Johanne Skovgaard

Johanne Skovgaard personificerer det bedste af den grundtvigianske tankegang og livsstil: den lærde, der kan oplyse, den nationalt indstillede, der kan skrive et sobert og grundigt værk om Sønderjylland, den kristne, der lever efter budet om at hjælpe sin næste uden at være en helgen. Hun blev født ind i et præstehjem med klaver og bøger, med familie og venner, der skrev breve og aflagde besøg, mens de diskuterede og læste højt. Det skabte et netværk, som hun og hendes generation førte videre, og som fysisk gav sig udtryk i det store familiearkiv, som Johanne Skovgaard samlede, og som efter hendes død blev afleveret til Rigsarkivet.

Johanne Skovgaards moder var datter af Rødding Højskoles første forstander Johan Wegener og niece til historikeren C.F. Wegener, i mange år gehejmearkivar. Hun var den oplyste husmoder, der skabte et hjem og et miljø, som mange senere mindedes med stor glæde. Faderen var adjunkt og derefter præst. Sin glødende interesse og evne for filosofi og sprog gav han videre til to af sine børn, Johanne Skovgaard og hendes broder Jes S., og det skabte de sig akademiske karrierer på. De blev begge studenter i 1901, broderen fra Sorø, Johanne Skovgaard privat dimitteret også fra Sorø, men efter skolegang bl.a. på N. Zahles Skole. Hun valgte historie som sit hovedfag, mens broderen valgte engelsk. De to søskende var hele livet nært knyttet til hinanden, om end deres løbebaner var forskellige. Jes S. udfoldede sig i gymnasiet og undervisningen, Johanne Skovgaard i arkivarlivet, forskningen og den skriftlige formidling. Han stiftede familie, hun boede alene, med moderen i dennes enkestand 1920-24 og senere sammen med en, måske flere veninder. Men det lykkedes hende at skabe et hjem og et miljø, der kunne måle sig med forældrenes. Man kunne blive helt “melankolsk af Hygge” hos hende, nævner historikerveninden Ellen Jørgensen i et brev fra 1933.

Johanne Skovgaard blev cand.mag. i 1908 i historie, græsk og engelsk. To år senere udkom hendes første værk Danmarks Dronninger, som hun og Ellen Jørgensen skrev sammen. Det var en populærvidenskabelig bog og dermed udtryk for Johanne Skovgaards ønske om ikke blot at forske, men også at formidle sin store viden. Hun fortsatte med Dronning Margrete og hendes Samtid, 1912, udgivet af Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, og Den hellige Birgitta, 1921, udgivet af Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse. Alle tre bøger er oplysning på højt niveau og også værdifulde bidrag til historieforskningen. Hendes sidste skriftlige arbejde var en kronik i Flensborg Avis i 1965 om Margrete 1. I 1911 var Johanne Skovgaard fire måneder i Italien for at studere. En sygdom, der plagede hende gennem hele livet, hindrede hende desværre i at fuldføre studieplanerne, men hun udnyttede tiden til at besøge museer og seværdigheder og lære sproget. I 1913 var hun i Wien for at samle stof til en afhandling om Henrik Rantzaus kulturelle betydning, som udkom i Festskrift til Johs. C.H.R. Steenstrup, 1915, og i udvidet form på tysk i 1939. For flere af den første generations kvindelige historikere var Joh. Steenstrup den afholdte lærer, der årligt samlede sine elever, og Johanne Skovgaard var en af kredsen. Hun anmeldte også hans bog om danske kvinders historie til Højskolebladet, hovedsageligt velvilligt.

Johanne Skovgaards ønske om at blive arkivar blev i første omgang afvist, da rigsarkivaren V.A. Secher ikke mente, at arkivets magasinforhold var forenelige med kvindelige arkivarer. Hun arbejdede på Universitetsbiblioteket 1915-17, men blev så, efter at Kr. Erslev var blevet rigsarkivar, i 1917 ansat ved Rigsarkivet, hvor hun forblev indtil sin afsked i 1949. Hun kom primært til at beskæftige sig med arkivalier vedrørende hertugdømmerne, bl.a. i forbindelse med de omfattende forberedelser til den betydningsfulde arkivoverenskomst med Tyskland i 1933. Det stimulerede hendes interesse for Sønderjyllands historie, som kom til udtryk i hendes arbejde med registraturer til arkivalierne, men først og fremmest i hovedværket, hendes store afsnit om perioden 1544-1660 i Sønderjyllands Historie, fremstillet for det danske Folk, II-III, 1937-43, der er en klar og alsidig skildring af såvel politiske og administrative som sproglige, kulturelle og økonomiske forhold. Hun bidrog til yderligere to værker om emnet Sydslesvig gennem Tiderne, 1946-49, hvori hun beskrev perioden 1544-1721, og Slesvigs delte bispedømme, 1949, hvor hun skrev om perioden fra 948 til 1791. Derudover har hun bidraget til Flensborg bys historie, 1953-55, og Sønderborg bys historie, 1960-66.

Arbejdet med de slesvig-holstenske arkivalier resulterede i udgivelsen af Vejledende Arkivregistraturer, VII, 1946, omfattende tiden fra 1520’erne til 1849. Registraturen er Johanne Skovgaards hovedbedrift som arkivar. I en omfattende indledning analyserer hun skarpsindigt den administrative udvikling og konkrete forretningsgang i Tyske Kancelli som baggrund for arkivaliernes tilblivelse, mens hun i den egentlige registratur over de ca. 3.000 bind og arkivpakker viser en usædvanlig evne til strukturering og konsekvens, der peger frem mod moderne informationstekniske metodekrav. Hun var en højt skattet kollega i arkivvæsenet. Hendes store viden kombineret med lune gjorde, at hendes bemærkninger virkede “som drak man af mineralholdigt kildevand, i modsætning til konversationens fælles kommunevand”, som kollegaen Holger Hjelholt skrev i hendes nekrolog. Et andet selskabstalent var en poetisk åre, så Johanne Skovgaard blev Rigsarkivets huspoet til personalesammenkomster og jubilæer. Hun sad i Arkivarforeningens bestyrelse 1932-40. Johanne Skovgaard var medlem af Kildeskriftselskabet fra 1944 til sin død og udgav bl.a. et supplementsbind i 1947 til den store udgave af Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve og var tilsynsførende på andre kildeudgaver. I 1944 fik hun Tagea Brandts Rejselegat, men kom først ud at rejse efter pensioneringen i 1949.