Faktaboks

Elna Hiort-Lorenzen
Elna Christiane Hiort-Lorenzen
Født
25. januar 1902, Frederiksberg
Død
17. september 1997, København
Arbejdsliv
Sygeplejerske, forstander og sundhedsplejerske
Familie

Forældre: distriktschef Peter H.-L. (1860-1920) og Emilie Helene Clara Nissen-Sommersted (1878-1977).

Gift 28. december 1935 (b.v.) med politiker Arne Munch-Petersen, født 30. september 1904 på Frbg., død 12. november 1940 i Moskva, s. af professor Hans Vilhelm M. -P. og Lina Johanna Mandl.

Elna Hiort-Lorenzen
Elna Hiort-Lorenzen, 1934.
Af /Ritzau Scanpix.

Elna Hiort-Lorenzen kom fra en engageret embedsmandsfamilie, hvis kendteste medlem var den sønderjyske politiker P. Hiort Lorenzen. Hendes fader var fra 1911 distriktschef ved Statsbanerne i Århus og stærkt aktiv i byens kulturelle liv. Under Første Verdenskrig blev Elna Hiort-Lorenzen tiltrukket af sygeplejerskernes arbejde for at redde krigens mange sårede, og hun besluttede sig for selv at blive sygeplejerske. Forældrene, der ikke ville nægte hende opfyldelsen af denne drøm, mente dog, at det var vigtigere for en pige at lære husholdning, og hun blev derfor sendt til et pensionat i Helsingør. Men hjemmegående husmoder blev hun aldrig.

I 1921 startede Elna Hiort-Lorenzen som sygeplejerskeelev på Sønderborg Statshospital, som Danmark netop havde overtaget fra tyskerne efter genforeningen med Sønderjylland i 1920. For Elna Hiort-Lorenzen blev sygeplejeerhvervet en mulighed for at komme ud at se verden. Da hun i 1926 var færdiguddannet, fik hun job på Finseninstituttet, hvor hun lærte at behandle hudtuberkulose med lys. Dette arbejde førte til et tilbud fra et privat børnehospital i Valparaiso i Chile, og da Elna Hiort-Lorenzen havde modet og eventyrlysten, rejste hun samme år af sted på en treårig kontrakt. Hun lærte hurtigt spansk, og snart underviste hun chilenske sygeplejeelever. Da hun fandt det forkert, at hun som lærerinde ikke selv havde en chilensk sygeplejerskeuddannelse, tog hun i 1928 eksamen sammen med sine elever. Under opholdet i Chile oplevede hun en utrolig social armod. Samtidig kom hun i kontakt med flere marxistiske læger, hvilket bidrog til at forme hendes politiske bevidsthed. Hun engagerede sig i det lokale sundhedsarbejde og var i en periode leder af et frivilligt sygeplejerskekorps, der forestod et omfattende vaccinationsprogram mod sorte kopper.

Da Elna Hiort-Lorenzen i 1929 vendte tilbage til Danmark, ønskede hun fortsat at arbejde med dårligt stillede børn, og i 1930 blev hun ansat som sundhedsplejerske på Københavns kommunes nyetablerede helårskoloni på Thorø ved Assens. I denne periode gik hun aktivt ind i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Ikke fordi hun var positivt stemt over for foreningens arbejde, tværtimod anså hun den for en “tanteforening”, der betragtede sygeplejen som et kald mere end et erhverv. Politisk engagerede hun sig fra 1932 i Danmarks Kommunistiske Parti, hvor også søsteren Etty H.-L. var aktiv. Men Thorø var langt fra begivenhedernes centrum, så i 1932 rejste hun til København, hvor hun fik arbejde på Rigshospitalet, først som vikar, fra 1939 som fastansat og i 1946 som afdelingssygeplejerske. Det faglige og politiske arbejde kom imidlertid snart til at tage meget af hendes tid. Elna Hiort-Lorenzens ønske var at omforme DSR til en rigtig fagforening, og i 1933 organiserede hun oppositionen i Sygeplejerskernes Diskussionsklub. Oppositionens hovedkrav var en ottetimers arbejdsdag, tarifmæssige lønninger, retten til at bo uden for hospitalerne og retten til at gifte sig. Med stor iver forfægtede hun sine holdninger på møder, i Tidsskrift for Sygepleje og i skriftet Sygepleje – “Kald” eller Erhverv, 1934. 1934-35 og igen fra 1938 sad hun i DSRs repræsentantskab, i 1939 valgtes hun desuden til hovedbestyrelsen og året efter til forretningsudvalget. Hun kandiderede flere gange til formands- og næstformandsposten uden dog at blive valgt. I ledelsen tog hun initiativ til etableringen af Sygeplejerskernes Arbejdsløshedskasse, og hun engagerede sig i sygeplejeelevernes uddannelse. I 1948 trådte hun ud af DSRs ledelse, efter at hun i 1947 var blevet forstanderinde ved Nykøbing Sjællands Sygehus. Der brugte hun sine kræfter på at opbygge en fælles faglig forskole for sygeplejeskolerne i amtet. Planerne lykkedes, og i 1948 startede i Holbæk den første sygeplejeforskole i provinsen, der ikke var i højskoleregi. Elna Hiort-Lorenzen blev pensioneret i 1962, men fortsatte sit aktive virke. I 1982 var hun medstifter af Landssammenslutningen af Pensionerede Sygeplejersker og Efterlønsmodtagere.

Sideløbende med sin faglige indsats har Elna Hiort-Lorenzen været engageret i politisk arbejde. Kort efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 stiftede hun sammen med Martin Andersen Nexø, Børge Houmann og Elias Bredsdorff Hjælpekomitéen for Nazismens Ofre, hvor hun også fungerede som daglig leder. Dette arbejde førte hende ud på farefulde kureropgaver, hvor hun med livet som indsats rejste med illegalt materiale til Tyskland og Polen. Denne indsats reddede flere ud af nazismens helvede. I 1935 giftede hun sig med Arne Munch-Petersen, og sammen rejste de i 1936 til Sovjetunionen, hvor Elna Hiort-Lorenzen studerede ved den internationale Lenin Skole. Året efter rejste hun til Spanien for at samle oplysninger til brug for den danske indsamling til Den Spanske Borgerkrigs ofre. Under Besættelsen deltog hun aktivt i modstandsbevægelsens arbejde og levede i flere perioder under jorden. Efter krigen blev hun aktiv i fredsorganisationen Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, der blev stiftet i 1948 af kvinder på venstrefløjen, og deltog bl.a. i flere internationale kongresser. I 1935, 1945, 1953 og igen i 1957 var hun opstillet til Folketinget, og i 1945 tæt på at blive valgt i Viborg amt. Elna Hiort-Lorenzen har samtidig med sit udadvendte liv båret på en dyb personlig smerte. I sommeren 1937 forsvandt hendes ægtefælle i Moskva, og først 54 år senere fik hun endelig i 1991 vished for hans skæbne. Han blev offer for Stalintidens brutale udrensninger og døde i et fængsel i Moskva i 1940.

Beskrivelser og portrætter af Elna Hiort-Lorenzen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Ole Sohn: Et liv i kamp og kærlighed, 1993.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig