Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard tog lærereksamen fra Emdrupborg Statsseminarium i 1964. Her traf hun historielæreren Søren Mørch. Det blev privat, fagligt og politisk et gensidigt inspirerende møde. De blev gift i 1966, samme år som hun tog studentereksamen fra Københavns og Hovedstadskommunernes Studenterkursus.

I mellemtiden havde Ritt Bjerregaard arbejdet som lærer i Rødovre, skrevet lærebøger og fik nu embede i Odense ved Skt. Klemens Skole. Her lagde hun grunden til sin politiske karriere, først gennem lærerrådsarbejdet og repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening, siden i Odense byråd 1970-73.

Ritt Bjerregaard og Mørch havde allerede i København meldt sig ind i Socialdemokratiet “af overbevisning og retfærdighedsfølelse”, og fordi de mente, at de gennem dette parti kunne få indflydelse til at skabe lighed i samfundet.

Ved valget i 1971 sprængte Ritt Bjerregaard listen med et stort antal personlige stemmer og kom i Folketinget.

Foruden Ritt Bjerregaard selv kom der ved dette valg en håndfuld yngre venstrefløjssocialdemokrater ind i tinget, hvor de skabte stor fornyelse både i folketingsgruppen og i partiet: Helle Degn, Inge Fischer Møller, Svend Auken, Karl Hjortnæs og et par andre, der brød traditionen, idet de dannede deres egen “kaffeklub” i stedet for at vente på at blive optaget i en af de gamle.

Ritt Bjerregaard kom i Folketingets finansudvalg allerede i 1971, sad der til 1973 og igen i 1974-75. Det var usædvanligt, at et nyvalgt medlem besatte en plads i dette tunge udvalg.

Ritt Bjerregaard blev trods sin unge alder undervisningsminister i 1973. Denne post bevarede hun i tre af statsminister Anker Jørgensens regeringer fra 1973 til 1978, og hun markerede sig herfra på flere måder.

Med hende som minister vedtoges ny folkeskolelov 1975 og lov om de erhvervsfaglige grunduddannelser 1977. Hun satte i 1975 det unge Roskilde Universitetscenter under administration for en treårig periode og fik gennemført ekstern eksamenscensur. Samme år igangsatte hun det store projekt U 90, en samlet uddannelsesplan, der skulle skabe lighed i samfundet, bl.a. gennem en 12-årig enhedsskole. Hun fik såvel opposition som forskere op af stolene ved som den første minister at forlange synlighed og samfundsrelevans af forskningen.

I lyset af den eksplosive søgning til de videregående uddannelser satte hun adgangsbegrænsning på dagsordenen. Dette blev gennemført i 1976. I 1978 blev hun afsat som undervisningsminister på grund af en stor hotelregning fra hotel Ritz i forbindelse med en UNESCO-rejse til Paris. Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

1979-81 var Ritt Bjerregaard socialminister. Her satte hun på baggrund af bundne besparelseskrav spørgsmålstegn ved den automatik, hvormed velfærdsstaten uddelte mange tilskud. Hun indførte socialindkomsten ud fra den betragtning, at sociale ydelser kun skulle være for dem, der havde behov.

Som repræsentant for folketingsgruppen var Ritt Bjerregaard medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg 1982-91.

I 1981 blev hun udpeget til formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe og vandt selv fra sine modstandere anerkendelse for sin faste gruppeledelse, der var en ny stil efter Anker Jørgensen.

Da den socialdemokratiske regering i 1982 kom i opposition, overtog Anker Jørgensen igen ledelsen af folketingsgruppen. Men da Auken i 1987 blev formand for partiet, var hun igen gruppeformand 1987-91.

Sin tid i opposition ville Ritt Bjerregaard bruge som fornyer, gøre op med partiets vanetænkning og det, hun kaldte “mindeparken” i Socialdemokratiet. Hun ønskede at omdefinere arbejderbevægelsens rolle i samfundet, at være et formidlende led mellem græsrødder og parlamentarikere og at skaffe partiet en ny profil i kampen om de unge og Socialistisk Folkepartis vælgere ved at tage mærkesager op fra venstrefløjen. Det sidste gjorde hun bl.a. gennem en kritisk holdning til NATOs opstilling af mellemdistanceraketter i Europa i 1983.

