Lis Groes med sine ni børn
Lis Groes med sine ni børn. Af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Lis Groes

Faktaboks

Lis Groes
Anne Lisbeth (Lis) Groes
Født
2. november 1910, København
Død
12. marts 1974, København
Arbejdsliv
Minister, akademiker, folketingsmedlem og kvindesagsforkæmper
Familie

Forældre: adjunkt P. Madsen Lindegaard (1867-1918) og skoleinspektør Signe Andrea Tørsleff (1879-1975).

Gift 15. oktober 1936 (b.v.) med direktør Ebbe G., født 9. juni 1910 i København, s. af grosserer Niels Christian Groes-Petersen og Eva Tidemand.

Børn: Mette (1937), Niels (1938), Arne (1939), Lise (1941), Inge (1942), Uffe (1944), Birte (1947), Thyge (1949), Eske (1951).

Lis Groes
Lis Groes markerede sig på en række områder, først og fremmest som handelsminister 1953-1957, formand for Forbrugerrådet 1949-1953 og som mangeårig frontfigur i Dansk Kvindesamfund. Foto fra 1954.
Lis Groes
Af /Ritzau Scanpix.
Licens: CC BY SA 3.0

Lis Groes må betegnes som en af Efterkrigstidens kvindelige pionerer. Hun har markeret sig på en række områder, først og fremmest som handelsminister, formand for Forbrugerrådet og mangeårig frontfigur i Dansk Kvindesamfund (DK). Hun tilbragte sine første leveår på et børnehjem, mens moderen Signe Tørsleff gennem en uddannelse som folkeskolelærer skaffede sig det økonomiske fundament for en selvvalgt tilværelse som eneforsørger for barnet. Da moderen blev inspektrice på N. Zahles Seminarium, startede Lis Groes som femårig i N. Zahles Skole. I genforeningsåret 1920 flyttede de til Sønderjylland, hvor moderen var blevet leder af Haderslev Realskole, og Lis Groes tilbragte sine barne- og ungdomsår her. Efter studentereksamen fra Haderslev Katedralskole i 1928 flyttede hun tilbage til København for at studere økonomi på universitetet.

Moderen, der var en af DKs centrale skikkelser i Mellemkrigstiden, startede i 1921 en kreds i Haderslev. På det kvindepolitiske område var der et stort interessesammenfald mellem moder og datter, men moderen var medlem af Det Radikale Venstre og sad i en periode i byrådet, mens Lis Groes tidligt erklærede sig som mere “til venstre for midten”. Allerede i barne- og ungdomsårene viste hun sig at være et aktivt og engageret menneske, fx som spejder og tropsfører og i bestyrelsen for elevforeningen på Haderslev Katedralskole. Som 18-årig blev hun kendt i offentligheden, da hun vandt Politikens konkurrence i veltalenhed. Talen handlede bl.a. om den alt for høje valgretsalder, om brugsforeninger og om børn. Præmien var en rejse til det dengang meget fjerntliggende USA, hvor hun som eneste kvinde blandt repræsentanter for 19 nationer talte for 4.000 mennesker i Washington. I studieårene lagde hun en stor arbejdsindsats i Studenterrådet, hvor hun bl.a. arbejdede tæt sammen med Hartvig Frisch, og som den første kvinde var hun 1931-32 formand for rådet. Samtidig med studierne og det studenterpolitiske arbejde gjorde hun sig i disse år også bemærket i DKs ungdomskreds. I 1935 tog hun afsluttende eksamen som cand.polit. og blev ansat i Invalideforsikringsretten. Året efter blev hun imidlertid gift med studiekammeraten Ebbe G., og fra 1937 valgte hun at koncentrere sig om familien og især om de ni børn, som hun fik på 14 år. Når hun har udtalt sig om de mange børnefødsler, har hun ofte betonet, hvor trist hun selv havde oplevet tilværelsen som enebarn. Hendes oprindelige plan var at få fire børn. Moderskabet og familien kom da også til at sætte et stærkt præg på Lis Groes' kvindepolitiske indsats.

