Johanne Svanenskjold

Johanne Svanenskjold voksede op som enebarn i et embedsmandshjem på Frbg. Det kristne var ikke fremtrædende i hjemmet, men man gik dog regelmæssigt i kirke. Da Johanne Svanenskjold var 14 år, søgte hendes syge fader hjælp i Norge, hvor han blev plejet af en kristen kvinde. Da han skrev hjem, at han var lykkelig, fordi han havde fået fred med Gud, mente Johanne Svanenskjold og hendes moder, at han var blevet skør. Nogle år efter hans død, da Johanne Svanenskjold var 16 år, blev også hun troende.

Johanne Svanenskjold, der blev uddannet som privatlærerinde på N. Zahles Skole, blev i 1897 huslærer hos provst Georg Andreas Olsen i Ulfborg, en slægtning af missionæren Einar Prip. Her oplevede hun et åndeligt gennembrud, der førte til, at hun oprettede en søndagsskole og udførte andet ungdomsarbejde i Ulfborg. Moderen flyttede over til hende, og de planlagde at rejse til Paris. Imidlertid følte Johanne Svanenskjold sig kaldet til at blive missionær, men fandt det svært at fortælle det til moderen. Men moderen berettede, at Gud allerede havde sagt til hende, at hun skulle opgive sin datter, fordi hun skulle være missionær. Da provstens datter Helga Prip-Olsen i 1901 rejste med missionærparret Maria og Oluf Høyer til Hebron i Palæstina, fulgte Johanne Svanenskjold med som hendes lærerinde med støtte fra Kvindelige Missions Arbejdere (KMA). KMA var blevet stiftet året før efter svensk forbillede af kvinder fra højere sociale lag. Det var nyt, at kvinder optog et selvstændigt missionsarbejde ved siden af de eksisterende missionsselskaber. Fra 1903 arbejdede Johanne Svanenskjold som lærer og siden forstander for kvækernes pigeskole i Brumana i det nuværende Libanon. Hun var i besiddelse af fremragende pædagogiske og administrative evner og kom desuden til at beherske arabisk. Efter kontakt med to missionærer fra Østerlandsmissionen (ØM), Prip og R. Fox Maule, kom hun på deres opfordring i 1906 til det nuværende Syrien. ØM, der var stiftet ved Prips udrejse 1898, havde fra 1903 sin missionsmark i ørkenbyerne nord for Damaskus. Sammen med Prip og Fox Maule må Johanne Svanenskjold anses for grundlægger af ØM, for med hende åbnedes vejen ind til den muslimske kvindeverden.

Johanne Svanenskjolds moder havde fulgt ØM med interesse fra starten. Da nu hendes eneste barn blev knyttet til den, rejste hun ud for at følge arbejdet på nærmeste hånd og støtte det. Hun blev hos datteren indtil 1910, da hun rejste hjem på grund af sygdom og kort efter døde. Johanne Svanenskjolds opgave i Syrien blev at føre tilsyn med ØMs pigeskoler i Nebk, Deratije og Jabrud samt 1907-12 i Karjaten i Kalamundistriktet. Begyndelsen i Nebk var hverken nem eller lovende, bl.a. på grund af muslimernes modstand mod at sende piger i skole. Det var en indgroet opfattelse, at når piger lærte at læse og skrive, ville de bruge deres viden til at skrive trylleformularer. Det blev de lokale kvinder, der gav stødet til, at pigerne efterhånden blev sendt i skole. Pigeskolernes gode udvikling skyldtes i høj grad Johanne Svanenskjold, der havde venner både blandt syrere og de franske delegerede, da Syrien senere kom under fransk mandat. Under hendes ledelse blev undervisningen varetaget af skiftende syriske lærerinder. Fra 1911 fik hun også assistance af forskellige kvindemissionærer, der var udsendt af KMA. Johanne Svanenskjold fulgte undervisningen og underviste selv de ældste klasser i engelsk. Hun lærte de enkelte børn at kende, besøgte hjemmene og tog sig også af lærerinderne og underviste dem i pædagogik. Hun indførte ugentlige og månedlige lærerindemøder, hvor både skolespørgsmål og åndelige spørgsmål blev diskuteret. Med sit heftige gemyt kunne hun virke sårende, men hurtigt fik hun med sin oprigtighed en forsoning i stand, og hun blev betragtet med både ærefrygt og ærbødighed. Efterhånden som skolerne voksede, var problemerne med at få lærerinder en stadig bekymring for Johanne Svanenskjold. Derfor startede hun i 1913 en toårig fortsættelsesklasse, der skulle uddanne lærerinder til ØM.

Under Første Verdenskrig gik tyrkerne, som havde magten i Syrien, ind i krigen på Centralmagternes side. Alle skoler i forbindelse med fjendtlige magter blev lukket, og de danske missionærer rejste hjem. Det meste af tiden under det ufrivillige hjemmeophold var Johanne Svanenskjold syg. Ved krigens afslutning blev tyrkerne drevet ud af Syrien, der nu blev fransk mandatområde. 1919 rejste Johanne Svanenskjold til Libanon og deltog i hjælpearbejdet dér, indtil hun året efter kunne vende hjem til Nebk. Med sig bragte hun hundredvis af Røde Kors-kasser med tiloversblevet tøj fra hæren, der blev syet om og delt ud. Til de piger i fortsættelsesklassen, som boede uden for Nebk, iværksatte hun bygningen af et skolehjem. Lærerindernes Missionsforbund skaffede pengene, og i 1924 stod hjemmet færdigt. Samme år måtte Johanne Svanenskjold dog rejse hjem på grund af svær sygdom, men 1926 vendte hun tilbage til sit kære Nebk. Det blev til 41 år i Syrien, inden hun i 1946 kom til Danmark for at blive. Efter hendes afrejse overtog Kamilla Skule ledelsen. I 1960’erne blev skolerne overdraget til den syriske stat og dermed en del af grundlaget for skoleuddannelsen i det moderne Syrien.

Johanne Svanenskjold nærede stor kærlighed til det folk, hun virkede blandt, især de undertrykte kvinder. Ved siden af sit øvrige arbejde havde hun også håndarbejdsklasser, hvor hun underviste kvinderne, så de selv blev i stand til at tjene penge. Hun var vellidt af befolkningen og gjorde meget for at sætte sig ind i deres tankegang. Hun skrev en række små bøger med nogle meget fine, indfølende skildringer af kvinder og børn, bl.a. Billeder fra Syrien, 1909, En syrisk Kvinde 1933, En træt lille Fyr, 1933, og Skjulte Skatte, 1950. Desuden i 1925 K.M.A.s Arbejde gennem femogtyve Aar 1900-1925 sammen med Ulla Fugl. I 1953 blev Johanne Svanenskjold optaget som stiftsdame på Vallø. Hun havde haft to alvorlige hjerneblødninger, og man optog normalt ikke syge mennesker, men Johanne Svanenskjold var ikke vant til at give op, og hun erklærede: “Det er min ret at blive optaget. Ellers sagsøger jeg Vallø!” Så blev hun optaget. Da hun døde 86 år gammel, var dødsannoncen underskrevet af ØM, som hun havde ønsket det. ØM havde været hele denne pionermissionærs liv.