Inge Oldenburg

Inge Oldenburg blev hjemmeundervist på grund af en ryglidelse. Faderen var overlæge på Koldingfjord Sanatorium. Efter at have været på Borups Højskole og Mariaforbundets Kursus uddannede hun sig 1922-24 til børnehavepædagog på Fröbel-Højskolen (FH) under søstrene Anna og Bertha Wulffs ledelse. Efter sin uddannelse var hun 1925-27 sekretær på højskolen. I årene 1927-35 var hun medleder og senere leder af den nyoprettede Allehelgens Sogns Menighedsbørnehave, der sammen med omkring 25 andre børnehaver på dette tidspunkt blev drevet af Menighedsbørnehaverne.

Inge Oldenburg var en meget aktiv formand for FHs Elevforbund, der allerede fra 1918 havde etableret sig med fagforeningslignende opgaver, fx at sikre uddannede børnehavelærerinders pædagogiske og økonomiske interesser. Da en egentlig fagforening blev forsøgt oprettet, var hun en af initiativtagerne til samarbejdet med pædagogerne Sophus og Hedevig Baggers seminarium, Frøbelseminariet. Inge Oldenburg blev brobygger mellem de to seminarier, og det var ikke mindst hendes fortjeneste, at fagforeningen Dansk Børnehaveråd (DBR) i 1932 kunne dannes efter et tungt forhandlingsforløb. DBR, der ved sin grundlæggelse havde 101 medlemmer, optog kun uddannede pædagoger, dvs. dem med en toårig uddannelse bag sig. Foreningen blev i 1973 sammen med Dansk Fritidshjemsråd og Dansk Barneplejeråd til Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation.

DBRs opgave var fra starten at fastslå børnehavepædagogernes faglige særkende og at søge anerkendelse som forhandlings- og samarbejdspartner hos Overinspektionen for Børneforsorgen, der var Socialministeriets tilsynsmyndighed. Hermed blev det første initiativ taget til at udskille børnehavepædagogers interesse for løn- og arbejdsbetingelser fra børnehavesagen. At fremme børnehavesagen i Danmark, som formålsparagraffen lød, indbefattede nu også at skabe rimelige arbejdsforhold. Men debatten om, hvorvidt DBR skulle være en faglig forening eller en fagforening eksisterede længe. I 1937 afløste Inge Oldenburg den første formand Augusta Nimb, hvorefter den tidligere studiekammerat Margrethe Jensen i 1945 tog over. Børnehavepædagogers løn- og ansættelsesforhold lå på dette tidspunkt i meget løse rammer. Ud over Københavns kommunes lønregulativ var Menighedsbørnehavernes lønskala den eneste eksisterende, og den blev gennemført som første generelle lønskala sidst i 1920’erne. Skalaen blev forhøjet og vedtaget i 1939. I Inge Oldenburgs formandstid blev en del af forholdene forhandlet med bestyrelsesforeningen Landsforeningen Forebyggende Børneværn og andre ikke-offentlige instanser. Det blev således vigtigt for hende at opbygge et image, så myndighederne ville begynde at respektere foreningen som børnehavelærerindernes organisation. Først i 1945 afløste Socialministeriet de private foreninger som forhandlingspartner.

I 1935 henvendte Befolkningskommissionen sig til DBR med opfordring til, at Inge Oldenburg fik sæde i underudvalget vedrørende børnehaver mv. Kommissionen indstillede i sin betænkning fra 1936 bl.a., at medarbejderne i børnehaverne skulle være uddannede, og statens tilskud til driften burde øges. Selvom indstillingerne ikke tilnærmelsesvis blev fulgt af lovgivningen, så blev placeringen af Inge Oldenburg, dels som formand for DBR og dels som kommissionsmedlem, af stor betydning for udviklingen af børnehavesagen i Danmark. I 1938 efterfulgte Inge Oldenburg Bertha Wulff som forstander for FH, en stilling, hun bestred indtil 1959, hvor hun blev børnehave- og fritidshjemsseminariernes konsulent i Undervisningsministeriet indtil sin pensionering i 1967. Allerede i begyndelsen af 1930’erne var hun blevet udset af søstrene Anna og Bertha Wulff til at blive seminariets kommende leder, og de opfordrede hende til at kvalificere sig til stillingen ved studierejser og anden efteruddannelse. I 1932 tog hun således på en fire måneders studierejse til Tyskland og England. Ved siden af arbejdet med at lede seminariet underviste Inge Oldenburg bl.a. i børnehavens historie og opdragelseslære. Under hendes periode som forstander trådte FH ind i en ny fase, hvilket tydeligt afspejlede sig i seminariets program. Der blev lagt større vægt på de studerendes skolemæssige baggrund, og seminariets kristne grundlag blev understreget. Samtidig var Inge Oldenburg blevet inspireret af den nye skolebevægelse og Kronborg Kongressen i 1929, hvor reformpædagogikkens pionerer O. Decroly, J. Piaget og Maria Montessori var blandt deltagerne. I 1930’erne, hvor netop reformpædagogikken satte sit præg på debatten, slog et generationsskifte for alvor igennem på både Frøbelseminariet og Fröbel-Højskolen. Eksistensen af et tredje seminarium, Seminarium for Småbørnspædagoger, grundlagt 1928 af Sofie Rifbjerg, førte også til, at seminariernes profilering og markering over for hinanden blev tydeligere. I forhold til Seminarium for Småbørnspædagoger, der repræsenterede de pædagogiske strømninger omkring den frie skole og kulturradikalismen, stod FH for en social-radikal linie, der havde aktivt socialt arbejde på kristent grundlag som udgangspunkt. Denne linie fik betydelig indflydelse på sociallovgivningen, idet den fandt politisk opbakning i den værnende børneforsorg.

I 1942 henvendte lederne af de nu fire seminarier sig til Undervisningsministeriet, Jydsk Børnehaveseminarium i Århus var etableret i 1933 med Margrethe Christiansen som forstander. Seminarieforstanderne ønskede, at der blev udarbejdet en fælles betænkning for området, der siden starten omkring 1880 aldrig havde haft et officielt grundlag. Betænkningen vedrørende børnehavepædagoguddannelsen blev en realitet i 1948, og året efter kom der også fælles tilskudsregler. I bestræbelserne på at virkeliggøre et efteruddannelsestilbud for pædagoger og gøre uddannelsen treårig var Inge Oldenburg også meget aktiv. Den treårige uddannelse blev dog først indført i 1969 efter hendes pensionering. Hun kunne da glæde sig over, at mange års arbejde med at placere pædagoguddannelserne i lovgivningen og opnå 100% statsstøtte var lykkedes. Inge Oldenburg blev ridder af Dannebrogordenen i 1956.