Grethe Fenger Møller

Mens Grethe Fenger Møller læste, meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfunds (DK) nystiftede og yderst rebelske ungdomskreds. Den udtalte sig meget kritisk om husmødre, gik ind for abort og arrangerede også abortrejser til Polen.

Hun var næstformand for kredsen 1965-67, men valgte i modsætning til en række af de andre fremtrædende medlemmer, som meldte sig helt ud af organisationen, at blive og gik ind i hovedstyrelsen og forretningsudvalget for landsforeningen i 1967.

I 1975 kom Grethe Fenger Møller ind i hovedbestyrelsen for DKF, som hun havde været medlem af siden 1970. Hun engagerede sig også i lokalpolitik på Frbg., hvor hun var medlem af kommunalbestyrelsen fra 1974, rådmand i et par omgange og formand for flere udvalg.

I 1977 blev hun valgt til Folketinget. Hendes partipolitiske karriere blev begunstiget af, at partierne i disse år måtte have den obligatoriske kvinde til at trække stemmer, men hun kom i strid modvind i partiet i slutningen af 1970’erne, da hun som formand for DK talte for positiv særbehandling af kvinder.

Da Grethe Fenger Møller i 1979 præsenterede resultaterne af et toårigt udvalgsarbejde mellem kvindeorganisationerne med forslag til positiv særbehandling på hele arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, mente flere i partiet og herunder næstformanden Palle Simonsen, at hun måtte vælge mellem partiet og DK. Det afviste hun pure.

Partiets formand Poul Schlüter forsvarede hendes ret til at indtage særstandpunkter, men markerede samtidig, at der ikke var andre, der delte dem. Selv mente han, at positiv særbehandling belastede frihedsidealerne, men Grethe Fenger Møller argumenterede for, at det tværtimod var i strid med frihedsidealerne, når kvinder ikke var ligeligt repræsenterede i de besluttende organer i samfundet.

Grethe Fenger Møller var knyttet til det ligestillingspolitiske arbejde gennem en årrække, og forbandt på denne måde politisk interesse med karriere. I 1975 var hun leder af Kvindeårssekretariatet, udlånt fra Socialministeriet, hvor hun havde været ansat, siden hun var blevet færdiguddannet. 1976-79 var hun ansat i det nyoprettede Ligestillingsråds sekretariat, og i 1987 blev hun udpeget som formand for rådet.

Grethe Fenger Møllers politiske karriere toppede i 1982, hvor hun blev landets første kvindelige arbejdsminister. Denne post har traditionelt været en vægtig ministerpost forbundet med udfordringen at skulle tumle arbejdsmarkedets tunge drenge, de store arbejdsmarkedsorganisationer.

Det blev ikke lettere af, at arbejdsmarkedspolitikken var et af de områder, hvor den borgerlige regering gennemførte en del stramninger i disse år. Grethe Fenger Møller blev da også udsat for kritik fra mange forskellige fronter, og hun blev skiftet ud i 1986. Hun fik i stedet posten som politisk ordfører for folketingsgruppen, som hun dog kun beholdt et år.

I kølvandet af Tamilsagen om den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige forvaltning af reglerne om familiesammenføring, hvor hun spillede en mindre, men afgørende rolle, mistede hun i 1993 alle sine resterende politiske poster i Folketinget og i Frbg. kommunalbestyrelse, og hun blev ikke genopstillet nogen af stederne.

Hun måtte også trække sig fra sin formandspost i Ligestillingsrådet, da et flertal nægtede at samarbejde med hende med den begrundelse, at hun var så belastet af Tamilsagen, at det skadede rådets arbejde.

I 1994 blev hun dømt for at have afgivet falsk vidneforklaring i forbindelse med sagen, og hun vendte derpå tilbage til en tilværelse som embedsmand i Socialministeriet.

Gennem sit liv har Grethe Fenger Møller først og fremmest markeret sig med kvindepolitiske standpunkter, og i konflikten mellem det kvindepolitiske og partipolitiske har hun som oftest holdt fast i det første, uanset at det gav reaktioner i partiet og også var med til at isolere hende der.

Kun i enkelte tilfælde er hun blevet kritiseret for at bruge kvindesagen til at forfægte konservative synspunkter.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek, Folketinget, Kvindehistorisk Samling.
• Niles Thorsen: Engle & dæmoner, 1999. Drude Dahlerup: Blomster & spark, 1985.

• Det Konservative Folkeparti
• Dansk Kvindesamfund
• Folketinget
• Kvindeårssekretariatet
• Socialministeriet
• Arbejdsministeriet
• Ligestillingsrådet

• Grethe Fenger Møller

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.