Kirsten Stallknecht

Efter at have taget mellemskoleeksamen fra Husum Skole og været barnepige i Schweiz blev Kirsten Stallknecht i 1956 elev på sygeplejeskolen i Holbæk. Hun afsluttede i 1960 uddannelsen på Rigshospitalet, hvor hun derefter fik ansættelse. Støttet af kolleger og lærere, der havde blik for hendes evner, blev hun i 1965 optaget på Danmarks Sygeplejerskehøjskoles kursus i undervisning og ledelse ved Århus Universitet. Her udarbejdede hun et projekt, som beskrev, hvordan man kunne tilpasse den såkaldte “gruppepleje” til danske hospitalsforhold. Systemet var udviklet i USA og havde allerede vakt en del interesse blandt danske sygeplejersker. Det indebar en nedbrydning af den hierarkiske personalestruktur og formering af plejepersonalet i mindre samarbejdende grupper. Som afdelingssygeplejerske på Rigshospitalet fik Kirsten Stallknecht mulighed for at afprøve systemet, og i Dansk Sygeplejeråds (DSR) tidsskrift redegjorde hun i 1967 under overskriften Man tager en afdeling for sine erfaringer. Kort før artiklens offentliggørelse var det blevet kendt, at DSRs formand gennem 27 år Maria Madsen ville træde tilbage. Kirsten Stallknecht, der i 1966 var blevet indvalgt i hovedbestyrelsen, vandt formandsvalget og blev DSRs formand de næste 28 år.

30 år gammel stod Kirsten Stallknecht i 1968 i spidsen for en veletableret faglig forening, som hun gik i gang med at omstrukturere, således at den også kunne fungere som en fagforening. Hun havde selvsagt ikke megen erfaring, men til gengæld både vilje og evne til at lære af dem, som havde. Hun søgte råd og vejledning hos fagforeningsverdenens garvede kæmper og vandt derved også deres tillid. Særlig betydningsfuldt var det, at det lykkedes hende at få et godt forhold til Danmarks Lærerforenings navnkundige formand Stinus Nielsen og til LOs formand Thomas Nielsen, der af instinkt hverken brød sig om kvinder i fagbevægelsen eller om organisationer uden for LO. Kirsten Stallknecht reorganiserede først DSRs økonomi og dets administration og koncentrerede sig derefter om at styrke organisationens placering i det fagretlige system. I 1971 opnåede DSR en hovedaftale, der indebar ret til at etablere konflikt, i 1980 forhandlede Kirsten Stallknecht sig til statsanerkendelse af Sygeplejerskernes Arbejdsløshedskasse, og i 1973 blev de nye arbejdsbetingelser under hovedaftalen afprøvet. For første gang nedlagde danske sygeplejersker arbejdet i en regulær strejke. Konflikten varede i to måneder. Dens vigtigste resultat var, at DSR definitivt var trådt i karakter som fagforening. I 1976 understregede Kirsten Stallknecht denne kendsgerning, da hun sammen med formanden for LO-organisationen Dansk Kommunalarbejderforbund, Jørgen Knudsen, gik i spidsen for en stor protestdemonstration vendt mod Fremskridtspartiets agitation mod offentligt ansatte. Siden har DSR og Kirsten Stallknecht aldrig været ude af offentlighedens søgelys. På det sygeplejefaglige plan har nøglebegreberne for Kirsten Stallknecht været uddannelse og forskning. I 1980 fik hun etableret Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning med det sigte at knytte DSR til verdenssundhedsorganisationen WHOs arbejde for at højne og udvikle den professionelle sygepleje. Uddannelsessagen stod længe i stampe, fordi den sammenfiltredes med amternes finansieringsforpligtelser til en knude, der først blev hugget over i 1990, da sygeplejerskeuddannelsen blev forlænget og ændret fra en lærlingeuddannelse til et studium.

