Else-Merete Ross

Som barn var Else-Merete Ross fanatisk religiøs og ønskede at blive missionær i en egn af Afghanistan, hvor der kun havde været få europæere. Det flammende engagement, der kendetegnede hende livet igennem, havde hun ikke lært i barndomshjemmet, der var et pænt og traditionelt københavnsk overretssagførerhjem. I gymnasiet planlagde hun at uddanne sig til læge, men allerede i 2. g “kom en mand med en slæde i vejen”, juristen Alf R., som hun blev gift med som 20-årig i 1923. Året før var hun blevet student fra N. Zahles Skole. De følgende år fulgte hun ægtefællen på studierejser til London, Berlin og Wien, samtidig med at hun begyndte at læse til faglærereksamen. Hun blev faglærer i tysk 1925 og i gymnastik 1928, men fandt det umuligt at opnå en fast stilling i folkeskolen. Året efter begyndte hun at studere ved Københavns Universitet og blev færdig som cand.mag. i tysk og gymnastik i 1935. At en kvinde med to børn tog embedseksamen var så usædvanligt dengang, at hun kom i avisen. Her fik Dansk Kvindesamfund (DK) øje på hende og opfordrede hende til at melde sig ind, hvilket hun gjorde. Det var Else-Merete Ross' store lyst at undervise, og 1935 blev hun ansat som timelærer på Øregård Gymnasium. 1937-73 var hun ansat ved Ordrup Gymnasium, fra 1954 som lektor. Hun blev kendt som en utraditionel lærer, der diskuterede udenrigspolitik med eleverne og tog dem med på ekskursioner til saneringsmodne baggårde. Via sit arbejde i kvindebevægelsen blev hun desuden inspireret til at arbejde for nye fag som familiekundskab og seksualundervisning. Også temaer som opdragelse til demokrati og indførelse af elevråd optog hende.

I 1940 deltog Else-Merete Ross for første gang i en af DKs sommerlejre, en begivenhed, hun selv senere regnede for fuldkommen skelsættende. Specielt Anne Marie Nørvigs foredrag om børnepsykologi gjorde dybt indtryk på hende, og sammen med Nørvig, Lis Groes, Inga Dahlsgård og Bodil M. Begtrup dannede hun en studiekreds, der fortsatte med at fungere i ca. 30 år. Hun kom hermed ind i aktivt arbejde i DK, blev medlem af Familiepolitisk Udvalg fra starten 1945 og bidrog til flere småskrifter og bøger: Den gifte Kvinde i Hjem og Erhverv, 1944, Familjekundskab, 1945, og Enlige Mødre, 1948. Else-Merete Ross interesserede sig bl.a. for moderne boligindretning og for spørgsmålet om en mere ligelig fordeling af det huslige arbejde i hjemmet. Særlig opgaven med at introducere familiekundskab som et skolefag blev en kæphest for hende. Arbejdet må ses som led i DKs familiepolitiske tiltag for at skabe bedre vilkår for familierne, men specielt rettet mod opdragelse af skoleungdommen på både et teoretisk og praktisk plan. Under et studieophold i USA 1949-50 studerede hun amerikanske skoleforhold, herunder familiekundskab, og udgav efterfølgende Målsætninger i amerikansk opdragelse, 1952. I Familien og samfundet, 1958 og senere udgaver, beskrev hun de vellykkede erfaringer med familiekundskab, der fra 1960 blev et obligatorisk fag i folkeskolen. I slutningen af 1940’erne var der stærk opmærksomhed om de enlige mødres vanskelige forhold, og for DK udgav Else-Merete Ross 1948 undersøgelsen Enlige Mødre, der var en gennemgang af problemerne, lovgivningen og ønskerne for en kommende lovgivning. Samme år blev hun medlem af Danske Kvinders Nationalråds (DKN) og DKs kommission til undersøgelse af den enlige moders kår. Kommissionens grundige arbejde og betænkningen Den enlige moder, 1953, var med til at præge de følgende års lovgivning på området. Senere fulgte Else-Merete Ross arbejdet op som medlem af Mødrehjælpens tilsynsråd 1960-74.

