Emsy Collet

Emsy Collets mormoder var Marie Toft, N.F.S. Grundtvigs anden hustru. Også legatstifteren Emmy Carlsen og den historiske forfatter Franziska Carlsen var hun i slægt med. Efter mormoderens død i barselsseng i 1854 blev moderen Haralda Toft arving til godset Rønnebæksholm nær Næstved. Som den yngste af en flok på tre voksede Emsy Collet op i et privilegeret herregårdsmiljø. Faderen var norsk, og ved arv og ægteskab blev han sjællandsk storgodsejer. Til hendes barndomsår i de landlige opgivelser hørte skiftende guvernanter og en omgivende stab af tjenende ånder. Efter den amatørdigtende moders død i 1892 flyttede hun med faderen, der giftede sig anden gang med en svensk kvinde, til København

Emsy Collets religiøse engagement gik ikke i decideret grundtvigsk, men i nypietistisk retning. Hun tilhørte en generation af kvinder i aristokratiet og det højere borgerskab, der blev tiltrukket af den britisk initierede vækkelses- og helliggørelsesbevægelse Evangelical Alliance. I 1900 blev hun medstifter af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) og dens første formand indtil 1916. I begyndelsen satsede KMA på at få skabt bedekredse for kvinder samt at udgive religiøse skrifter. Ret hurtigt fik arbejdet en mere ambitiøs retning: at arbejde for hedningemission i den tredje verden via udsendte kvindelige missionærer og herhjemme at skole kvinder til aktivt menighedsarbejde samt organisere børn i såkaldte Daggryforeninger. Kontakten til parallelorganisationer, især i Sverige, blev udbygget dels gennem sammenkomster i Emsy Collets hjem i Amaliegade med svenske udsendinge, dels via den skånske baronesse Sigrid Kurck, der 1900 blev KMAs sekretær. Den første generation i foreningen var som Emsy Collet kvinder med en overklassebaggrund, der gav dem mulighed for selvstændighed og økonomisk uafhængighed.

Medlemskab af KMA krævede, at den enkelte måtte forpligte sig til ikke blot et intensivt fromhedsliv med bønnen i centrum, men også til at følge det nytestamentlige missionsbudskab i praksis. Troende mænd kunne kun optages som passive og betalende medlemmer og var afskåret fra at opnå tillidsposter i foreningen. KMAs fremkomst vakte blandede reaktioner blandt hovedstadens præster. I 1902 fik Emsy Collet dog Indre Missions (IM) officielle blåstempling, da dennes formand Frederik Zeuthen gav tilladelse til, at KMA kunne afholde møder i landets missionshuse. Det medvirkede til at give foreningen et medlemsgennembrud og førte til oprettelse af små Daggryforeninger i provinsen. Desuden betegnede det et vigtigt skred i IMs hidtil afvisende holdning til kvinders rolle som selvstændigt missionerende. Allerede i 1907 havde KMA 2.600 medlemmer. I dansk menigheds- og kirkeliv blev foreningen nybrydende med oprettelsen i 1902 af Dansk Missionsskole for Unge Kvinder, der var den første af sin art på dansk grund. Skolens mål var at præparere kvinder til udsendelse som missionærhustruer og missionærer eller til at gå aktivt ind i det hjemlige kirkeliv, efter at Menighedsrådsloven af 1903 gav kvinder adgang til det lokale sognemenighedsstyre. På udenlandsk terræn var KMAs udspil i første omgang ikke egentlig hedningemission. Hjælpen gjaldt armenierne, der som Europas ældste kristne folkeslag sidst i 1890’erne blev udsat for tyrkisk-muslimske massakrer. Hjælpearbejdet for armenierne blev et kernepunkt, og en indsamling indbragte 70.000 kr., der blev brugt til at hjælpe forældreløse børn placeret på forskellige børnehjem i Armenien, siden med Mezreh som centrum. I Emsy Collets formandstid blev i alt 22 kvinder sendt ud i verden, bl.a. Johanne Svanenskjold. Kvinderne blev foruden til Armenien også sendt til Syrien, Indien, Kina, De Vestindiske Øer samt Algeriet, som Emsy Collet selv besøgte med en medarbejder i 1909. Som støtteorganisation stiftede KMA Lærerindernes Missionsforbund 1902, der også havde svenske og norske paralleller. Forbundet gjorde sig dog i 1910 fri af KMA, bl.a. fordi lærerinderne fandt, at organisationen var for engelsk orienteret. Emsy Collet og den øvrige bestyrelse afviste gentagne frierier om indmeldelse fra Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Parat til at gå ind i den kristelige kvindevalgretskamp var Emsy Collet og hendes medledere heller ikke i 1910, hvor en opfordring hertil blev fremsat af Kristelig Kvindevalgrets-Forening. I 1914, på et tidspunkt, hvor Emsy Collet reelt var fraværende fra formandsposten, valgte den øvrige bestyrelse dog at lade foreningen tilslutte sig DKN.

