Charlotte Schrøder

Charlotte Schrøder voksede op i København fra toårs alderen. Hendes holstenske, men stærkt dansksindede fader døde, da hun var syv år. Moderen blev trods beskedne kår et meget levende samlingspunkt for de fem børn og åbnede huset for deres venner, bl.a. den kreds af unge teologer, der kaldtes Lille Theologicum. Hjemmet var stærkt nationalt orienteret og præget af grundtvigsk kirkelighed, holdninger, som Charlotte Schrøder fastholdt livet igennem. Fra hun var 11, til hun var 17 år gammel, tilbragte hun somrene på grundtvigske præstegårde, først hos sin onkel P.A. Fenger, siden hos Eline og F. Boisen og i Jutta Bojsen-Møllers hjem. Disse ophold var en af de forudsætninger, hun byggede på, da hun udviklede sin rolle som højskolemoder. Hendes forlovelse som 17-årig med moderens yndling i de unges kreds, Ludvig S., skete efter længere overvejelser om, hvorvidt hun nu også holdt nok af ham, men da forbindelsen var sluttet, blev den uforbeholden som vel de færreste. Charlotte Schrøder havde ingen formel uddannelse, var endda i flere år på grund af et dårligt knæ blevet undervist hjemme af sin kun få år ældre broder og havde derudover kun nogen undervisning i musik og håndarbejde. Men hun viste en tidlig åndelig modenhed, som tillod hende, med behørig kvindelig ydmyghed, at advare sin forlovede mod påvirkninger fra en mørkere kristendom end den, der havde præget hjemmet. Typisk for hendes forventninger til sin livsgerning var det, at en udsigt i 1861-62 til, at hendes tilkommende skulle blive lærer i realfagene på Rødding Højskole, fik hende til at gøre indvendinger. En stilling som højskoleforstander smagte mere af en præstegerning.

Ved sit giftermål blev Charlotte Schrøder forstanderfrue på Rødding Højskole. Men det var først efter oprettelsen af Askov Højskole i 1865, at hun inspireret af Christen Kolds tanker om højskolen som et hjem opbyggede den rolle som højskolemoder, der skulle blive modelskabende i højskolehistorien: forstanderens kone som sin mands medhjælper og sine egne børns moder, men også som moder for højskolens elever, lærer i særlige kvindefag, leder af højskolens husholdning og værtinde ved større møder og festarrangementer. Hun fortalte i et brev til Frederikke Pio i november 1865 om sine “store Sønner” højskoleeleverne, der ofte var adskillige år ældre end hun selv og morede sig “over, at saadan en ung én som jeg, sér med et moderligt Blik på saadan nogle gamle Knægte”. Oplæring i landhusholdning, som var en forudsætning for at kunne lede skolens husholdning, fik Charlotte Schrøder fra omegnens landbokoner. En stor hjælp med sin egen voksende børneflok fik hun fra sin moder, der efter få år slog sig fast ned i Askov og blev der til sin død i 1897. Et led i Charlotte Schrøders udformning af højskolen i hjemlighedens ånd var at koble private familiefester som barnedåb og bryllupper sammen med skolelivet og dets fester for elever og gæster. Man har sagt, at hun “samlede på fester”. Hun var ikke uden forfængelighed, skal man dømme efter hendes ungdomsbreve, og rollen som værtinde for halvoffentlige møder tillod hende at stå frem for store forsamlinger, ikke i “ukvindelig” emanciperet skikkelse, men som tjener for sin mands, nationens, Vorherres og den åndeligt udviklede kvindeligheds sag. Sidstnævnte søgte hun også vedholdende at fremme over for kvindelige elever og egne døtre ved kravet om deres omhyggelige uddannelse til et aktivt kvindeliv i åndeligt levende hjem.

Gennem lærerkurser på Askov traf Charlotte Schrøder en række af tidens fremskridtskvinder. Sammen med nogle af disse og sine døtre deltog hun i 1886 i et kursus i hygiejne i Lund, Sverige, for at dygtiggøre sig til at undervise højskolepigerne. Ifølge datteren Ingeborg Appel bar hun reformdragt i en årrække. Charlotte Schrøders arbejde på Askov Højskole foregik i en tid med stærke nationale følelser og politiske modsætninger. Med sit dybe engagement for Sønderjylland var hun med i fronten af højskolebevægelsens arbejde for danskheden. Derimod skabte hendes positive holdning til militær og forsvarssag hende store problemer. Hun måtte gå til sengs med nervesammenbrud, da hun på et møde i Askov 1882 havde anbefalet de såkaldte kanonkvinders indsamling, som ikke faldt i god jord der på stedet. Samstemmende vidnesbyrd vil hævde, at de danske højskolers ubestridte førstemand i højskolernes første storhedstid ikke havde haft evner og sind til at klare sin opgave, hvis ikke Charlotte Schrøder havde været der. Bl.a. kunne hun i bogstavelig og overført betydning lægge hånden på hans arm og dermed lukke dampen ud af ham, når han ville forløbe sig, og hun vandt de mennesker for den fælles sag, som hans væsen stødte fra den.

Trods mange helbredsproblemer ydede Charlotte Schrøder i en lang årrække en betydelig professionel indsats i højskolens tjeneste. Hun blev forbillede for mange kvindelige elever, og frem for alt blev hun skaber af den rolle som højskolemoder, som forstanderkoner i generationer, om end med stigende frustrationer i takt med samfundets kvindefrigørelse, udfyldte som et uundværligt led i den klassiske højskoles funktionsmåde.