Birte Weiss

Faktaboks

Birte Weiss
Født
1. maj 1941, Frederiksberg
Arbejdsliv
Folketingsmedlem, minister og journalist
Familie

Forældre: civilingeniør Knud Eigil Rasmussen (1904-91) og Bodil Halkier (1911-82).

Gift 30. november 1965 med redaktør Ove W., født 11. marts 1940 i Tved sogn, Svendborg amt, s. af amtsskolekonsulent L. Chr. Pedersen og Sigrid Weiss.

Børn: Lars (1971), Jakob (1973).

Birte Weiss

Birte Weiss kom i Folketinget for Socialdemokratiet i 1971. Hun var næstformand for partiet 1984-1996 og var minister ad flere omgang, bl.a. indenrigsminister 1993-1997. I partiet arbejde hun ihærdigt på at styrke kvinde- og ligestillingsarbejdet som en integreret del af Socialdemokratiets politik. Som indenrigsminister argumenterede hun imod at lade populistiske strømninger få indflydelse på Socialdemokratiets flygtninge- og indvandrerpolitik, men endte med at måtte overlade posten til den mere pragmatiske Thorkild Simonsen. Foto fra 1997.

Birte Weiss
Af /Nf-Nf/Ritzau Scanpix.
Birte Weiss, Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Anker Jørgensen
Birte Weiss kom i Folketinget i 1971 sammen med en række yngre socialdemokrater, der i de følgende år kom til at præge både partiet og folketingsgruppen. Her ses hun og formanden for Socialdemokratiet Anker Jørgensen sammen med Svend Auken og Ritt Bjerregaard, der også blev valgt til Folketinget i 1971. Foto fra 1987.
Birte Weiss, Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Anker Jørgensen
Af /Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Gennem hele sin politiske karriere har Birte Weiss været en varm fortaler for at styrke ligestillingen mellem kvinder og mænd i samfundet, i politik og ikke mindst internt i Socialdemokratiet. I kraft af sit virke som toppolitiker har hun selv været med til at opbygge et nyt og mere nuanceret syn på kvindelige ledende politikere. Hun er født på Frbg., men har i løbet af sin barndom boet flere steder i København og desuden i Århus. Hun blev student i 1959, i årene 1960-63 uddannet som journalist ved den socialdemokratiske presse, og hun har desuden læst litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har været ansat som journalist på Demokraten, Information og i Danmarks Radio. Da atommarcherne fra 1960 satte atomvåbenspørgsmålet på den politiske dagsorden, meldte Birte Weiss sig ind i Socialdemokratiet. Som overbevist modstander syntes hun, at partiet markerede sig for tvetydigt på spørgsmålet, og hun mente, at man kun kunne ændre dette indefra. Det bidrog også til hendes beslutning, at hun var aktiv i Vietnambevægelsen og blev rystet over den fremtrædende socialdemokrat Per Hækkerups udfald mod de holdninger, som bevægelsen var udtryk for.

Der gik omkring ti år fra Birte Weiss' indmeldelse i partiet, til hun blev folketingskandidat, opstillet i Nykøbing S.-kredsen. Med et nyfødt barn og en uafsluttet universitetsopgave kom hun i Folketinget i 1971, samtidig med en række yngre socialdemokrater, der i de følgende år kom til at præge både partiet og folketingsgruppen. De talte foruden Birte Weiss kvindelige politikere som Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Inge Fischer Møller. Birte Weiss mistede sit mandat ved jordskredsvalget i 1973, hvor Socialdemokratiet tabte 24 mandater, mens Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne kom ind med henholdsvis 28 og 14. Hun blev igen medlem af Folketinget fra 1975. I 1984 trak sig hun frivilligt, fordi hun også var formand for Radiorådet. Siden 1987 har hun igen været folketingsmedlem, nu for Amagerbrokredsen. I starten af sin politiske karriere markerede Birte Weiss sig som venstrefløjssocialdemokrat og var ofte i opposition til partiets politiske linje. Det gjaldt ikke kun i atomvåbenspørgsmålet; hun var fx også modstander af Danmarks indtræden i EF i 1972. Fra 1980 ændrede hun imidlertid holdning, og hun blev formand for det udvalg, der med rapporten Et åbent Europa, 1987, skulle skabe enhed om Socialdemokratiets EF-holdning. I løbet af 1980’erne blev hun mere og mere integreret i partiet og fik tildelt en række tillidsposter, 1984 valgtes hun til Socialdemokratiets næstformand, og 1985 blev hun medlem af forretningsudvalget. Selvom hun var placeret i partiledelsen, har det ikke afholdt hende fra at kritisere partiets politiske kurs. Det kom især til udtryk i 1987, hvor hun kom i konflikt med Auken/Bjerregaard-fløjen, da den overtog ledelsen af partiet. Til gengæld støttede hun i 1992 valget af Poul Nyrup Rasmussen som formand.

