Ingeborg Appel

Da ægteskabsritualet af 1897 i 1912 skulle revideres, foreslog Ingeborg Appel den biskop, der stod for arbejdet, at skriftstedet “bærer hverandres Byrder” fremover kom med i præstens tale til parret. Hendes ønske, som blev efterkommet, hang sammen med hendes erfaringer fra både forældrenes og eget ægteskab, hvor ægtefællernes jævnbyrdige samarbejde var et bærende element. Samarbejdet med Jacob A. om ledelsen af Askov Højskole fra 1906 til 1928 blev Ingeborg Appels hovedindsats. Men dertil fornyede hun selvstændigt undervisningen på flere felter. Allerede som barn var Ingeborg Appel sammen med sine søskende blevet draget ind i højskolens praktiske arbejde. Og hun var tidligt indstillet på, at hun ville være højskolelærer. Sommeren 1885 var hun elev på Vallekilde Højskole, hvor hun mødte den svenske gymnastik, som her blev introduceret for kvinder af Sally Högström. Ingeborg Appel blev optaget af dens frigørende elementer, og trods sine kun 17 år begyndte hun allerede den følgende vinter at undervise i gymnastik på Askov. I årene 1887-89 uddannede hun sig som en af de første danske kvinder på Gymnastiska Centralinstitutet i Stockholm. Tilbage i Askov blev hun fast ansat som leder af højskolens kvindegymnastik.

Forskellige gymnastiksystemer for piger og kvinder var fra slutningen af 1850’erne blevet introduceret i private skoler og institutter. Det blev imidlertid højskolernes og i særdeleshed Ingeborg Appels fortjeneste, at den svenske gymnastik blev udbredt til kvinder på landet. Stadig flere landbopiger, der tidligt var mærket af hårdt fysisk arbejde, fik glæde af gymnastikken enten som højskoleelever, eller ved at Ingeborg Appel uddannede gymnastikledere til det folkelige foreningsarbejde ude i sognene. Også på andre felter udførte hun et pionerarbejde, idet hun tog sundhedslære, herunder seksuallære op. Hun gav desuden forberedende undervisning til kommende sygeplejersker på et tidspunkt, hvor sygeplejehøjskolerne endnu ikke var oprettet. I 1906 overtog Ingeborg Appel og hendes mand ledelsen af Askov Højskole efter hendes forældre. Begge ville have foretrukket at forblive lærere, men følte, at de var forpligtet til at videreføre arbejdet. Selvom de ikke gik til det med samme begejstring som første generations højskolefolk, påtog de sig det alligevel ikke blot som en opgave, men også som en gave og lagde alle deres evner og hele deres sjæl i det. Ved siden af undervisningen og de efterhånden fem børn blev Ingeborg Appel højskolens myndige husmoder og organisator af gæstebesøg, store møder osv. Dertil overvågede hun skolens daglige gang, sørgede for, at hendes mand ikke blev bebyrdet med sager, hun kunne klare, tog sig af de unge ugifte lærere, som ifølge stedets skik hørte til forstanderhjemmet, og af den efterhånden store, praktisk arbejdende medarbejderstab. Hver aften gik hun en runde til syge elever. I Jacob A.s to ministerperioder 1910-13 og 1920-24 fungerede Ingeborg Appel som forstander. Så stor var hendes arbejdsevne, at hun uden at indskrænke sin undervisning eller sin ledelse af den store husholdning kunne påtage sig forstanderskabet. Hun fik i disse perioder et tættere forhold til eleverne og til de lærere, hun søgte råd hos. Det viste sig, at Ingeborg Appel havde fremragende administrative evner, og at hun kunne holde inspirerende taler. I disse perioder stod ægtefællerne i daglig brevveksling med hinanden for fortsat at dele dagens hændelser og rådføre sig med hinanden om de nødvendige beslutninger på hver sin post.

Ingeborg Appel var et udpræget etisk og religiøst menneske med en stærk og sammensat personlighed. Der var over hendes liv en stor selvfølgelighed. Hun vidste, fra hun var barn, hvilken vej hun skulle gå. Som ung kunne hun være ængstelig for, om hun kunne klare opgaven. Trods en del udlandsrejser var Askov, dvs. hjemmet, højskolen og sognet, hendes verden. Hendes kærlighed til stedet var så stærk, at hun sjældent i det daglige så længere ud. Denne afgrænsning gav hende sammen med selvfølgeligheden efterhånden en stor styrke og en udstråling af tryghed, som mange søgte ind under. Men den betød også, at hun manglede sans for, at andre mennesker måske ikke så let kunne finde deres vej i en stadig mere kompleks verden. Hun stillede hele livet store krav til sig selv og til andre. Mennesker, der ikke kom hende nær, følte mest kravene og så kun alvoren hos hende. De savnede ofte nogle nuancer i hendes menneskelige indsigt. Men eleverne på hendes undervisningshold, de elever og husfolk, der boede hos forstanderparret, kendte Ingeborg Appels andre sider, hendes evne til at lytte, hendes hjælpsomhed og hendes talent for at skabe liv og fest omkring sig. Og familien og sognets ensomme kendte til hendes omsorg og kærlighed.

Ingeborg Appels forhold til sin tids kvindebevægelse var præget af både tilslutning og forbehold. Hun fremhævede ofte Dansk Kvindesamfunds store arbejde og betydning for kvinderne, men hun ønskede ikke at være medlem. Dels ville det give hende yderligere arbejde, dels var hun ikke enig i alle foreningens standpunkter. Som ung mente hun nok, at kvinderne skulle stile mod kommunal valgret, men at de endnu var for uoplyste til at få stemmeret til Rigsdagen. Hun fastholdt ligeledes livet igennem, at den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene i det store og hele var den rette, og hun gav sin mand medhold i, at han var den, der forsørgede familien. Hendes løn blev sat i banken hver måned, uanset de som unge lærere kunne have svært ved at få det til at løbe rundt. Disse penge blev siden brugt til børnenes uddannelse. Samtidig var hun meget optaget af, at kvinder skulle have lige rettigheder og lige muligheder for at bruge deres evner. Hendes råd til de kvindelige elever blev præget af kompromis. Hun opfordrede dem til uddanne sig og tage arbejde uden for hjemmet, men helst i nærheden af dette og gerne i forlængelse af deres arbejde som mødre og husmødre. Trods sine forbehold blev Ingeborg Appel banebrydende med hensyn til nye udfoldelsesmuligheder for gifte kvinder, først og fremmest dog ved sit eget eksempel.

Ingeborg Appel tog sig derimod tid til bestyrelsesarbejde i en del humanitære foreninger, således i sognets sygeplejeforening og i amtets plejehjemsforening samt i Sønderjydsk Skoleforening. Fra 1932 til 1941 var hun medlem af højskolens bestyrelse, og i 30 år medlem af valgmenighedens bestyrelse. Hun blev hædret med forskellige medaljer, således Fortjenstmedaljen i guld i 1939.