Ida Winckler

Ida Winckler var lille og spinkel af statur. Hun var yderst beskeden, nærmest tilbageholdende. Men så man på hendes øjne, blev man klar over, at man stod over for en stærk personlighed. De udstrålede på samme tid fasthed, nysgerrighed og især opmærksomhed. Hendes hænder havde samme sensitivitet. De var altid rolige. De beherskede kunsten at male smukke akvareller eller pinligt nøjagtige mønstertegninger, og de kunne stryge over et stykke tekstil med den største følsomhed. Stoffets struktur blev “set” både med håndfladen og med øjet. Ida Wincklers person var i et og alt i overensstemmelse med hendes livsopgave: at designe broderier, der med sin fornemme farve- og mønsterholdning dels var smukke og harmoniske, dels var fulde af overraskende detaljer og livsnerve.

Glæden ved naturen og farvenuancer havde Ida Winckler måske fået igennem sin opvækst; hun var runden af gammel skipperslægt. Beherskelsen af liniens gang og respekten for detaljen havde hun erhvervet gennem sin uddannelse 1924-28 på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, der lededes af Margrete Drejer og Gunnar Biilmann Petersen. Eleverne havde først et halvt års frihåndstegning og lærte derpå perspektivtegning. Biilmann Petersen, der underviste i tegning, udbad sig korrekte kopier af gamle broderier, og han krævede bl.a., at eleverne uden vaklen kunne tegne en bladkontur i én streg. Drejer var fortrolig med såvel danske som udenlandske broderiteknikker; hun kendte og underviste i alle stingtyper, endog det vanskelige guldbroderi. Af hende lærte Ida Winckler at sy, og det er lige så vigtigt at kunne, når man skal lave broderimønstre, som at kunne tegne. Efter endt eksamen blev hun ansat på skolen til at udforme broderimodeller, især hvidsømsbroderier, til undervisning på højskoler.

I 1930 blev Ida Winckler af Gertie Wandel ansat i det nyetablerede Selskabet til Haandarbejdets Fremme (HF), og i de følgende 65 år skabte hun et overvældende antal broderimodeller, der blev syet ikke alene i Danmark, men også i Tyskland, USA og Japan. Det var især pynteting til hjemmet, fx vægbilleder, bordløbere og juleting, men utallige er også de selskabstasker, der er broderet i silke efter hendes poetiske mønstre. De første modeller til HF var tro kopier af gamle håndarbejder, bl.a. silkebroderede lærredsduge fra 1600-tallet og hvide og kulørte bondebroderier fra før 1880. Efterhånden blev kopieringen friere, og der blev i højere grad tale om inspiration og en personlig udformning af mønstrene. Efter Anden Verdenskrig blev korsstinget et ualmindeligt populært sting, og Ida Winckler blev om nogen korsstingets mester. Hun skabte en lang række modeller, der i stor udstrækning blev HFs særkende. Det var bl.a. broderier med huse, hvor hun trods stor forenkling alligevel formåede at gengive væsentlige detaljer og især formåede at give et meget nærværende helhedsindtryk. Hendes udformning af 106 danske byvåben affødte en bestilling fra den svenske søsterorganisation Svensk Hemslöjd om lignende broderier med motiver fra de 36 byer, hvor organisationen havde udsalg. Landkort, bykort og bymiljøer er også gengivet i mange mønstre, ligesom skibe og symbolske motiver fra navneklude.

Ida Winckler startede altid med at male en akvarel af sit valgte motiv, fx en husrække, og kom så tilbage igen og igen for at sammenligne og se efter detaljer. I de senere år afløste farvefotografering akvarelmalingen. Hjemme tegnede hun videre, forenklede og forenklede. Før tegningen omsattes til broderi, skulle der vælges garner, fordi det var nødvendigt at kende til de mulige farvenuancer, før selve broderitegningen kunne udformes. Hendes kunstneriske talent viste sig dels i en sikker farveholdning, dels i modet til at vælge fra, ikke gengive alt, men accentuere og fastholde det væsentlige og karakterfulde ved et motiv. Dertil kom hendes indføling med en tekniks karakteristika og spændvidde. Hun var tro mod den historiske arv, men hun formåede både i farvevalg og mønsteropbygning at skabe broderier, der virkede moderne og tidssvarende. HFs mange publikationer, ofte på flere sprog, dokumenterer hendes flid og idérigdom. Korssting er i HFs regi altid syet og talt efter et mønster, ikke påtegnet bundstoffet. Men at udforme et broderimønster med specifikke tegn for hver farve er ikke nogen let sag, når man som i HFs garner har ca. 80 farvenuancer til rådighed. Igennem årene udviklede Ida Winckler et signatursystem sammen med Gerda Bengtsson, der var HFs anden store broderitegner. Systemet udmærker sig ved præcision og læsbarhed og signalerer stor teknisk professionalitet.

Ida Winckler var lattermild. Hun var elsket af kolleger og elever, og kombinationen af hendes vindende væsen og uomtvistelige dygtighed affødte mange bestillingsarbejder til HF i årenes løb. Bl.a. var der fra 1950’erne et nært samarbejde med ugebladet Alt for damerne om at bringe hendes broderier, der ofte blev ledsaget af kulturhistoriske tekster om inspirationskilderne. Da bladet en årrække var blandt Danmarks største, betød samarbejdet stor udbredelse af hendes arbejder. Fra 1970’erne indledtes på foranledning af Anna Sofie Boesen Dreijer et samarbejde med Foreningen til Folkedansens Fremme, hvortil Ida Winckler leverede akvareller og tegninger af gamle broderier til brug for medlemmernes syning af folkedragter.