I 1951 overtog Else-Merete Ross formandsposten i DKN efter Helga Pedersen. Organisationen, der havde tilslutning af over 70 medlemsorganisationer, arbejdede op gennem 1950’erne over et bredt felt, både nationalt og internationalt. Det var kvinders sociale og økonomiske rettigheder samt spørgsmål vedrørende uddannelse, bolig, børnehaver og familieplanlægning, der var i fokus, og i DKNs regi afholdtes flere store offentlige møder med det formål at rejse debat og påvirke myndighederne, fx med krav om moderne boliger og flere børnehaver. Det var også på DKNs foranledning, at der i 1961 nedsattes en kommission vedrørende seksualundervisning i skolen. Gennem DKN blev Else-Merete Ross i stigende grad involveret i internationalt arbejde, og særlig spørgsmålet om kvinders stilling i ulandene blev taget op som et nyt område i hendes formandsperiode. Hendes internationale engagement strakte sig tilbage til efterkrigsårene, hvor hun blev sendt til Tyskland for at formidle kontakter mellem tyske og danske lærere. 1949-70 var hun medlem af den danske nationalkommission for UNESCO. 1959 og igen 1970, 1971 og 1973 var hun delegeret til FN, og hun blev tillige medlem af Rådet for teknisk samarbejde med ulandene 1962-71. Else-Merete Ross blev kendt for den ihærdighed, hvormed hun satte sig ind i internationale spørgsmål, og for sine ukonventionelle synspunkter, som fx da hun i 1953 angreb udenrigsminister Ole Bjørn Kraft for hans støtte til Frankrigs imperialistiske kolonipolitik i Indokina. Under Else-Merete Ross' ledelse arbejdede DKN for særlig bistand til kvinder i ulandene og for, at det kontroversielle spørgsmål om fødselskontrol blev sat på dagsordenen i de internationale organisationer. I 1962 valgte hun at træde tilbage som formand med den begrundelse, at det var på tide, at yngre kræfter kom til. Hun fortsatte dog som næstformand til 1963 og udnævntes derefter til æresmedlem.

Med sin frisindede indstilling var det naturligt for EMB at tilslutte sig Det Radikale Venstre (RV), der for hende forenede respekten for individets frihed med ansvaret for velfærdsstaten og de svage grupper. Fra 1950 stillede hun op til Folketinget for RV, og hun indvalgtes 1960, hvor hun overtog Kirsten Gloerfelt-Tarps mandat i Østre Storkreds. Hendes jomfrutale handlede om homofiles forhold, og hun blev i de følgende år kendt som tingets “glammende vagthund”, som en systematisk og videbegærlig politiker, der stillede utallige spørgsmål til ministrene og især interesserede sig for minoritetsgrupper som “militærnægtere, lænkehunde og homofile”. Hun var den første, der talte de homofiles sag, og medvirkede til, at den såkaldte grimme lov om homoseksuel prostitution blev ophævet i 1965, efterfulgt af en yderligere afkriminalisering i 1967. Hun var også en af initiativtagerne til ophævelsen af forbudet mod billedpornografi i 1969. I 1964 var hun med til at rejse den kritik af Politiets Efterretningstjenestes registrering af borgerne, der førte til nedsættelse af et kontroludvalg, det såkaldte Wamberg-udvalg. Else-Merete Ross blev kendt for at tage utraditionelle metoder i brug, fx var hun på studieture til homoseksuelle kontaktsteder og til narkomiljøer i det indre København, og i 1967 flyttede hun i en uge ind i en slumlejlighed på Vesterbro for selv at sætte sig ind i forholdene. Hun blev beskyldt for politisk plat, men hendes engagement og trang til indsigt var oprigtigt ment. Else-Merete Ross spredte sig over mange områder. Hun var gennem mange år RVs boligordfører, og i en periode var hun militærordfører. Fra 1968 var hun medlem af Udenrigspolitisk Nævn, delegeret til NATOs parlamentarikermøder, North Atlantic Assembly 1961-71 og til Europarådet 1964-71. Sin interesse for kvindespørgsmål fulgte hun op i Seksualoplysningsudvalget 1961-69, Ægteskabsudvalget af 1969 og som RVs ordfører vedrørende svangerskabslovgivning. Det var Else-Merete Ross' oprindelige holdning, at det store antal illegale aborter burde imødegås gennem en kombination af seksualundervisning, øget økonomisk støtte til socialt vanskeligt stillede gravide og udvidet adgang til abort for ældre og meget unge kvinder. Da disse midler svigtede, tilsluttede hun sig kravet om fri abort, og hun afsluttede sin folketingskarriere som ordfører ved behandlingen af loven om fri abort i 1973. Som 70-årig nedlagde hun sit folketingsmandat, der blev overtaget af en anden “skrap dame” Lone Dybkjær.

Else-Merete Ross var født på livets solside, hun var smuk, begavet og gift med en fremtrædende juraprofessor. Hun havde medietække og opnåede at blive kåret som en af Danmarks ti mest velklædte kvinder. Alligevel bevarede hun livet igennem den missionærånd og trang til at hjælpe svage grupper og outsidere, der havde besjælet hende fra ungdommen. “Else-Merete Ross mente, at ...” var gennem en årrække en hyppigt forekommende vending i politiske reportager. Hendes åbenmundethed og stædighed var legendarisk, men hun tog brodden af den uundgåelige irritation, det vakte, ved sin personlige charme. Hun blev aldrig minister, selv mente hun, at det skyldtes hendes udiplomatiske stil. Else-Merete Ross var med til at bane vej for en mere frisindet seksualmoral og større tolerance i samfundet og blev derigennem en af sin generations mest indflydelsesrige politiske meningsdannere.