Elisabeth Møller Jensen

To ting tog Elisabeth Møller Jensen med sig fra barndomshjemmet i 1950’ernes provins: En enestående selvtillid og en markant oplevelse af, at hun i sidste ende stod alene. Hun voksede op i Lemvig, hvor faderen, der stammede fra en socialdemokratisk arbejderfamilie, først havde et bageri, men siden gik fallit og måtte tage arbejde på Cheminova. Moderen, der var syg i lange perioder, kom fra et missionsk husmandsmiljø. Begge havde ønsket at få en boglig uddannelse, men det lå uden for mulighedernes grænse, og det blev deres fire børn, der som nogle af de første i begge slægter gik i gymnasiet og videre til universitetet. Efter at have taget studentereksamen i 1967 fra Struer Statsgymnasium flyttede Elisabeth Møller Jensen fra det nordjyske til hovedstaden og dens universitet, hvor hun begyndte at læse dansk og russisk. Hun koncentrerede sig snart om danskstudiet og tog 1977 eksamen som cand.phil. Inden da havde hun med rødstrømpebevægelsens fremkomst oplevet et bevidsthedsskred: Fra sin barndom og opvækst kendte hun til klassetilhørsforholdets betydning. Men at også kønnet kunne være afgørende for, hvilke muligheder man havde, havde hun aldrig tænkt på. Også Pil Dahlerups kursus Kønspolitisk litteraturanalyse var en øjenåbner, og specialet, senere udgivet med titlen Roser og laurbær, 1978, kom til at handle om Thit Jensens forfatterskab. I 1973 var Elisabeth Møller Jensen begyndt at undervise på universitetet som assistent samtidig med, at hun passede sine egne studier. Politisk blev hun mere og mere aktiv både inden og uden for universitetet, og midt i 1970’erne var hun medlem af forskellige organiseringer på den radikale venstrefløj for efter en længere tænkepause at lande hos Socialdemokratiet. Frem til 1990 havde hun en række korterevarende universitetsansættelser flere steder i landet og blev undervejs mag.art. i nordisk litteratur i 1984, afsluttende med en afhandling om den norske forfatter Camilla Collet; den kom senere i bogform med titlen Emancipation som lidenskab, 1987.

1981 henvendte forlæggeren Merete Ries sig til Elisabeth Møller Jensen og bad hende være koordinator for det udgivelses- og forskningsprojekt, der endte som Nordisk kvindelitteraturhistorie, udgivet i fem tykke bind 1993-98. Projektets mål var at skrive de kvindelige forfattere ind i den etablerede kanon, og dermed også at udvide genstandsfeltet for litteraturforskningen og -undervisningen. Arbejdet resulterede i en integreret fremstilling af Nordens kvindelitteraturhistorie gennem tusind år. Mens de kvindelige forfattere i de enkelte landes litteraturhistorie fremtræder som en undværlig parentes eller måske som den kuriøse undtagelse fra reglen, dannede de i det nordiske perspektiv en kønnets litteraturhistorie, hvor det til dels er andre temaer, genrer og stiltræk, der skaber epokerne. 100 litterater fra alle fem nordiske lande deltog i projektet, der blev den litterære kvindeforsknings første store, samlede manifestation. Det fik undervejs behov for en mere formel og effektiv ledelse, og Elisabeth Møller Jensen skiftede derfor funktion fra koordinator til hovedredaktør.

Da Nordisk kvindelitteraturhistorie i 1998 var endeligt afsluttet, havde Elisabeth Møller Jensen forlængst markeret sig som KVINFOs innovative chef, en leder med fuld tillid til feminismen som ikke bare overlevelsesdygtig, men også som trendskabende og samfundsfornyende. KVINFO, der blev grundlagt af Nynne Koch i slutningen af 1970’erne som et center for formidling af kvinde- og kønsforskningens resultater, havde i et par år været på Finansloven med egen bevilling, da Elisabeth Møller Jensen 1990 afløste Lene Koch som centerleder. Men bevillingen var klart for lille, mente Elisabeth Møller Jensen, i al fald i forhold til de ambitioner, hun havde for stedet, og i hendes første tiår som centerleder er det lykkedes hende at få den den årlige bevilling øget til mere end det dobbelte, ligesom personalestaben, målt i årsværk, er øget med 100%. Den hyppige medieomtale og fornyelse af centerets image skyldtes i de første år især stiftelsen af Kvindeligt Selskab i 1991 som KVINFOs støttegruppe, et selskab domineret af unge kvinder, der har sat kvindesagen på dagsordenen igen under nye vinkler og med tæft for timing og markedsføring.

Andre af Elisabeth Møller Jensens initiativer har været etableringen af ekspertdatabasen Kvinder på linien og omlægningen af tidsskriftet Forum til internettidsskrift. Blandt 1990’ernes skud på stammen er også Kulturnet Danmark, et internetprojekt under Kulturministeriet, som KVINFO har fået ansvaret for at udvikle og organisere. Som centerleder har det været Elisabeth Møller Jensens ambition at professionalisere stedet og forny feminismen. Andre kunne have udvist en lignende kreativitet, hendes særlige talent består i at genkende en god idé, når hun ser den, og føre den igennem på det rette tidspunkt. Og måske især i at formulere sine tanker, så de inspirerer mere end de provokerer, et talent, der er sammensat af lige dele sprogsans og den gennemslagskraft, som kommer af indre overbevisning.

Elisabeth Møller Jensen har i en årrække været anmelder ved forskellige dagblade, ligesom hun har bidraget til diverse tidsskrifter og antologier. Hun har i længere tid været censor ved universiteterne i København og Århus, har været medlem af programrådet for Folkeuniversitetet siden 1993 og tæller blandt sine øvrige engagementer også posten som bestyrelsesformand for Dansk Litteraturinformationscenter siden 1993. Hun er desuden medlem af bestyrelserne for Aktuelt og Rosinante Forlag. Elisabeth Møller Jensen modtog HKs Ligestillingspris 1993 og det følgende år Lis Jacobsen-Prisen.