1981-86 var Birte Weiss formand for Radiorådet, og her fik hun både direkte og indirekte en stor betydning for ligestillingsarbejdet. Selv blev hun den første kvindelige formand for Radiorådet på et tidspunkt, hvor der ingen kvindelige topchefer fandtes i Danmarks Radio. Hun gjorde en målrettet indsats for at ændre dette, og i løbet af en kort årrække blev der ansat 12 kvinder på ledelsesniveau. I slutningen af 1980’erne, hvor flere tidligere rødstrømper erklærede kvindesagen for død, arbejdede Birte Weiss ihærdigt for at styrke kvinde- og ligestillingsarbejdet som en integreret del af Socialdemokratiets politik. Som formand for partiets ligestillingsudvalg var hun bl.a. med til at lancere den såkaldte Poulas plan, hvor udvalget lagde op til, at erhvervsstøtten til danske virksomheder skulle betinges af, at der på den enkelte virksomhed blev gjort en aktiv ligestillingsindsats. Også internt i Socialdemokratiet har hun været en markant fortaler for kønskvotering som et nødvendigt middel til at sikre en større balance mellem kvinder og mænd. Hun oplevede med stor tydelighed, at der også kunne være uenigheder og konkurrence mellem kvinderne i partiet, da hun i 1984 blev valgt til Socialdemokratiets næstformand efter kampvalg med Degn, der var Bjerregaards kandidat. Det blev påstået, at Birte Weiss var mændenes kandidat, men hendes store stemmetal, hvoraf mange kom fra kvindelige delegerede, dementerede denne påstand. Hun var næstformand frem til 1996.

Birte Weiss har været medlem af forskellige regeringer. Hun var indenrigsminister 1993-97, 1994-96 tillige kirkeminister, 1996-97 indenrigs- og sundhedsminister og til 1998 udelukkende sundhedsminister. Ved en ministerrokade i 1999 i forbindelse med udviklingsminister Poul Nielsons udnævnelse til EU-kommissær, indtrådte hun igen i regeringen som forskningsminister. Det var som indenrigsminister, hun markerede sig stærkest, fordi hun her var ansvarlig for et af 1990’ernes mest kontroversielle indenrigspolitiske områder, nemlig flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Foranlediget især af en vælgerflugt til Dansk Folkeparti opstod der både i Socialdemokratiet og i regeringen uenighed om, hvorvidt man skulle lade sig presse til en mere restriktiv udlændingepolitik. Birte Weiss argumenterede imod at lade populistiske strømninger og skiftende meningsmålinger få indflydelse på regeringens og Socialdemokratiets politik. Hun mente tværtimod, at partiet stod sig bedst ved at tydeliggøre og intensivere sin politik, der indbefattede tolerance, humanisme og solidaritet. Da denne holdning ikke kunne forenes med ønsket om et bredt nationalt kompromis på flygtninge- og indvandrerpolitikken, måtte Birte Weiss overlade indenrigsministerposten til den mere pragmatiske Århusborgmester Thorkild Simonsen.

Efter valget i 1998 var Birte Weiss meget tæt på at blive den første kvindelige formand for Folketinget. Det kom til lodtrækning om posten, som hun tabte til Ivar Hansen fra Venstre. Formandsposten ville have været en naturlig fortsættelse af hendes karriereforløb, netop fordi hun på flere centrale områder har markeret sig som den første kvinde. Hun har som en moderne kvindelig politiker været med til at bane vejen for kvinder i toppositioner i politik. Hun har gennem mange år tilhørt Socialdemokratiets top, men hun har samtidig formået at holde fast i sine politiske idealer. Det er især kommet til udtryk på ligestillingsområdet, hvor hun har stået for en målrettet og radikal ligestillingsstrategi, men også i flygtninge- og indvandrerspørgsmål har hun insisteret på, at idealerne var vigtigere end den umiddelbare vælgertilslutning. At hun ved folketingsvalget i 1998 blev den stemmemæssige topscorer blandt de socialdemokratiske kvinder, vidner om, at det ikke har været en forfejlet strategi.

Beskrivelser og portrætter af Birte Weiss

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Lasse Ellegård: I rosens favn, 1996. Kirsten Junge (red.): Magtens kvinder, 1994.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig