Hanna Lund

Hanna Lund voksede op i en tryg og kærlig familie i Horsens med en fader, der var driftsbestyrer for fire privatbaner, og en hjemmegående moder. Hjemmet vedblev at være hendes trygge havn, også efter at hun flyttede for sig selv. Allerede som 12-årig stiftede hun bekendtskab med spejderlivet, da Det Danske Pigespejderkorps (DDP), stiftet 1910, havde dets første større lejr i Barritskov i nærheden af hendes hjem. To år senere blev hun i 1918 spejder i en skoletrop under ledelse af den unge lærerinde Johanne Marie Petersen, der 1920 blev chef for DDP efter Agnete Brockenhuus-Schack. Spejderlivet, hvor udendørsliv og praktiske gøremål betød lige så meget som skolearbejdet, gav Hanna Lund et nyt perspektiv på tilværelsen. Selvom der blev gjort nar ad spejderne i skolen og omgangskredsen, generede det ikke de brændende engagerede spejdere, der følte sig som forkæmpere for noget helt nyt. De tidligste pigespejdere havde på lige fod med drengene deltaget i hård fysisk træning og dramatiske natlige øvelser, men med Brockenhuus-Schack og Johanne Marie Petersen kom pigespejdernes aktiviteter til at gå i mere traditionel kvindelig retning, og pigerne lærte bl.a. førstehjælp og en sund levevis. I 1921 deltog Hanna Lund i DDPs første træningskursus for førere på Brahetrolleborg, hvor formanden for korpsets bestyrelse, lensgrevinde Lucie Marie Reventlow, boede. Det var en stor oplevelse for den 17-årige Hanna Lund at opleve de mange nye mennesker, ikke mindst den humørfyldte lensgrevinde. Da den første håndbog i pigespejderarbejde blev udgivet i 1922, var Hanna Lund en af forfatterne. Afsnittet Patruljearbejdet og Patruljeføreren tilfaldt hende, måske fordi hun var så ung, at hun selv havde prøvet det i praksis.

I 1923 blev Hanna Lund student fra Horsens Statsskole og samme år forlovet med sin senere mand Einar L., men da han først skulle blive færdig som ingeniør, ventede en lang forlovelsestid forude. Hanna Lund fik så tilbud om at blive ansat på DDPs nyoprettede husholdningsskole, kaldet Spejderskolen, i Korinth tæt på Brahetrolleborg. Her var hun dels korpssekretær og lærerinde, dels elev. På skolen kom hun til at arbejde sammen med den nye spejderchef Elisabeth Flagstad, der også var forstander for skolen med hjælp fra Naka Haugwitz. Det var et samarbejde, der kom til at betyde meget for den unge Hanna Lunds udvikling, og som var med til at ruste hende til hendes senere ansvarsfulde poster i korpset. Også Haugwitz, der i mange år var souschef i DDP, blev ved sin internationale indstilling og sin hjertevarme holdning til andre mennesker et af Hanna Lunds forbilleder. Ved at opholde sig på spejderskolen i DDPs første år kom Hanna Lund ind i begivenhedernes midte, og hun kunne følge med i alt, hvad der skete i det unge korps, idet skolen lagde hus til de vigtigste møder, bl.a. de første divisionschefmøder.

I 1926 afbrød Hanna Lund sit arbejde på spejderskolen, fordi Reventlow bad hende blive privatlærerinde for datteren komtesse Benedicte på Brahetrolleborg. Først var hun ked af at forlade det spændende liv på skolen, men hun fandt hurtigt, at livet på det smukke gods også havde noget at give. Her levedes endnu det liv, man forbinder med højadelen: omklædning før middagen, nydelig bordkonversation og en tjener på hver finger. Hanna Lund mente selv, at det på dette tidspunkt var godt for hende igen at lære at gå i pæne kjoler og ikke altid i uniform. Da hendes elev i 1928 skulle på kostskole i England, blev hun ansat endnu et år på Spejderskolen. I 1929 rejste hun til Ivittuut i Grønland for at blive gift med Einar L., der var blevet ansat som ingeniør ved kryolitselskabet. Allerede året efter flyttede ægteparret dog tilbage til Danmark, fordi de ventede deres første barn. De bosatte sig i Odense, og hjemmet og familien, der kom til at omfatte fire børn, blev det centrale i Hanna Lunds liv. Samtidig blev hun dog stærkt involveret i forskelligt arbejde for DDP, der måtte trække på de egnede kræfter, der var. Flere gange måtte hun overveje, om en ny tillidspost ville gå ud over familien, men ægtemanden bakkede op om hendes engagement. Fra 1930 blev hun således redaktør af Pigespejderne, korpsets medlemsblad, der siden 1918 var udkommet hver måned. Hun opfattede ikke sig selv som den fødte redaktør, men hun påtog sig arbejdet, da der ikke var andre, der ville, og fordi det kunne forenes med hendes hjemlige pligter.

