Jørgine Abildgaard

Jørgine Abildgaards livsværk var Snoghøj Gymnastikhøjskole. I 30 år var hun sammen med Anna Krogh forstander på den første og hidtil eneste gymnastikhøjskole for kvinder. Deres værk fik stor betydning for kvindegymnastikkens udvikling i Mellemkrigstiden.

Begge Jørgine Abildgaards forældre havde været på højskole, og med sig ind i ægteskabet tog de oplevelserne og livsånden fra højskolerne. I flere år efter konfirmationen boede Jørgine Abildgaard hjemme og var både karl og pige på gården. Hun var en fysisk robust og aktiv pige, der elskede at køre et firspand. At hun skulle på højskole, som forældrene havde været, var selvklart, og i vinteren 1910-11 var hun på Sorø. Det var her, hun besluttede, at hun ville være gymnastik- og højskolelærerinde. Hun gik straks i gang og tog i 1911 på et privat delingsførerkursus hos Olaf Schrøder i Odense. Herefter begyndte hun at undervise hjemme i sognet. Men efter et par år ville hun videre. Det blev til tre vintre på Askov Højskole. Den første var vinteren 1915-16, hvor det især var Ingeborg Appel, der inspirerede hende til et fortsat arbejde med gymnastikken. Det betød, at hun vinteren efter tog den etårige uddannelse som gymnastiklærer på Statens Gymnastikinstitut. Dermed var hun gymnastiklærerinde. For at blive højskolelærerinde vendte hun tilbage til Askov i vintrene 1917-18 og 1918-19 og fik det, skolen kaldte Askovuddannelsen. Der var ingen eksamen eller rettigheder knyttet til den uddannelse, men den var, hvad mange lærere ved de frie skoler havde med i rygsækken. Opholdet på Askov tændte også en anden glød i Jørgine Abildgaard, der holdt livet igennem. Det var engagementet i den sønderjyske sag. Hun blev stærkt grebet af sønderjydernes kamp for at få det gamle land igen. Endelig mødte hun på Askov Krogh, der delte hendes interesse og begejstring for gymnastik. De var begge dygtige og efterspurgte gymnastikledere. Da Hadsten Højskoles leder af delingsførerafdelingen P. Lauridsen i 1920 skulle finde nogle, der kunne stå for uddannelsen af kvindelige delingsførere, valgte han naturligt nok at spørge Jørgine Abildgaard og Krogh. Hermed indledtes et samarbejde, der kom til at vare til 1955.

Ønsket om at uddanne kvindelige delingsførere til at stå for gymnastikken i foreningerne rundt omkring i landet førte i 1925 til, at de to kvinder købte Snoghøj Fiskerhøjskole og omdannede den til gymnastikhøjskole. Mange så med skepsis på deres projekt, men skolen voksede sig større og større, og dens betydning for kvindegymnastikkens udvikling er uomtvistelig. Jørgine Abildgaards store inspiration inden for gymnastikken blev den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hun så hendes gymnastik første gang, da Idrætshuset i København blev indviet i 1914. Siden den dag var det den form for gymnastik, Jørgine Abildgaard dyrkede, underviste i og værnede om. Björksténgymnastikken blev Snoghøjs, og intet sted i Norden var man så tro mod de björksténske idéer som her. Jørgine Abildgaard betragtede gymnastiklæreren som kunstneren, der kunne forme i levende kroppe. Gymnastikken skulle genrejse den kvindetype, der var i slægt med det gamle nordiske kvindeideal, en kvindekarakter, der var præget af udholdenhed, mildhed, fromhed og viljekraft. Filosofien var, at kvinden gennem øvelse på ligevægtsbom lærte at balancere i alle livets forhold. Den styrke, hun opnåede gennem træning i salen, kunne bruges også udenfor. Og pigerne løftede hovederne og nærmest svævede hen over gulvet, når de gik under fanen. Gymnastikken måtte aldrig være et mål i sig selv. På Snoghøj blev den koblet med en national tankegang og et kristent livssyn. Sammen med Krogh udgav Jørgine Abildgaard i 1928 en bog med Snoghøjgymnastik Øvelser til Kvindegymnastik. Hendes Digte udkom 1936 og prædikensamlingen Min Sjæl lov Herren 1940.

Jørgine Abildgaard havde fra ganske ung søgt en mening med livet. I perioder var hun fortvivlet over, at hun ikke fandt vejen. Men i slutningen af 1920’erne mødte hun højskoleforstander Aage Møller og dermed hans syn på kristenliv og højskole. Det førte til, at kvinderne på Snoghøj i 1933 byggede en kirke som en vigtig del af højskolen. Jørgine Abildgaard begyndte at hjælpe de stedlige præster, når de holdt gudstjeneste i kirken, men i midten af 1930’erne overtog hun selv hele gudstjenesten. Det skete ikke uden en svær beslutningsfase, for kvindelige teologer måtte på det tidspunkt ikke fungere som præster. Jørgine Abildgaard var ikke engang teolog, men alligevel begyndte hun i det stille sin gerning mere end ti år, før kvinder fik tilladelse til at gå på prædikestolen. Hendes pionerindsats på det område var medvirkende til, at debatten for og imod kvindelige præster blussede op efter Anden Verdenskrig. Når Jørgine Abildgaard var rundt i gymnastikforeningerne for at holde delingsførermøder, ville hendes gamle elever også have hende til at stå for søndagens gudstjeneste. Til det skulle de bruge en kirke, og når præsterne nægtede det, blev provst og i sidste ende biskoppen indblandet. Selvom loven om kvindelige præster blev vedtaget i 1947, havde Jørgine Abildgaard stadig problemer, fordi hun ikke var ordineret. I 1951 meldte menigheden og Jørgine Abildgaard sig på råd af biskopperne Carl W. Noack og H. Øllgaard ud af folkekirken, og i stedet dannede de deres egen frimenighed.

I 1955 kom det til et brud mellem Jørgine Abildgaard og Krogh. Den konkrete anledning var uenighed om afskedigelsen af læreren Solvejg Bording, men elevtallet var dalende, gymnastikken havde overlevet sig selv, bygningerne var nedslidte. Højskolen var i 1953 blevet omdannet til en selvejende institution med bestyrelse og repræsentantskab, der ønskede, at begge forstandere skulle trække sig tilbage og overlade pladsen til yngre kræfter. Det var bl.a. med til at optrappe konflikten, som endte med, at Krogh flyttede i 1955. Jørgine Abildgaard prøvede i endnu et par år at holde højskole, men hun manglede sin livsledsagerske, og i 1958 gav hun op. Hun flyttede til Støvring og døde i 1962, midt i arbejdet med at skrive sine erindringer. Elevforeningen udgav manuskriptet efter hendes død under titlen Erindring og vision. Både Jørgine Abildgaard og Krogh blev 1954 udnævnt til riddere af Dannebrogordenen for deres indsats.