Elisabeth With

Elisabeth With blev født i Løsning præstegård i Østjylland, men i 1898 flyttede familien til København, da faderen blev sognepræst ved Davidskirken på Østerbro. Hun gik i Marie Kruses Skole, hvorfra hun i 1911 tog studentereksamen. Efter nogle år som lærerinde, bl.a. i London, uddannede hun sig til sygeplejerske på Rigshospitalet 1913-16 og specialiserede sig derpå som røntgensygeplejerske. 1918-23 var Elisabeth With igen i udlandet. Hun brændte som en del andre unge efter at komme ud og se sig om. Første Verdenskrig var netop sluttet, hun meldte sig til britisk Røde Kors og arbejdede som sygeplejerske på A.P. Bernstorff, der sejlede mellem Danzig og Leeds med engelske krigsfanger. Herefter var hun ansat ved hospitaler i Skotland og England, indtil hun i 1919 rejste til Indien for at arbejde som privatsygeplejerske hos en engelsk officersfamilie. Så først gik rejsen tilbage til Danmark, og her blev det hjemmesygeplejen, specielt barselspleje, der fangede Elisabeth With. Fra 1924 var hun ansat som barselssygeplejerske i Københavns kommune, og hun arbejdede en årrække i det udprægede fattigkvarter omkring Adelgade og Borgergade.

I de følgende år blev Elisabeth With mere og mere interesseret i organisationsarbejde. Hun kom i begyndelsen af 1930’erne i repræsentantskabet for den kommunale sygeplejerskeforening og bestyrelsen for Dansk Sygeplejeråds (DSR) Københavns-kreds. I 1934 indvalgtes hun i DSRs repræsentantskab og blev formand for udvalget for hjemmesygeplejersker. Året efter toppede hendes fagpolitiske karriere, da hun valgtes til formand for DSR. I hendes formandstid frem til 1941, da hun af helbredsmæssige grunde måtte videregive hvervet til Maria Madsen, stod foreningen midt i store omvæltninger, og der var voldsomme interne diskussioner blandt medlemmerne. Elisabeth With blev den samlende kraft i en turbulent tid, men hun fandt det umuligt vedblivende at passe to job, da hun i sin formandsperiode stadig var ansat i den kommunale sygepleje på halv tid. Hun havde aftalt med Københavns kommune, at hun efter den anden periode som formand i DSR skulle tilbage til hjemmesygeplejen, som hun opfattede som sin livsstilling.

I 1932 var DSRs to første, meget markante formænd, Henny Tscherning og Charlotte Munck, begge døde. Under Gustava Hjorts midlertidige formandskab høstedes frugterne af deres arbejde, da sygeplejerskeuddannelsen i 1933 blev statsautoriseret, og organisationens struktur med amtskredsinddeling blev ændret radikalt året efter. Elisabeth With kunne derfor tage nye opgaver op, og hun måtte først og fremmest forholde sig til de krav om skærpelse af DRSs fagforeningsprofil, der kom fra oppositionen omkring kommunisten Elna Hiort-Lorenzen. Elisabeth With foreslog, at sygeplejerskernes løn- og ansættelsesforhold blev fastsat efter samme regler, som gjaldt for etaternes tjenestemænd. Det drejede sig om otte timers arbejdsdag, om sygeplejerskernes ret til at gifte sig uden at miste stilling og avancementsmuligheder samt om ret og frihed til at tage bolig uden for sygehusene. Hun tillagde selv det, at man ikke boede på sin arbejdsplads stor betydning. Det var ikke det hele, der lykkedes, men grunden var lagt, og godt hjulpet af Elisabeth Withs forhandlingsevner fik DSR sin første kollektive overenskomst i 1938. Den blev indgået med Sygehusforeningen i Danmark, omfattede samtlige sygeplejersker ved provinsens sygehuse og indebar, at alle sygeplejersker fremover blev ens aflønnet. Tidligere havde de ansatte på provinssygehusene fået mindre i løn, selvom de havde samme uddannelse, arbejde og ansvar. Et andet af hendes initiativer var forslag om en statsautoriseret arbejdsløshedskasse, det blev realiseret i 1942. I hendes formandsperiode styrkedes såvel det almentdannende som specialiseringen i uddannelsen, da forskolen for sygeplejeelever på Rødkilde Højskole blev oprettet i 1936, og Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker begyndte i 1938, udgangspunktet for Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus. Også i det nordiske sygeplejerskesamarbejde var Elisabeth With en fremtrædende person. 1935-48 sad hun som den ene af tre danske repræsentanter i arbejdskomitéen under Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden. I perioden 1935-39 var hun næstformand for komitéen. Efter sin fratræden som formand for DSR blev hun indvalgt i dets hovedbestyrelse og sad der til 1946. Fra 1942 og til hun blev pensioneret i 1952, virkede hun som bestyrer ved Københavns kommunes rekreationshjem, Næsseslottet i Holte.

Ved Elisabeth Withs tiltræden som formand blev der indvarslet en ny tid. Hun udsprang af det samme sociale miljø som de foregående, men hun tilhørte en ny generation. Hun udviste respekt for sine forgængere og deres arbejde, men mente på den anden side, at DSR måtte tilpasses nye tider. Således radikaliserede hun tonen i sin hilsen i Tidsskrift for Sygepleje ved årsskiftet 1936-37, hvor hun manede til sammenhold, thi 12.000 kvinder ville det ikke være let at komme udenom. I sin relativt korte formandsperiode byggede hun bro mellem det forgangne og det kommende. Elisabeth With blev ridder af Dannebrogordenen i 1953.