Ellen Jørgensen

Ellen Jørgensen kom fra et hjem, hvor ingen af forældrene var akademikere. Faderen, der var snedkermester, døde, da hun var fem år, og hun fik et tæt forhold til sin moder, som hun boede sammen med til dennes død i 1928. Moderens interesse for historie og medleven i datterens arbejde inden for historiefaget var af stor betydning. Skoletiden i N. Zahles Skole med lærere som Edvard Lembcke og V. Pingel stimulerede yderligere Ellen Jørgensens historiske interesse, der førte til Københavns Universitet, hvor hun tog sin embedseksamen i 1903. Kr. Erslevs kildekritik og Joh. Steenstrups europæiske horisont har været afgørende for hendes uddannelse, og forholdet til Steenstrup udviklede sig til et varigt fagligt venskab, om end “frøken Jørgensen” gennem alle årene synes at være forblevet i en elevposition. Hun fortsatte det akademiske spor med at besvare en prisopgave med emnet Helgendyrkelse i Danmark i Middelalderens senere Tid, belønnet med universitetets guldmedalje 1905. I 1907 modtog hun Videnskabernes Selskabs guldmedalje for afhandlingen Fremmed Indflydelse under den danske Kirkes tidligste Udvikling, der blev publiceret året efter. Disse medaljer skaffede Ellen Jørgensen stipendier og således økonomisk basis for at rejse ud og forske på udenlandske biblioteker. I 1909 forsvarede hun disputatsen Helgendyrkelse i Danmark og var dermed efter Anna Hude den anden kvindelige historiker i Danmark, der blev dr.phil. Den friske luft, der stod om Ellen Jørgensen, og hendes vide horisont skyldes muligvis til dels disse tidlige ophold i udlandet.

Ellen Jørgensens efterladte korrespondance viser, at hun blev beundret og respekteret af såvel familie, herunder den gifte broder, hun delte hus med, som af sine lærere, kolleger og venner. Hun fik tidligt faglig anerkendelse, men hendes dygtighed var ikke nok til at skaffe hende den stilling ved universitetet, hun gerne ville have haft, fordi hun der ville have fået med studenter at gøre. Hendes højt påskønnede arbejde kom til at ligge på arkiver og først og fremmest på Det Kgl. Bibliotek (KB), hvor hun var bibliotekar og leder af Håndskriftafdelingen fra 1915 til 1941. Med base her publicerede hun en række arbejder, vel modtagne af samtiden og af blivende kvalitet. Centralt i produktionen var Middelalderens kirke- og lærdomshistorie med danske forhold placeret i europæisk sammenhæng. Her publicerede hun bl.a. kildeudgaven Annales Danici medii ævi, 1920, og 1923-26 en systematisk katalog over KBs latinske middelalderlige håndskrifter. Samtidig fandt hendes historiografiske interesse udtryk i de kyndige og levende fortalte bøger om dansk historieskrivnings historie, Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 fra 1931 og Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede fra 1943. Hendes munterhed, kollegiale hjælpsomhed og evne til samarbejde gjorde hende afholdt af både mandlige og kvindelige fagfæller. I samarbejde med Johanne Skovgaard skrev hun på Steenstrups opfordring en populær fremstilling Danske Dronninger, 1910. Han skrev selv Den danske Kvindes Stilling i 1917, et arbejde, som Ellen Jørgensen forsigtigt kritiserede. Hun var ikke aktiv i kvindesagen, og dronningeskildringen var ikke feministisk, men dog en synliggørelse af disse højtplacerede kvinders virksomhed. Astrid Friis regnede hende og hendes arbejder for banebrydende for danske kvindelige historikere, og Elisabeth Hude fandt hos Ellen Jørgensen støtte til at skrive selv og ikke bare arbejde for andre. Den etablerede historikerverdens anerkendelse viste sig ved, at hun var den første kvindelige redaktør af Historisk Tidsskrift 1924-31 og den første kvindelige formand for Den Danske Historiske Forening 1939-42, i en periode, hvor bølgerne gik højt mellem Aage Friis’ og den rebelske Erik Arups fløj. Ellen Jørgensen stod afgjort på Friis’ side.

Ligesom Middelalderens lærde havde Ellen Jørgensen dyb respekt for traditionen, udtrykt i billedet, at vi kun er dværge, der står på kæmpernes skuldre, en tanke, der også er bærende i hendes fremstilling af historieskrivningstraditionen. Som mange af den første kvindelige akademikergeneration opfattede hun sit arbejde som et kald. En hjertelidelse, der havde generet hende fra ungdommen, førte til hendes død en junidag i 1948, da hun karakteristisk nok var på vej op ad trappen til KB. I 1939 havde Ellen Jørgensen som den første danske historiker modtaget medaljen Ingenio et arti.