Under den tyske besættelse 1940-45 havde ægteparret tætte forbindelser til modstandsbevægelsen. Derudover koncentrerede Lis Groes sig især om kvindesagsarbejde. Hun blev i 1940 formand for DKs kbh.ske ungdomskreds, i 1943 medlem af hovedstyrelsen. I 1945 var hun initiativtager til oprettelse af foreningens familiepolitiske udvalg. Moderen var stadig aktiv i kvindesamfundet, så da Lis Groes kom i hovedstyrelsen, var det første gang, at en moder og datter havde plads her på samme tid. Efter krigen var Lis Groes med til at formulere en ny kurs for kvindebevægelsen. I sin berømte tale Kvindesagens Maal til Den Nordiske Kvindekongres i 1946 argumenterede hun for, at man i højere grad skulle værdsætte kvinders indsats i familien. Hun mente ikke, at man skulle glemme de erhvervsaktive kvinder, men hun understregede samtidig kvinders særlige interesse som mødre og husmødre og mente, at den samfundsmæssige indsats, kvinder ydede på dette område, skulle respekteres. I forlængelse heraf bevægede hun sig ind på et af kvindepolitikkens mest kontroversielle emner ved at argumentere såvel for kvinders ret til frit valg mellem familie og arbejde som for kvinders deltidsarbejde. Hun var overbevist om, at DK skulle arbejde bredere. Det var ikke afgørende, om alle, der sluttede op om sagen, var medlemmer af DK. Til gengæld var det nødvendigt at udbygge samarbejdet med arbejderklassens kvinder og med kvinder på landet, med husmødre og også med mændene. Allerede i begyndelsen af 1930’erne var Lis Groes blevet socialdemokrat, og sammen med en række andre yngre, som oftest socialdemokratiske, kvindelige politikere, arbejdede hun for at sætte familiepolitikken på dagsordenen først og fremmest i DK, men også i Socialdemokratiet og Folketinget. Kendetegnende for denne generation af kvindesagskvinder var, at de som regel var akademisk uddannede, og at de ønskede at give kvindesagen en stærkere social profil ved at forene kvindebevægelsen med arbejderbevægelsen. Ud over Lis Groes var det bl.a. Edel Saunte, Inga Dahlsgård og Nina Andersen. Nedsættelsen af Familiepolitisk Udvalg i 1945 må ses i dette lys. Udvalget blev op gennem 1950’erne og 1960’erne et af DKs mest markante. En af dets mærkesager var kravet om en generel, kontant børnetilskudsordning, hvor midlerne direkte skulle tilfalde moderen. Endvidere fremsatte man forslag om revision af enkelovgivningen, boligtilskud til børnerige familier samt udvidet adgang til deltidsarbejde. I 1948 udgav Lis Groes bogen Familien og samfundet. Familie- og boligspørgsmål var også emnet for hendes bidrag til bogen Mennesket i centrum, der på foranledning af Socialdemokratiet udkom i 1953 under Julius Bomholts redaktion.

Parallelt med arbejdet i DK begyndte Lis Groes' livslange engagement i forbrugerspørgsmål. Hun var 1949-53 formand for Danske Husmødres Forbrugerråd, som senere blev til Forbrugerrådet. I 1953 blev hun til alles store overraskelse udnævnt til handelsminister af statsminister Hans Hedtoft. Da kvindelige ministre i sig selv var et særsyn på dette tidspunkt, var der megen fokus på og en del skepsis over for den nye cigarrygende minister. Der blev stillet spørgsmålstegn ved, om man kunne være moder til ni børn og samtidig varetage en ministerpost, og der blev set skævt til, at hun skulle varetage handelsministerposten samtidig med, at hun var gift med direktøren for FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) og selv forankret i stærke forbrugerinteresser. Lis Groes' politiske skoling kom hurtigt, og hun var handelsminister frem til 1957. Hendes største sag var lovforslaget om monopoler og prisaftaler, som hun fremsatte i 1953. Ved det langvarige udvalgsarbejde kom hendes saglighed og forhandlingsevne hende til gode. Det lykkedes hende at skabe et bredt forlig om en lovgivning, der først havde mødt megen modstand, især fra erhvervslivet, og i 1955 blev loven vedtaget. Fra 1960 til 1971 var hun valgt til Folketinget med et meget stort personligt stemmetal i Køgekredsen.

Efter ministertiden kastede Lis Groes sig igen over sine to mærkesager, kvinde- og forbrugerspørgsmål. Hun vendte tilbage som en af nøglepersonerne i DK og var formand 1958-64. Hendes formandstid var præget af den voldsomme debat for og imod kvinders erhvervsarbejde, der på ny var med til at sætte kvindesagen på dagsordenen. Også internationale spørgsmål tiltrak sig øget opmærksomhed, bl.a. i form af kurser for grønlandske kvinder og ulandsprojekter. 1971 udnævntes hun til æresmedlem af DK. I sit folketingsarbejde prioriterede hun forbrugerspørgsmål højt, og fra 1968 var hun igen formand for Forbrugerrådet, og med i redaktionskomitéen for forbrugerbladet Tænk. I 1973 blev hun formand for EF-Kommissionens rådgivende forbrugerkomité, en politisk post, som hun selv forventede sig meget af, men som hun på grund af sygdom ikke nåede at lægge meget arbejde i. Ved sin død i 1974 var hun formand for Forbrugerrådet, som hun havde stået i spidsen for i over 10 år. Lis Groes var en engageret toppolitiker og en bevidst, men også kontroversiel kvindesagskvinde. Hun blev kendt for sin flid, sit overblik og sine administrative evner, men også for sin charme og humoristiske slagfærdighed.

Beskrivelser og portrætter af Lis Groes

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
  • Tage Kaarsted: De danske ministerier 1953-1972, 1992. Kvinden og Samfundet, Jubilæumsskrift 1996.
  • Privatarkiv i Kvindehistorisk Samling.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig