Grethe Fenger Møller voksede op på Frbg. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og derefter flyttede hun og hendes moder ind hos hendes farfader, der også var fraskilt. 1961 blev hun student fra Marie Kruses Skole, og efter et års ophold i USA begyndte hun at læse jura på Københavns Universitet, hvor hun blev kandidat i 1969.
Hendes voksenliv har været domineret af hendes kvindepolitiske engagement og tilknytningen til Det Konservative Folkeparti (DKF). Hun var blevet inspireret af moderen til det kvindepolitiske, mens farfaderen havde næret den partipolitiske interesse. Hun har i mange interviews fastholdt, at karriere var vigtigere for hende end at blive gift og få børn, og i sine unge år lagde hun ikke skjul på, at hun havde store politiske ambitioner.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.