Faktaboks

Marie Toft
Ane Marie Elise Toft
Født
4. august 1813, Gammel Køgegård, Køge
Død
9. juli 1854, København
Arbejdsliv
Godsejer
Familie

Forældre: godsejer Christen Rasmus Carlsen (1777-1818) og Else Margrethe Nyhuus (1792-1857).

Gift 9. juni 1840 med godsejer Harald Peter Nicolai T., født 22. februar 1812 i København, død 24. november 1841 på Rønnebæksholm, Rønnebæk sogn, s. af by- og herredsskriver Peter Georg Nicolai T. og Judithe Petrine Estrup.

Gift 24. oktober 1851 med sognepræst, forfatter Nicolai Frederik Severin Grundtvig, født 8. september 1783 i Udby sogn, Præstø amt, død 2. september 1872 i København, s. af sognepræst Johan Ottosen G. og Cathrine Marie Bang.

Børn: Haralda Judithe Johanne Margrethe (1841), Frederik Lange (1854).

Titel
Adelig

Marie Toft, der var søster til lokalhistorikeren Franziska Carlsen og politikeren, stamhusbesidder H. Carlsen, voksede op på Gammel Køgegård og blev som 26-årig gift med godsejer Harald T., Rønnebæksholm ved Næstved. Hun blev enke allerede det følgende år, kort efter sin datters fødsel. Den unge kvinde styrede derefter godset med dygtighed og praktisk indsigt i landbrug og skovdrift, og hun tilbød tidligt godsets fæstebønder deres gårde til arvefæste, senere til selveje. Marie Toft åbnede Rønnebæksholm for tilhængerne af de gudelige vækkelser, skaffede nogle af de vakte gårde og huse under godset og knyttede forbindelse til de præster og lægfolk, der stillede sig positivt til det nye religiøse liv. På Rønnebæksholm holdtes til biskop J.P. Mynsters irritation større gudelige forsamlinger, hvor Marie Toft i samarbejde med sognepræst J.G. Willemoes, Herfølge, søgte at holde vækkelserne inden for ordnede rammer både kirkeligt og socialt.

Over midten af 1840’erne lærte Marie Toft N.F.S. Grundtvig at kende, og de omgikkedes til omgivelsernes forargelse allerede, mens hans første hustru Lise levede. Han kom på besøg på Rønnebæksholm og bidrog til, at møderne og selskabeligheden her drejede over i retning af det mere folkeligt-nationale, og godset blev et af den grundtvigske bevægelses støttepunkter. De giftede sig i 1851 i Brøndbyvester, viet af Grundtvigs mangeårige støtte og ven Gunni Busck. Ægteskabet blev meget lykkeligt og synes for ham at have åbnet for en ny erotisk dimension, afspejlet i hans kærlighedsdigte til hustruen, der var hans selvstændige og åndeligt jævnbyrdige partner. Til omgivelsernes irritation gav Marie Toft også miljøet om Grundtvig et mere eksklusivt præg, socialt såvel som åndeligt. Hun fødte ham sønnen Frederik Lange i 1854, men døde kort efter fødslen. Efter eget ønske begravedes hun på Gammel Køgegård i et kapel over jorden for at afvente opstandelsen.

Beskrivelser og portrætter af Marie Toft

  • Privatarkiv fælles med ægtefællen Harald T. i Rigsarkivet (København).

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig