samarbejde og venskab med. Ifølge Björkstén var det nødvendigt at udvikle kvindegymnastikken henimod en større harmoni med kvinders natur. Den svenske, rationelle stillingsgymnastik, som blev udøvet af både kvinder og mænd, var for maskulin og kraftbetonet. Else Thomsens livsværk var at udbrede den Björksténske kvindegymnastik i Danmark, og hun virkede bredt som lærerinde og gymnastikinspektør igennem 27 år og som frivillig leder i både en lokal gymnastikforening og i idrættens top.

Else Thomsen voksede op som fjerde barn i en søskendeflok på efterhånden 12 på en gård i Høm lidt nord for 1864-grænsen. Faderen var blevet tvunget til at forlade sin gamle slægtsgård, som lå lige syd for den nye grænse, og kærligheden til Sønderjylland samt en stærk kristen tro var Else Thomsens inspirationskilder, når hun senere i livet skrev digte. Det var på den tid almindeligt blandt gårdmandsbørn at tage et år på efterskole eller højskole, og på Vester Vedsted Efterskole besluttede Else Thomsen, at hun ville være lærerinde. Hun blev optaget på det nystartede Ribe Seminariums første hold i 1899 og tog lærereksamen i 1902 som den eneste kvindelige elev i sin klasse. På seminariet havde hun sit første møde med gymnastikken, som hun, hvad der var ganske usædvanligt, deltog i sammen med de mandlige elever.

Efter lærereksamen rejste Else Thomsen til København Hun havde fået interesse for gymnastik og uddannede sig 1903-04 på Statens etårige Gymnastikkursus, det senere Statens Gymnastikinstitut, som tilbød den højeste uddannelse i faget. Efter et par år som vikar i Københavns kommunes skolevæsen blev hun i 1907 ansat som timelærerinde. Selvom det var gymnastikken, som havde hendes største interesse, fik hun ikke lov at undervise i dette fag i de første år. Københavns kommune havde indført pigegymnastik som obligatorisk fag i 1886, men langt op i 1900-tallet led skolerne under mangel på gymnastiksale. For trods alt at sikre fysisk aktivitet skabte Else Thomsen en skolestuegymnastik, som indgik i den almindelige skoleundervisning, og hun udgav artikler og småbøger om skolestuegymnastik. Fra 1908 arbejdede hun ca. en måned om året som medhjælper i Statens Gymnastikinspektion, hvor hun førte tilsyn med pigegymnastikken uden for København Arbejdet delte hun med kollegerne Sigrid Nutzhorn og K.S.A. Præstgaard, som hun havde nære faglige og personlige relationer til. Else Thomsen og Præstgaard var begge ledere i Københavns Kvindelige Gymnastikforening (KKG), og Else Thomsen boede i mange år i Præstgaards store hus på Frbg. sammen med gymnastiklærerinden Hansine Andersen. 1911-12 havde Else Thomsen orlov for at undervise i gymnastik på en dansk højskole i Nebraska, USA. Under endnu en orlov 1916-19 udførte hun et meget stort arbejde med at inspicere pigegymnastikken i hele landet og holdt utallige instruktionskurser for gymnastiklærerinderne. Sit mangeårige virke fik hun som inspektør for pigegymnastikken i de kbh.ske skoler 1919-46. Efter en diskussion i Borgerrepræsentationen, og på opfordring af Dansk Kvindesamfund, blev hun ansat som gymnastikinspektør i Københavns kommunes skolevæsen på lige vilkår med sin mandlige kollega xH.P. Langkilde, der tiltrådte samtidig med hende. Hun holdt opsyn med pigegymnastikken på skolerne, afholdt kurser for gymnastiklærerinderne, arrangerede stævner og deltog i tidens idrætsdebatter. Desuden var hun censor på Statens Gymnastikinstitut, hvor hun 1913-14 havde vikarieret som lærerinde.

Også den frivillige foreningsidræt var Else Thomsen hele sit liv dybt engageret i. Hun meldte sig ind i KKG 1906, fra 1914 og resten af sit liv var hun medlem af bestyrelsen, 1920-24 som formand. Hun spillede en central rolle da Nordisk Forbund for Kvindegymnastik blev etableret på Björksténs foranledning i 1922. Formålet var at udvikle samarbejdet mellem Nordens gymnastiklærerinder samt at udbrede den Björksténske kvindegymnastik. Else Thomsen deltog i den danske redaktion af forbundets tidsskrift Nordisk Kvinnogymnastik og var hovedredaktør fra 1941. Hun ønskede at udvikle en kvindegymnastik, der tog hensyn til kvindens fysiologiske og psykiske særart, og støttede sig også til fysiologen xJ. Lindhard, som mente, at “Kvindegymnastiken skal overholde den særligt kvindelige Bevægelsesform, ikke skarpe og markerede Bevægelser men jævne og plastiske. Stillingerne skal være rene og smukke men ikke have Præg af den concentrerede Energi, som udmærker Mandens.” Denne videnskabelige og æstetiske tilgang betød, at Else Thomsens normer for kvinders gymnastik- og idrætsudøvelse var både emanciperende og restriktive. Gymnastik kunne virke frigørende for kvinderne, hvis den blev udøvet på den rette måde, men hun mente, at konkurrenceidræt og især atletik var degenererende for kvinders kroppe, og at der burde være strenge og indskrænkende regler for deres deltagelse i konkurrencer. Dette synspunkt forsvarede hun i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) bestyrelse 1928-32. På trods af en lang debat, et udvalgsarbejde og en betænkning lykkedes det hende ikke at vinde gehør for sine synspunkter i DIF, som i 1934 konkluderede, at et forbud mod kvindeatletik ikke var berettiget. Kvinder havde haft adgang til DIFs bestyrelse siden 1921, men Else Thomsen var den første, der markerede sig, og hun trak sig, da hun erkendte, at hendes idéer om ledelse og udvikling af kvindegymnastikken ikke harmonerede med de mandlige lederes holdning.

Else Thomsen var også aktiv uden for det idrætsfaglige arbejdsområde, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Foreningen til Skolehygiejnens Fremme 1924-42, formand for Københavns Legepladsforening 1926-46 og medlem af Danske Kvinders Beredskab 1939-45. I 1936 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld for sit banebrydende arbejde for dansk kvindegymnastik og sin store betydning for pigegymnastikken i de kbh.ske skoler.