Solvejg Bording

Da Solvejg Bording var lille pige, lå hun aften efter aften i sin seng og fortalte sine søskende lange, spændende, fortsatte historier, som hun selv fandt på. Hun var en mesterlig fortæller, og den evne bevarede hun livet igennem. Hun skrev også meget, blandede sig jævnligt i den folkelige debat i foreningsblade og presse, ligeledes med stort talent. Fra hun var ganske ung, gav hun gerne sin mening til kende først og fremmest om gymnastiske forhold: forskellen på mands- og kvindegymnastik, gymnastikkens betydning i folkeopdragelsen og vigtigheden af at bevare den björksténske gymnastik. Da den tyske gymnastikpædagog H. Medau efter Anden Verdenskrig for alvor fik fodfæste i de folkelige gymnastikforeninger, lød Solvejg Bordings advarende røst i Ungdom og Idræt, 1947: “Medaugymnastikken i nazismens tjeneste var slet og ret et hensigtsmæssigt middel til at ægge den legemlige tiltrækningskraft og dermed fremme antallet af hitlerbørn. Det er den slags kropbevægelser, der almindeligvis hører hjemme paa 3die rangs varieteer, og som vi vel egentlig ikke har noget andet ord for end liderligt.” Som altid var hendes pen skarp og præcis og hendes standpunkter provokerende, så debatten bølgede i uger. Både som højskolelærer og senere som valgmenighedspræst var hun meget ofte på farten som foredragsholder.

Solvejg Bording voksede op på Ry Højskole, hvor hendes fader var forstander, så hun fik højskolerne og de folkelige bevægelser ind med modermælken. 18 år gammel meldte hun sig i 1925 som elev på det allerførste sommerhold på Snoghøj Gymnastikhøjskole, der var ledet af Jørgine Abildgaard og Anna Krogh. Sammen med 59 andre unge kvinder tilbragte hun sommeren i en nærmest euforisk stemning. Hun fortsatte til Askov Højskole på vinterholdet 1925-26. Her mødte hun en af tidens pionerer inden for kvindegymnatik Ingeborg Appel og tog på hendes foranledning i 1928 den etårige uddannelse på Statens Gymnastikinstitut. Den store inspirationskilde i Mellemkrigstiden var den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hun bragte kvindegymnastikken væk fra den spændte stillingsgymnastik og fokuserede på bevægelsen og glæden. Det var indlysende for hende, at mænd og kvinder ikke var skabt til at lave den samme form for gymnastik. Allerede på Snoghøj havde Solvejg Bording udøvet hendes gymnastik, idet Abildgaard og Krogh nærmest forgudede Björkstén, og i 1932 fik hun lejlighed til at studere hos mesteren selv i Finland. Så var hun udlært og blev efter et par korte ansættelser på Ry Højskole og Egå Efterskole lærer på Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1933.

Solvejg Bording kunne sit håndværk og blev hurtigt en dygtig og respekteret underviser. Hun krævede meget af sig selv og sine elever. For Krogh og Abildgaard var det en stor hjælp at få en lærer med et så udpræget organisatorisk talent. Snart var hun med til at lave dagsøvelser og opvisningsprogrammer. Det var også hende, der til langt ud på natten lagde skema og hjalp Krogh med de administrative opgaver på kontoret. Solvejg Bording blev af de fleste betragtet som kronprinsesse til Snoghøj. Men sådan kom det ikke til at gå. I 1933 byggede forstanderparret en kirke til højskolen som et synligt symbol på, at kristendom og folkelighed skulle forenes. Det var der stor enighed om fra starten. Men med årene blev Solvejg Bording stærkt kritisk over for, at Abildgaard inddrog det kristelige mere og mere i højskolen på det folkeliges bekostning, og Abildgaard fyrede hende i 1955. Det førte til et brud mellem Abildgaard og Krogh og dermed til Snoghøj Gymnastikhøjskoles endeligt.

Efter en periode som lærer på sin broder Frede B.s højskole i København tog Solvejg Bording til USA, hvor hun i halvandet år underviste på John C. Campbells Folk Highschool. Hun var meget optaget af det amerikanske undervisningssystem og havde planer om at blive, men blev kaldt hjem til Danmark i 1959. Lolland-Falsters Valgmenighed søgte en afløser for Johanne Andersen, hvis ansættelse i 1947 havde åbnet vejen for ordination af kvindelige præster i Danmark. Menighedsrådet ville gerne have en kvinde igen, og Solvejg Bording tog en såkaldt bispeeksamen og blev derefter ordineret i Maribo Domkirke i 1959. I 1965 blev hun ansat af Københavns Valgmenighed, men hun slap ikke sin gamle menighed i Nørre Ørslev, da den på grund af økonomiske vanskeligheder blev lagt ind under København Det betød en del rejseri, men det passede hende godt. Hun var en rastløs sjæl, ustandselig på farten til gudstjenester, på foredragsturné eller rejser til udlandet. I 1963 udgav Solvejg Bording en prædikensamling Som det lyder for mig.