Faktaboks

Astrid Friis
Født
1. august 1893, Lemvig
Død
31. juli 1966, København
Arbejdsliv
Akademiker, professor, forsker, doktor og redaktør
Familie

Forældre: ingeniør Ludvig Christian F. (1864-1932) og Ane Fuglsang (1870-94).

Astrid Friis
Historiker Astrid Friis var den første kvinde, der blev udnævnt til professor i Danmark. Det skete i 1945 ved Københavns Universitet. Hendes forskningsfelt var især samspillet mellem økonomi og politik, ligesom hun havde en bred handelshistorisk interesse. Disputatsen fra 1927 om Alderman Cockayne’s Project and the Cloth Trade blev godt modtaget i det engelske økonomiske historikermiljø og lagde grunden til hendes internationale placering. Foto uden år.
Astrid Friis
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: CC BY 2.0

Astrid Friis var Danmarks første kvindelige professor. Hun mistede sin moder allerede som etårig, og få år efter emigrerede faderen til Australien og overlod sine to små døtre til deres farmoder og to ugifte fastre, der begge var lærerinder. Astrid Friis voksede således op i et totalt kvindedomineret miljø. Hun tabte dog ikke ganske forbindelsen med faderen, men hævdede siden, at hun ikke kunne tilgive ham, at han havde svigtet. En arv efter morfaderen, der var teglværksejer, muliggjorde, at hun efter studentereksamen fra Karen Kjærs Skole i 1913 kunne påbegynde historiestudiet ved Københavns Universitet. Oprindelig sigtede hun mod at blive gymnasielærer, men i tredje studieår gik hun over til det videnskabeligt orienterede magisterstudium og bestod magisterkonferens i 1920. I dette valg var hun ikke en pioner, før hende var andre kvindelige historikere blevet magistre og doktorer, ingen af dem havde dog opnået universitetsansættelse, og for Astrid Friis selv blev vejen lang. Mellem konferensen i 1920 og professorudnævnelsen i 1946 var hun uden fast stilling, og ungdommens økonomiske uafhængighed varede ikke ved. Hun klarede sig igennem ved støtte fra Carlsbergfondet og forfattervirksomhed: talrige artikler om 1500-tallets adel i 2. udg. af Dansk biografisk Leksikon og bind 3 i Gyldendals Verdenshistorie, 1937. Men frem til disputatsen i 1927 stod hun økonomisk på egne ben. Det er et karriereforløb, der vidner om sej vilje og endog meget stor selvtillid. Det var enegang.

Enegang og stor selvstændighed karakteriserede også valget af disputatsemne. Professor Erik Arup var Astrid Friis' foretrukne lærer, fra ham overtog hun blikket for samspillet mellem økonomi og politik og desuden en bred handelshistorisk interesse. Senere medvirkede hun selv via sin inspiration af en række yngre begavede mandlige elever til at konsolidere en handelshistorisk tradition i dansk historievidenskab. Fra Arup overtog hun også den dristige historiske konstruktion, som den fx kan iagttages i hendes måske bedste arbejde, den store artikel Rigsraadet og Statsfinanserne i Christian III.s Regeringstid, der i 1942 fremkom i Historisk Tidsskrift. Men for hende lå vægten mere på det økonomiske end det politiske, og hun interesserede sig i højere grad for personerne, end Arup gjorde. Det var imidlertid også ham, der ledte hendes interesse bort fra kolonihistorie, et i sig selv eksotisk emne i datidens danske historikermiljø, måske inspireret af faderens skæbne, og over mod engelsk historie. Arups egen disputats havde omhandlet den tyske og engelske kommissionshandels historie, men ellers var disputatser om ikke-dansk historie en sjældenhed. Det blev til halvandet år i engelske arkiver 1921-22 og disputatsen fra 1927 om Alderman Cockayne’s Project and the Cloth Trade. Bogen, der udkom på engelsk, hvad der omsider var blevet tilladt for danske disputatser, blev særdeles vel modtaget i det blomstrende engelske økonomiske historikermiljø og lagde grunden til hendes internationale placering. Men i Danmark vakte den ingen interesse. Hun må have følt sig skuffet og isoleret og vendte sig herefter mod dansk historie. Her slog hun med sikker hånd ned på et centralt emne, nemlig rekonstruktionen efter Reformationen.

