Gerda Bengtsson

Født med en blyant i hånden begyndte Gerda Bengtsson tidligt at tegne portrætter og more familien med sine karikaturer. Moderen havde tegnetalent, og begge forældre støttede hendes ønske om at uddanne sig som maler. Familiesammenholdet varede livet ud, idet Gerda Bengtsson blev boende hjemme og passede forældrene til deres død i 1956.

15 år gammel begyndte Gerda Bengtsson på Frbg. Tekniske Skole, og 1919-24 gik hun på Kunstakademiet, hvor hun fik undervisning af bl.a. malerne Gotfred Rode og Sigurd Wandel. Hendes evner udvikledes, og hun fik et solidt grundlag for sit arbejde som tegner. Det sidste år gik hun på dekorationsskolen hos billedhuggeren Einar Utzon-Frank. Vigtigst for hende blev dog malerinden Astrid Holms undervisning i gobelinvævning, hvor hun fik brug for såvel sin form- som farvesans og tillige udviklede fornemmelse for garnerne. På skolen traf hun den finske væver Essi Klingendal, som hun underviste i gobelinvævning og senere tog på et otte måneders studieophold i Paris med. På Cluny-museet i Paris kopierede hun de stiliserede planter og dyr i billedtæpperne Damen og Enhjørningen fra 1500-tallet og lærte sig herved forenklingens kunst, samtidig med at hun blev inspireret til at arbejde videre med motiverne. 1927 og 1929 var hun på kursus i vævning og plantefarvning hos Klingendal i Finland og drev herefter egen vævestue i København til 1939.

Efter forsøg med gobelinvævning blev gulvtæpper Gerda Bengtssons speciale, og hun tegnede selv blomstermotiverne. Materialerne var af udsøgt kvalitet, men tæpperne krævede så meget garn, at de blev dyre i fremstilling og fortjenesten begrænset. Til gengæld holder de stadig i dag. I 1928 åbnede Selskabet til Haandarbejdets Fremme (HF) en forretning, og året efter blev den første udstilling afholdt, bl.a. med Gerda Bengtssons akvareller fra Cluny-museet. Det førte til bestilling på et korsstingsmønster, og resultatet blev Kaninpuden i uldgarn på stramaj, som stadig er i produktion. Til den næste udstilling 1932 indsendte hun Grøftekantspuden. Værkstedet foreslog hende da at omarbejde motivet til bomuldsgarn på naturfarvet lærred, og et livslangt samarbejde var indledt. I 1939 opfordrede HFs næstformand Gertie Wandel hende til at overtage tegneundervisningen i selskabets broderiklasse. Gerda Bengtsson lukkede sin vævestue og var fra 1940 til sin død ansat i HF, hvor hun blev dets ypperste og mest anvendte broderitegner og deltog i samtlige af selskabets udstillinger i ind- og udland. I samråd med værkstedet omsattes motiverne, der oprindelig blev tegnet til udførelse i uldgarn på stramaj og med hele fladen dækket af sting, til de lettere bomuldsgarner med lyst hørlærred som baggrund. De såkaldte blomstergarner, der var indfarvet i en skala efter farveren Einar Hansens plantefarvede garn, gav på det naturfarvede åbne lærred et lyst og let indtryk, der harmonerede med Efterkrigstidens boligindretning og smag. Hendes evne til at forenkle og stadig bevare motivets friskhed blev beundret af andre kunsthåndværkere og fremholdt som pædagogisk eksempel. Inspirationen til sine motiver fandt Gerda Bengtsson både i gamle navneklude og i det moderne liv, men altovervejende i den danske flora. Ved sit motivvalg indskrev hun sig i den danske broderitradition, der i midten af 1800-tallet blev fornyet af kunstnerkredsen omkring Georgia og P.C. Skovgaard, men i sit udtryk og materialevalg var hun helt i pagt med sin tid. Motiverne blev stiliserede og omsat til enkle teknikker, alle kunne sy, mest korssting, men også enkelte frie teknikker. Sammen med HFs anden store broderitegner Ida Winckler udviklede hun et signatursystem, der oversatte de farver, der skulle benyttes til tegn.

Oprindelig inspireret af billedtæppernes blomster og dyr udviklede Gerda Bengtsson sig til vor tids fornemste mønstertegner, der kunne indfange den vilde flora og omsætte motiverne til mønstre, der underordner sig papirets og stingets kvadrater, uden at frodigheden gik tabt. Hendes blomstermønstre gav navn til bomuldsgarnet Dansk Blomstergarn, som HF udviklede til hendes broderier, og som blev vidt berømt også uden for Danmarks grænser, især i USA, hvor Gerda Bengtsson havde mange kunder. Hun mestrede den frie komposition og kunne ligeledes skabe rapportmønstre, hvis bær og blomster formedes med lys og skygge, så de trods gentagelsen virker varierede. Stikkelsbærpuden er et fremragende eksempel herpå, og den blev straks erhvervet af Kunstindustrimuseet, der også har et udvalg af Gerda Bengtssons skitser og forarbejder. Også i udlandet blev hun hædret, bl.a. på Triennalen i Milano, hvor hun 1951 fik guldmedalje. Hun har udgivet en lang række broderibøger, der bl.a. er blevet oversat til engelsk, tysk og japansk, og i Gerda Bengtsson’s Book of Danish Stitchery, 1972, der 1990 udkom i en dansk bearbejdet udgave Kunsten at tegne korssting, har hun fortalt fyndigt og engageret om sit arbejde.