Hanna Lund fik talrige hverv, bl.a. blev hun tropsfører i Fåborg, 1928 divisionschef for Midtjylland og i 1931 valgt ind i korpsets bestyrelse. De første par år var der ikke forbundet så meget arbejde med hvervet, men i sidste del af 1930'erne opstod en splittelse i bevægelsen på grund af den stærke centralisering omkring Spejderskolen, og også Hanna Lund mente, at der var behov for mere albuerum i korpset. Da Flagstad døde i 1938, sagde hun modstræbende ja til at blive hendes efterfølger. Hun følte, at det var et meget stort ansvar at påtage sig med mand og små børn, men hun kunne også se, at der ikke var andre, der havde forudsætningerne for at løfte byrden. Hanna Lund blev valgt næsten enstemmigt, og det var første gang, at spejderlederne selv valgte deres øverste leder, i stedet for at den afgående spejderchef udpegede sin egen efterfølger. Denne overgang til demokrati skete sideløbende med, at korpset nu var så veletableret, at det var ved at finde sine egne ben og var kendt og accepteret i befolkningen. Da Haugwitz ikke ønskede at fortsætte, blev Märta Stjernswärd ny souschef. Hanna Lund blev den første spejderchef, der selv havde været spejder som barn og derfor nærmest var opvokset med bevægelsen. Et centralt mål for hende var, at pigerne skulle blive dygtige til at klare sig selv og glade for selv at lave noget.

I løbet af Hanna Lunds 20 år som spejderchef steg medlemstallet i DDP fra 3.515 til 19.175, hvilket betød en mangedobling af arbejdsbyrden. Det blev nødvendigt at omorganisere ledelsesstrukturen, og hun indførte, inspireret af et besøg i USA, at ansvaret blev decentraliseret, og at forældrene blev draget mere ind i arbejdet. Med sin moderne indstilling kunne hun også se, at det ikke længere var muligt at køre så stort et foretagende udelukkende med frivillig arbejdskraft, og der blev ansat lønnet personale i administrationen. Under Besættelsen var hun med til sammen med de andre spejderkorps at starte Spejdernes Hjælpekorps, hvor der blev undervist i beredskab i katastrofesituationer. Sammen med Stjernswärd udgav hun i 1942 Love og Bestemmelser for DDP. I 1944 overlod hun redaktionen af Pigespejderne til Annesofie Hermann og startede selv DDPs Førerblad, et blad til de voksne ledere. Det var vigtigt at skaffe dygtige ledere til det voksende korps, og lederuddannelse blev en af hendes yndlingsopgaver. Fra 1939 foregik træningerne på Fænø, hvor ledere i alle aldre fik ny inspiration, og i begyndelsen af 1950'erne erhvervedes kursusejendommen Jægergården. Efter Anden Verdenskrig deltog Hanna Lund flere gange som delegeret i konferencer i pigespejdernes verdensforbund International Association of Girl Guides and Girls Scouts. Hun følte, at venskabet mellem børn og unge på tværs af grænserne kunne være med til at skabe fred og forståelse i verden. Blandt de venner hun fik i sin spejdertid var dronning Ingrid og prinsesse Benedikte, der begge var protektricer for korpset. Hanna Lund arbejdede således sammen med dronning Ingrid i fællesrådet for spejderne i KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) og DDP.

I 1959 afsluttede Hanna Lund sin tid som spejderchef og blev ved sin afgang ridder af Dannebrogordenen, ligesom hun blev udnævnt til æresmedlem af DDP. Hun fortsatte dog som planlægningschef indtil 1965. I 1997 blev hendes selvbiografi Når tankerne sendes tilbage udgivet. Året efter hædredes hun ved et medlemskab af Olave Baden-Powell Society, oprettet til fordel for spejderarbejdet i den tredje verden. Medlemskabet på 50.000 kr. var indkommet ved en landsindsamling. Siden 1960'erne har Hanna Lund boet i Haugwitz' Villa Rocca i nærheden af Spejderskolen.