I 1904 købte KMA ejendommen Mynstersvej 3 på Frbg. Her bosatte Emsy Collet sig sammen med bl.a. Kurck og flere andre ledende medarbejdere. Stedet blev også ramme om KMAs forlag, startet 1900, der udgav religiøse flyveblade og oversat litteratur. I 1903 blev bladet Bring Lys lanceret med pastorinde Ebba Ussing som redaktør. Emsy Collet var en flittig bidragyder til bladet, der ud over foreningsnyt informerede læserne om situationen på hedningemarken. Hun havde også musikalske evner og komponerede melodier til KMAs sangbog. Ejendommen på Mynstersvej blev udvidet med et mindre gæstehus og lokaler til bl.a. bønnemøder, ligesom missionsskolen flyttede ind. Denne betalingsskole fik norske Marie Anker som sin første forstander, afløst 1903-05 af Emsy Collet i samarbejde med Elise Blædel. Skolen tiltrak mellemlagselever fra Danmark, Norge og Sverige, hvoraf adskillige siden blev udsendinge for KMA eller engageret i svenske, engelske og tyske missionsselskaber. Med skolen brød KMA med Det danske Missionsselskabs (DMS) hidtidige monopol med hensyn til at forberede mænd og kvinder til såkaldt hedningemission i udlandet. Skolens undervisning omfattede missions- og kirkehistorie, bibelstudier og dogmatik samt engelsk, dansk og skræddersyning, ligesom sundhedslære, orgelspil og sang stod på programmet. Sygepleje stiftede eleverne bekendtskab med på Diakonissestiftelsen, og de ledsagede menighedssygeplejersker på fattig- og sygebesøg. I 1911 forhandlede Emsy Collet sig frem til et samarbejde med DMS. Samarbejdet blev imidlertid konfliktfyldt, fordi KMA fandt teologen Henrik Scharlings bibelundervisning for ensformig, og på grund af konflikter om, hvem der reelt havde kontrollen med skolens ledelse. I 1913 blev Scharling afskediget af Emsy Collet og en enig bestyrelse, der også ønskede at fjerne DMSs formand Axel Busch som skolebestyrelsesformand. Samme år kappedes forbindelsen totalt til DMS. Emsy Collet og en samlet bestyrelse insisterede på, at skolen som en ren kvindeskole skulle ledes af en kvinde, hvad DMS ikke kunne gå med til. Men konsekvensen blev ikke desto mindre, at skolen blev nedlagt ved årsskiftet 1913-14.

Sammen med sygdom synes konfrontationen med DMS at have belastet Emsy Collet så stærkt, at hun omkring 1914 ikke mere deltog aktivt i bestyrelsesarbejdet. Først 1916 sagde hun formelt farvel til formandsposten, som baronesse Olga Schaffalitzky de Muckadell overtog. Ved sin tilbagetræden ønskede hun at fastholde sit bestyrelsesmedlemskab, men uden stemmeret, hvad der blev accepteret. Hun synes dog ikke siden at have spillet en aktiv rolle i ledelsen. I 1916 trak hun sig også tilbage som aktiv i Østerlandsmissionen. Hun ønskede at stå mere fri og ubunden, da hun havde følt, at formandskabet havde pålagt hende krav om solidarisk optræden med den øvrige bestyrelse, hvilket var kommet i strid med hendes personlige samvittighed. Desuden havde bestyrelsesarbejdet også stillet flere krav, end hun magtede at leve op til. Hun vedblev dog resten af livet med at stå foreningen nær og talte fra tid til anden ved dens møder. KMA fortsatte indtil 1970’erne med at udsende kvinder som missionærer til den ikke-kristne verden.