Med formandskabet for DSR som udgangspunkt bredte Kirsten Stallknechts indflydelsessfære sig til stadig flere områder af organisations- og samfundslivet. Posten gav hende plads i forretningsudvalget for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), der som hovedorganisation foruden sygeplejerskerne repræsenterede en række mellemgrupper af lønmodtagere, bl.a. lærere, pædagoger og socialrådgivere. I 1971 blev hun næstformand og 1977-84 formand for FTF. Også her gennemførte hun et oprydningsarbejde i organisationens økonomi og administration. I det udadvendte arbejde var det til hendes fordel, at hun nød tillid og respekt i ledelsen af LO, hvis forhold til FTF altid har været udpræget ambivalent. Posterne i DSR og FTF bragte hende ind i ledelsen af de store kollektive pensionsfonde, der var i færd med at blive en central faktor på det danske kapitalmarked: Pensionskassernes Administrationskontor, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det førte så igen med sig, at hun i 1982 blev optaget i Nationalbankens repræsentantskab som den første kvinde i den gruppe af medlemmer, der repræsenterede erhvervslivet. På dette tidspunkt var Kirsten Stallknechts ry som en effektiv administrator og en dygtig problemknuser så grundfæstet, at der fra alle sider var bud efter hende; og hun brugte sig selv hensynsløst. I 1984 blev hun bedt om at reorganisere arbejdet i Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning og i 1986 om at løbe det nyoprettede Teknologinævn i gang. I 1989 påtog hun sig formandskabet for et Initiativråd for Hovedstadsregionen, der udarbejdede en 20-punktsplan, som siden fik stor betydning for hovedstadens udvikling. Et af planens punkter var fremme af turismen. Det fulgte Kirsten Stallknecht op inden for organisationen Wonderful Copenhagen, hvis formand hun blev fra grundlæggelsen i 1992. Samme år blev hun udpeget til formand for repræsentantskabet for Dansk Olie og Naturgas (DONG).

Midt i dette vidtforgrenede arbejde forblev DSR i centrum af Kirsten Stallknechts interessefelt. Da hun i 1984 skønnede, at arbejdet som formand for FTF havde udviklet sig til et heltidsjob, trak hun sig tilbage og udtalte i den forbindelse: “Jeg er først og fremmest formand for Dansk Sygeplejeråd.” Det var også i denne egenskab, hun deltog i internationalt arbejde. Først i det nordiske inden for rammerne af den gamle, veletablerede organisation Sygeplejerskers Samarbejde i Norden (SSN) hvor hun, i kraft af at hun var med i så mange år, blev et samlingspunkt. Som formand for SSN 1989-95 tog hun bl.a. initiativ til projekter til støtte for sygeplejersker i de baltiske lande. I den internationale arbejdsorganisation ILO bidrog Kirsten Stallknecht til gennemførelsen i 1977 af en konvention om sygeplejepersonales leve- og arbejdsforhold, der havde været under forberedelse siden 1950’erne. I 1981 blev hun indvalgt i bestyrelsen for sygeplejerskernes verdensorganisation, International Council of Nurses (ICN). Med SSN i ryggen gav Kirsten Stallknecht de nordiske lande en central placering i ICNs arbejde for bistand til sygeplejerskeorganisationer i Afrika. I 1996 meddelte Kirsten Stallknecht, at hun ikke genopstillede til formandsvalget i DSR. Beslutningen blev bekendtgjort på et tidspunkt, da organisationen var kommet igennem en meget vanskelig overenskomstforhandling og stod over for en ny. Men Kirsten Stallknecht havde efter alt at dømme truffet beslutningen længe forud. På ICNs kongres i 1997 valgtes hun til organisationens præsident for en fireårig periode.

Fra 1977 og indtil hun valgte at koncentrere sig om det internationale sygeplejearbejde, var Kirsten Stallknecht uden tvivl den kvinde i Danmark uden for det politiske system, der i sine hænder samlede den største og mest vidtforgrenede indflydelse. De egenskaber, der bragte hende så vidt, var, ud over de elementære: en god forstand, et robust helbred og en stor appetit på livet, også en årvågen sans for hæderlighed og ordentlig omgang mellem mennesker og et ramsaltet humør. Som næsten alle, der bliver suget ind i den hvirvelvind, der fører opad til magt og indflydelse, nød hun åbenlyst turen. Hvis hendes køn har gjorde hende vejen lettere, skyldes det tidsånden, ikke at hun søgte eller udnyttede særbehandling. Kirsten Stallknecht blev ridder af Dannebrogordenen i 1990 og ridder af 1. grad i 1996.