Margrethe Jensen

Margrethe Jensen blev uddannet som børnehavepædagog på Fröbel-Højskolen i årene 1922-24 under søstrene Anna og Bertha Wulffs ledelse. “Klassekæmperne” kaldte hendes årgang sig, og den rummede markante personligheder som Inge Oldenburg. De forærede det bestandigt lokalesøgende seminarium startkapitalen til en byggefond, men først 51 år senere i 1975 kunne de overvære nedlæggelsen af grundstenen til et nyt seminarium i Roskilde. Efter uddannelsestiden arbejdede Margrethe Jensen som assistent ved Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle, indtil hun i 1926 blev leder af den nyoprettede Absalon Sogns Menighedsbørnehave på Vesterbro, som Folkebørnehaveforeningen af 1915 stod bag. Hun gik under navnet Tante Margrethe og blev kendt for sit arbejde med at skabe en levende kontakt mellem børn, medarbejdere, forældre og sogn. En gang om måneden mødtes hun med børnehavens kvindelige støttekreds, og hun var i en årrække medlem af menighedsrådet.

Sideløbende med sit pædagogiske arbejde havde Margrethe Jensen et stærkt fagligt engagement. Hun blev 1937 bestyrelsesmedlem af fagforeningen Dansk Børnehaveråd (DBR), der var stiftet i 1932, og var 1945-60 landsformand. 1954-61 var hun endvidere formand for det nystiftede forbund Den forebyggende Børneforsorgs Personaleorganisation, der havde til formål at skaffe de tre fagforeninger DBR, Dansk Barneplejeråd og Dansk Fritidshjemsråd forhandlingsret med Socialministeriet, hvilket blev opnået i 1954. DBR udgjorde godt halvdelen af forbundets ca. 4.000 medlemmer, der alle var uddannede. I Margrethe Jensens formandstid blev børnehavesagen placeret i de offentlige myndigheders bevidsthed, idet både pædagogers løn- og ansættelsesvilkår såvel som organisationens krav til institutionernes normering og pladsforhold blev forhandlet. Helt afgørende for børnehavens udvikling var de tilskudsordninger, der i løbet af 1940’erne blev etableret, hvorefter de offentlige tilskud for heldagsbørnehaver udgjorde 70%, for halvdagsbørnehaver 35%. Men Margrethe Jensen var ikke tilfreds med de resultater, der blev nået. I sine årsberetninger understregede hun, at forhandlingerne ikke havde givet nok hverken i forhold til børnenes eller personalets vilkår. “Vi kan jo ikke fremvise lig,” var hendes barske bemærkning ved en forhandling om bedre pladsforhold til børnene over for en uforstående forhandlingspartner.

Margrethe Jensen var ikke bare optaget af løn- og ansættelsesforhold, men også af spørgsmålet om fagets udvikling og pædagogernes personlige dannelse. Det var således magtpåliggende for hende, at der blev etableret en videre- og efteruddannelse for pædagoger. Hun fastholdt børnehavens oprindelige idé som en pædagogisk støtte til familien, men forholdt sig åbent og undersøgende til den diskussion om børnehavens udformning, som blev rejst både her og i udlandet. Margrethe Jensens arbejde var båret af samarbejdsvilje og grundig forberedelse, og hendes evne til at lytte skabte løsninger, som mange følte sig omfattet af. Hun var udholdende i de til tider seje forhandlinger både inden for organisationerne og med myndighederne.

Fra 1926, da hun startede som børnehaveleder på Vesterbro, og til sin pensionering i 1961 levede Margrethe Jensen i bofællesskab med lederen af Enghave Sogns Menighedsbørnehave Gerda Steensgaard. Derefter krævede hjemmetilværelsen imidlertid mere plads, og Steensgaard flyttede til egen lejlighed. Indtil sin død var Margrethe Jensen levende optaget af den faglige debat, litteratur og samfundsforhold. Hun blev aktiv som frivillig medarbejder i Kirkens Korshærs varmestue i Saxogade, et arbejde, der også indebar ferieophold i Vestjylland med varmestuens hårdt belastede mænd. Hendes indsats var præget af et dybt engagement i mennesket og en levet kristendom, hvor næstekærlighed og en ægte interesse for andres vel kom til udtryk i handling. I alle sine arbejdsår havde hun ikke en eneste sygedag. Margrethe Jensen blev ridder af Dannebrogordenen i 1957.