Helle Degn

Faktaboks

Helle Degn
Født
20. oktober 1946, København
Arbejdsliv
Folketingsmedlem, kommunalpolitiker, minister og lærer
Familie

Forældre: prokurist Peter D. (1911-85) og Lilly Christensen (født 1913).

Bofælle 1967-92: arkitekt, direktør Peter Rasmussen, født 6. juni 1942 i Kastrup sogn, Københavns amt, s. af snedker, redaktør Willy R. og lærer Augusta Rasmussen.

Børn: Bo (1969), Jan (1972).

Artikelstart

Helle Degn voksede op på Amager i et familiemiljø, som ikke var åbent for politiske diskussioner. Hendes fader var prokurist og hendes moder hjemmearbejdende. 17 år gammel meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og efter et brud med forældrene flyttede hun hjemmefra. I første omgang gik hun ikke ind i selve Socialdemokratiet, fordi hun var afskrækket af Per Hækkerups hårde partidisciplin og debatform. Hun arbejdede sig fremad i partimaskineriet og blev næstformand i ungdomsforeningen, kom i vælgerforeningen og dernæst i dens bestyrelse. 1966-71 gennemførte hun læreruddannelsen på Blågård Seminarium, men på grund af sin politiske karriere har hun kun arbejdet få år som folkeskolelærer. Helle Degn var medlem af Tårnby kommunalbestyrelse 1969-72 og blev i 1971 valgt ind i Folketinget, hvor hun bortset fra perioden 1975-77 har siddet siden. Hun var da 24 år gammel og tingets yngste medlem. Hun var gravid, da hun blev valgt, og på hendes initiativ blev der i 1972, kort før hun fødte, gennemført barselsorlov til kvindelige folketingsmedlemmer.

Ved valget i 1971 steg kvindeandelen i den socialdemokratiske gruppe fra 11% til 17%, og de yngre, nyvalgte kvinder kom i de følgende år til at præge både partiet og folketingsgruppens arbejde. Foruden Helle Degn talte de så markante personer som Ritt Bjerregaard, Birte Weiss og Inge Fischer Møller. Den nye kvindegeneration markerede som politikertyper og ud fra deres kvindepolitiske strategier en fornyelse i forhold til de kvinder, som tidligere havde været fremtrædende i partiet. I den periode, hvor Helle Degn gjorde karriere, var det en fordel at være kvinde, men ligesom andre kvindelige politikere er hun blevet udsat for stereotypisering og latterliggørelse. Hun valgte en dobbeltstrategi for sit politiske arbejde og har både beskæftiget sig med uden- og indenrigspolitik. Indenrigspolitisk har hun arbejdet med uddannelse, økonomi og kvinde- og ligestillingspolitik. Som ung politiker markerede hun sig ved at være meget kritisk over for EF og NATO, men skiftede synspunkt i 1989. Helle Degn var med i Danmarks delegation til FNs kvindekonference i Mexico 1975, København 1980, Nairobi 1985 og Beijing 1995. I forlængelse af disse konferencer har hun flere gange stået i spidsen for tværpolitiske dagsordensinitiativer i Folketinget, der har lagt op til en styrkelse af ligestillingsindsatsen. Hun har også været aktiv i Danske Kvinders Nationalråd, hvor hun var medlem af styrelsen 1977-83. I 1982 udpegede statsminister Anker Jørgensen hende til formand for Ligestillingsrådet. Denne post havde hun frem til 1987, hvor den borgerlige regering udnævnte den konservative Grethe Fenger Møller. Som rådsformand talte Helle Degn stærkt for nedsættelse af arbejdstiden frem for deltid, bl.a. fordi det sidste gjorde kvinder økonomisk afhængige. I tiåret for Ligestillingsrådets oprettelse gav hun i 1985 en nøgtern vurdering af rådets arbejde, hvor hun på den ene side pegede på den øgede opmærksomhed om den politiske kvinderepræsentation, men på den anden side mente, at ligestillingslovgivningen havde manglet slagkraft, bl.a. fordi interessemodsætningerne i Danmark var så stærke, at andre hensyn end ligestilling kom til at veje tungere.

Helle Degns nære venskab med Bjerregaard har ført til, at hun ofte er blevet sat i bås med denne. Hun mener selv, at hun har betalt en høj pris for dette venskab. Da der i 1984 skulle vælges to næstformænd for Socialdemokratiet, stillede hun op, men tabte til Weiss. Helle Degn var blevet bragt i forslag af partiets ligestillingsudvalg og herunder specielt af Bjerregaard, som på dette tidspunkt havde tabt terræn internt i partiet. Under Socialdemokratiets formandsopgør støttede Helle Degn Poul Nyrup Rasmussen. Hendes politiske karriere nåede sit foreløbige højdepunkt, da hun i 1993 blev udpeget som minister for udviklingsbistand i Nyrup Rasmussens første regering. Ministerposten var vanskelig at bestride, fordi den var oprettet i forbindelse med en tvedeling af Udenrigsministeriet, og den var klart underordnet selve udenrigsministerposten. Det vakte heftig diskussion, da uoverensstemmelser om, hvilket ministerium der skulle stå for administrationen af miljø- og katastrofefonden førte til, at Helle Degn tilbagekaldte et brev, som miljøminister Svend Auken havde sendt. Samarbejdet med embedsmændene forløb heller ikke uden problemer. De kritiserede hende anonymt i pressen for at mangle format og for at rejse for meget. Det stærkt mandsdominerede ministerium havde øjensynligt vanskeligt ved at acceptere en chef med en klar kvindepolitisk profil. Dertil kom, at bistandsområdet med den ekstra ministerpost blev genstand for en højere grad af politisk kontrol, og at Helle Degn skabte en større åbenhed i forhold til ulandsorganisationer og erhvervsliv. Efter 20 måneder på posten blev hun skiftet ud i 1994. Hun blev derefter formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og som den første kvinde valgt til posten som præsident for Organisation for Security and Cooperation in Europe’s (OSCE) parlamentariske forsamling og formand for den danske OSCE-delegation. Fra 1995 var hun formand for den socialistiske gruppe. I 1997 blev hun udpeget til Woman of the Year af American Biographical Institute, som består af amerikanske bladudgivere. Helle Degn var papirløst samlevende med en arkitekt gennem 25 år, og sammen fik de to børn. Hun insisterede i sine unge år på, at der også skulle være tid til familielivet ved siden af den politiske karriere. Det lod sig bl.a. gøre, fordi forholdet byggede på en ligelig arbejdsdeling i hjemmet.

Beskrivelser og portrætter af Helle Degn

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Lasse Ellegaard: I rosens favn, 1996. Kirsten Junge (red.): Magtens kvinder, 1994. Drude Dahlerup (red.): Kvinder på tinge, 1990.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig