Maria Madsen

Maria Madsens barndomshjem var en middelstor bondegård i Blans i Sønderjylland, der indtil Genforeningen i 1920 var en del af Tyskland. Som alle andre sønderjyder måtte hun gå i sin hjemegns tyske skole. Udbyttet her var såre begrænset bortset fra, at hun lærte at tale tysk, hvilket kom hende til gode i de mange år som formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR). Derimod fik hun et helt andet udbytte af hjemmeundervisningen, hvor hun sammen med sine søskende og gårdens folk blev undervist af faderen i historie, dansk og retskrivning, mens moderen lærte dem danske salmer og sange. Efter konfirmationen kom hun til Børkop Efterskole, der blev en god fortsættelse af hjemmets undervisning. Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 blev hendes fader indkaldt og året efter hendes ældste broder, der senere døde på et tysk lazaret. Fra hun var 12 år havde hun ønsket at blive læge, hvilket hendes forældre støttede hende i. I 1922 blev hun student fra det nyoprettede gymnasium i Sønderborg, hvorefter hun begyndte at studere medicin ved Københavns Universitet. Under volontørtjenesten på Kommunehospitalet gav kontakten med sygeplejersker hende en så stor interesse for sygeplejens muligheder, at hun opgav lægestudiet og i stedet 1925-28 gennemgik sygeplejerskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital. Efter eksamen blev hun ansat som sygeplejelærer samme sted, og med undtagelse af et vikariat på Testrup Højskole 1929-30 forblev hun her indtil 1936. Samme år blev Rødkilde Højskole på Møn omdannet til forskole for sygeplejeelever, og Maria Madsen blev udnævnt til dens første forstanderinde. I 1940 blev hun valgt til næstformand og i 1941 til formand i DSR efter Elisabeth With. Arbejdet på Rødkilde Højskole fortsatte indtil 1946, hvor formandsstillingen i DSR blev så krævende, at den blev gjort fuldtids. Men ved ansættelsen på Rødkilde Højskole var hun blevet fanget ind af den særlige højskoleform, der kædede de faglige og de almene fag sammen i en meningsfuld helhed. Livet igennem nærede hun stor kærlighed til disse skoler, og hun medvirkede til oprettelse af sygeplejeforskoler på endnu otte folkehøjskoler som led i det kontinuerlige arbejde for en forbedring af sygeplejerskeuddannelsen.

I Maria Madsens formandsperiode i DSR 1941-68, hvor medlemstallet steg fra 15.000 til 38.000, arbejdede hun målbevidst for, at sygeplejerskerne skulle have en højere placering i lønsystemet, så den svarede til deres uddannelse og ansvarsområde. Det var et sejt arbejde, og Maria Madsen kunne ind imellem beklage, at det var så svært i et mandssamfund som det danske at opnå forbedringer for et rent kvindefag. Men gennem mangfoldige forhandlinger, bl.a. under to tjenestemandsreformer, lykkedes det at nå frem til en ensartet og forbedret aflønning af sygeplejersker i hele sygehusområdet og efterhånden også af de øvrige grupper af sygeplejersker, selvom indplaceringen ikke blev forbedret. Maria Madsen arbejdede med lige så stor ihærdighed på DSRs anden hovedlinie: en ensartet og forbedret uddannelse. Hendes mål var, at uddannelsen blev samlet på egentlige skoler, hvor den teoretiske undervisning skulle foregå, afbrudt af praktik på hospitalerne. På den måde ville elevernes værdi som arbejdskraft godt nok blive nedsat, og de skulle derfor kun have en lille løn under uddannelsen, men til gengæld ville de være berettigede til en højere lønplacering efter endt uddannelse. I 1956 kom Lov om Sygeplejersker, og to år efter blev en ensartet grunduddannelse med forskole og forkursus indført. Til stor skuffelse for hende blev der ikke samtidig skåret ned på elevlønnen, som hun ønskede. I 1951 var uddannelsen også blevet åbnet for mænd, hvilket Maria Madsen hilste velkommen, men hun holdt fast ved, at titlen for alle, uanset køn, stadig skulle være sygeplejerske, “for vi kvinder var nu en gang de første!” Hun støttede forslaget om indførelse af sygehjælpergruppen, der kunne overtage mere rutineprægede opgaver, og herved frigøre sygeplejersker til mere kvalificeret arbejde. Det var hende en stor glæde, at det i 1966 blev muligt for DSR at købe en ejendom i Vimmelskaftet, som nu kunne give langt bedre plads til en stadig større medarbejderstab i sekretariatet og en forøget mødeaktivitet.

Som følge af sit formandskab beklædte Maria Madsen mange tillidsposter. Hun var formand for Statsautoriserede Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse fra dens stiftelse i 1942 og indtil 1968 og medlem af forretningsudvalget for Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer 1952-68. Desuden sad hun 1945-66 i bestyrelsen for Sygeplejerskers Samarbejde i Norden, 1956-58 som formand, og hun var 1946-67 medlem af de styrende organer i International Council of Nurses samt medlem af Kvindekommissionen 1965-68. Det faglige samarbejde på nordisk og internationalt plan havde hendes levende interesse. Hun var æresmedlem i de fire nordiske sygeplejerskeorganisationer, en skattet taler ved møder og kongresser og en god ven under vanskeligheder. Således ydede hun under Besættelsen hjælp til norske kolleger, bl.a. med ekstra forsyninger, hvilket medførte, at hun til sidst måtte gå under jorden. Allerede i sommeren 1945 skaffede hun ophold i Danmark til udhungrede kolleger fra Norden og Holland.

Maria Madsen var en varmhjertet og helstøbt personlighed, der med utrættelig energi gav sig i kast med de vidt forskellige opgaver, som formandshvervet indebar. Hun mødte veloplagt op til forhandlinger sammen med medarbejdere, hvis støtte hun i hele sit arbejde værdsatte, og selv i særlige spændte situationer kunne hun på sin djærve måde skabe kontakt og vinde modpartens respekt. Hun havde sin styrke i sin sønderjyske baggrund, sin kristne livsholdning og i sin overbevisning om det berettigede i kravene om forbedret uddannelse, løn og arbejdsvilkår for sygeplejersker. Hendes interesse for sygeplejens historie, og især de mest dynamiske skikkelser fra dets persongalleri, gav hende perspektiv i arbejdet. Også de danske dronninger fængslede hende, og i særlig grad dem, der var aktivt engagerede i forbedringer af samfundet. Hendes righoldige erfaringer og oplevelser under hyppige rejser i ind- og udland gjorde hende til en fascinerende og efterspurgt foredragsholder også efter pensioneringen. I 1954 blev hun ridder af Dannebrogordenen, og ved sin afgang fra formandsposten i 1968, hvor hun efterfulgtes af Kirsten Stallknecht, blev hun ridder af 1. grad. Hvert år uddeles et legat til en sygeplejerskes videreuddannelse fra Maria Madsens Fond. Den blev stiftet på grundlag af midler, der blev indsamlet som hædersgave ved hendes afgang.