Som miljø- og landbrugspolitisk ordfører vakte hun opsigt ved at kalde danske landmænd for “miljøsvin” og forlange afgift på kunstgødning. Hun satte en række debatter om dansk politik i gang i kronikker og artikler og udgav i 1987 bogen I opposition. Også ugeblade brugte hun bevidst som politiske fora. Hun bestred hvervet som statsrevisor 1982-94 og var fra 1990 formand for statsrevisorerne. I 1991 måtte hun gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets ledelse ikke kunne acceptere hendes valg af bolig i København

Ritt Bjerregaards interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitik afspejles i hendes medlemskab af Det Udenrigspolitiske Nævn fra 1981, Den trilaterale Kommission fra 1982 og i 1992-95 vicepræsidentposterne for Organization for Security and Cooperation in Europe’s parlamentariske forsamling samt for Socialist International Women.

Efter Berlinmurens fald i 1989 ændrede Ritt Bjerregaard holdning til EU. Fra at have været mangeårig modstander blev hun tilhænger ud fra ønsket om ikke at overlade Europa til et nyt, samlet Tyskland. I 1992 blev hun formand for Den Danske Europabevægelse.

I anerkendelse af hendes politiske talent og store, personlige stemmetal blev hun i 1995 udpeget til Danmarks kommissær ved EU med ansvar for miljø, en post, hun varetog indtil 1999.

Hun blev især krediteret for sin indsats for at integrere miljøpolitikken på alle områder og for at tale USA midt imod i udviklingen af EUs klimastrategi.

Hun havde det første år som kommissær forsøgt at afmystificere EU-Kommissionens arbejde ved at skrive Kommissærens dagbog. Men hun måtte erkende, at en sådan åbenhed ikke gik an i den europæiske offentlighed, og hun trak dagbogen tilbage inden udgivelsen. 1999 accepterede hun at lade sig opstille til Folketinget for Lejrekredsen.

Ritt Bjerregaard har skrevet flere bøger og har udgivet en række debatbøger, alene eller sammen med andre: Rapport fra en kaffeklub, 1977, Strid, 1979, Til venner og fjender, 1980, Heltindehistorier, 1983, Strikkeklubben, sammen med Eva Bendix, 1987, Fyn med omliggende øer, sammen med Søren Mørch, 1989, Strikkeklubbens gæster, sammen med Kika Mølgaard, 1990, Verden Er Så Stor, Så Stor, sammen med Sven Burmester, 1990, Ministeren, sammen med Palle Simonsen, 1994.

Ritt Bjerregaard er kendt for at samle grupper og netværk af fremtrædende personligheder af begge køn og i alle aldre for at blive orienteret, få tænkt nye tanker og tage initiativer til debat.

Få politikere har haft så kontroversiel betydning for manges politiske stillingtagen som Ritt Bjerregaard. En valgt politiker skal efter hendes opfattelse sætte debatter i gang gennem klare udmeldinger, ikke ved at tale vælgerne efter munden. Ritt Bjerregaard har, siden hun kom i Folketinget, arbejdet vedholdende efter denne idé.

Da hun samtidig er en elegant kvinde med en viljestærk personlighed, har hun i sit politiske liv brudt en række vedtagne normer. Dette har ikke været uden omkostninger for hende selv: Hvor hun har været taktisk, er hun blevet kaldt beregnende, hvor hun har set behov for demokratisk debat, er hun blevet kaldt provokerende. Hvor hun har været fascinerende, er hun blevet kaldt dominerende, og hvor hun har været en konsekvent analytiker, er hun blevet kaldt følelseskold eller det, der var værre. Sådanne prædikater var aldrig blevet sat på mandlige politikere.

Ritt Bjerregaard er en seriøs, målbevidst og nøgtern politiker. Hun er en markant debatskaber. Hun er bevidst om sin status som rollemodel og har nyudviklet politikerrollen og billedet af en kvindelig politiker uden ønske om at være kvindepolitiker.

Hun tildeltes i 1979 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og 1993 Columbusprisen.

• Mal. af T. Storkholm. Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek, Folketinget.
• Louise Detlefsen: Ritt Bjerregaard, 1997. Kirsten Junge (red.): Magtens kvinder, 1994. Drude Dahlerup: Blomster & spark, 1985.

• Skt. Klemens Skole
• Socialdemokratiet
• Folketinget
• Det Udenrigspolitiske Nævn
• Den Trilaterale Kommission
• Den Danske Europabevægelse (se Europabevægelsen)
• Organization for Security and Cooperation in Europe – OSCE
• Socialist International Women
• Undervisningsministeriet
• Socialministeriet
• EU-Kommissionen

• Ritt Bjerregaard

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.