Sammen med Povl Bagge overtog Astrid Friis, der nu omsider var på vej ind i varmen, redaktionen af Historisk Tidsskrift i 1942. I 1939 havde hun dog været igennem endnu en skuffelse. Hun søgte professorat ved det nyoprettede Århus Universitet, men blev vraget til fordel for C.O. Bøggild-Andersen. Selv mente hun, at det bl.a. skyldtes, at hun var kvinde. Sikkert er det imidlertid, at grunden til, at hun i 1949 ikke blev indvalgt i Videnskabernes Selskab, var “antifeminisme”, som proponenten Bøggild-Andersen skrev til hende. Hun blev aldrig medlem. Han havde begrundet valget med hendes “historiske Evne, intuitive Skarpsyn, store Arbejdskraft og store Initiativ”, og det er en flot og rammende karakteristik af den 52-årige kvinde, der 1945 blev udnævnt til professor ved Københavns Universitet efter konkurrence med Aksel E. Christensen. Med til karakteristikken af Astrid Friis' forskerfysiognomi og vel også personlighed hører hendes skarpe kritiske sans, der kunne slå over i unødig besk polemik. Derom vidner talrige af hendes anmeldelser. Det gælder således hendes videnskabelige debut i 1925 Bemærkninger til Vurdering af Øresundstoldregnskaberne og Principperne for deres Udgivelse i Historisk Tidsskrift, der var et barsk, om end ikke ubegrundet angreb på Nina Bangs udgivelse, baseret på Astrid Friis' egne undersøgelser i de engelske Port Books. Det gælder ligeledes den intense debat i Historisk Tidsskrift 1942-46 om Aksel E. Christensens disputats, hvor Øresundstoldregnskaberne atter var hovedemnet, og hvor den overordentlig skarpe tone vel til dels bærer præg af, at hun synes at have betragtet fortolkningen af regnskaberne som sin private ejendom.

Ved sin tiltrædelse som professor kunne Astrid Friis se tilbage på et stort og vægtigt historisk forfatterskab, men herefter skrev hun ikke meget, og omfattende planer til yderligere studier i Christian 3.s tid og et stort arbejde om den engelske Østersøhandel blev aldrig realiseret. Hun gik nu fuldt og helt op i professorrollen, ja hun blev den. Selvom det næppe var hendes stærke side, påtog hun sig store administrative byrder både ved det nyoprettede Historisk Institut, hvis forstander hun var fra 1955 til sin afgang i 1964, og ved Institut for Historie og Samfundsøkonomi, hvor hun i 1949 overtog ledelsen af det prishistoriske arbejde. Hun deltog aktivt i historikernes internationale samarbejde og var 1952 medstifter af tidsskriftet Scandinavian Economic History Review og sad i dets redaktionskomité. Hun fortsatte som redaktør af Historisk Tidsskrift til 1965 og var formand for Den danske historiske Forening 1962-64. Da hun udtrådte af bestyrelsen i 1965, blev hun æresmedlem. Hun var desuden mangeårig formand for Kildeskriftselskabet og havde i øvrigt adskillige andre faglige poster og æreshverv. Fra elever og fagfæller modtog hun Festskrift til Astrid Friis på halvfjerdsårsdagen den 1. august 1963. Hun var blevet ridder af Dannebrogordenen i 1952, året efter at kvinder for første gang opnåede denne hædersbevisning. 1961 blev hun ridder af 1. grad. Men for alt dette glemte hun ikke studenterne.

Astrid Friis' undervisning var en blandet oplevelse. Hendes forelæsninger kunne være katastrofer, hendes øvelser med små hold derimod åbenbaringer. Hendes fabelagtige intuition og dybe engagement, der i forelæsningerne kunne virke som forvirrede sidespring, kom her til sin fulde ret. Hun kunne være dybt inspirerende, og mange har bevidnet, at deres videnskabelige interesse blev grundlagt i disse timer. Astrid Friis opfattede sig som professor, ikke som kvindelig professor. Hun var ikke kvindepolitisk engageret og så det ikke specielt som sin opgave at føre kvindelige studerende frem, tværtom stillede hun måske større krav til kvinder end til mænd. Men hun respekterede begavelse uanset køn, og for dem, hun tog til sig, gjorde hun alt. Sine største beundrere fandt hun utvivlsomt blandt de mandlige studerende, og som kvindelig rollemodel var hun næppe heller tiltrækkende. Hun kunne være skarp og besk i sin kritik, til tider hensynsløs. Hun var et med sit fag og havde som så mange andre fremtrædende kvinder i sin generation fravalgt mand og børn; hun boede livet igennem sammen med sin ligeledes ugifte søster Anne F., der var magister i engelsk. Kunne Astrid Friis ikke tjene som rollemodel, så var hun dog ved sin blotte tilstedeværelse et levende bevis på, at det var muligt for en kvinde at gøre akademisk topkarriere i et mandsdomineret fag. Også for dem, der ikke havde lyst til at betale samme pris.

Beskrivelser og portrætter af Astrid Friis

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Aage Heinberg (red.): Saadan blev jeg det, 1953. Marianne Alenius (red.): Clios døtre gennem hundrede år, 1994.
  • Privatarkiv i Rigsarkivet. Levnedsberetning i Ordenskapitlet.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig