Merete Ries

Hun gør ikke folkelighed til sin religion, og hun tør stå ved elitekulturen. “Hvad var vi uden en elite, uden elitens alvor, nidkærhed, overskud og evne til at skabe modstand,” spørger Merete Ries, forlagsstifter og sin generations betydeligste kvindelige forlægger. Om end det med hendes ord er “selvmorderisk svært at udgive kvalitetslitteratur i Danmark,” er hendes sigte med udgivervirksomheden netop at berige markedet med en litteratur, der er båret af engagement, som rummer kvalitet. Markedet for underholdningslitteratur overlader hun gerne til andre, som på det felt er dygtigere end hun. Merete Ries erkender sit manglende talent for at få succes ved at udgive noget hø. Anerkendelse kan man nok høste ved at anlægge den linie, hun har lagt, det er sværere at spinde guld. Af forfattere har Merete Ries bl.a. introduceret ungdomsoprørets filosof H. Marcuse, den danske verdenssucces Peter Høeg og mange afrikanske forfattere, således W. Soyinka fra Nigeria, som hun publicerede i 1985, året før han fik Nobelprisen. Hun har også virket som oversætter fra engelsk, bl.a. af værker af Doris Lessing og Virginia Woolf.

Merete Ries er opvokset hos en enlig moder. Hun blev student 1957 fra Aurehøj Statsgymnasium, studerede dansk på Københavns Universitet, men afbrød studierne efter at have indgået ægteskab og flyttede med ægtemanden til England. I 1966 vendte hun tilbage til Danmark med sin treårige søn og ernærede sig som vikar i folkeskolen. Gennem forfatteren Toni Liversage, som Merete Ries kendte fra Kvinderegensen og boede hos i denne periode, skabtes kontakt til forlaget Gyldendal, og hun var ansat 1966-80, fra 1968 som redaktør på forlaget, hvor hun fik ry som en jordnær og engageret og til tider højttalende medarbejder. Hun gik bl.a. i brechen for den nye kvindelitteratur og var udslagsgivende for udgivelsen af Jette Drewsens Hvad tænkte egentlig Arendse, 1972, den første nyfeministiske roman. Hendes afsked 1980 i forbindelse med en sparerunde vakte opsigt, ikke mindst fordi hun ved den lejlighed tog et åbent opgør med ledelsen, som, mente hun, ved sine fejldispositioner selv var ansvarlig for de vanskeligheder, huset stod med. 41 forfattere protesterede mod fyringen i et åbent brev i Politiken, og hendes chef til 1979 Erik Vagn Jensen tilsluttede sig kritikken: “Gyldendal kvajede sig læsterligt (...) De forstod ikke, hvad der var til husets gavn.” Merete Ries, der i 1973 havde giftet sig med agronomen Jørgen Jakobsen, som bragte sine to sønner med ind i familien, var vikar i Danmarks Radios kulturafdeling, indtil hun 1981 blev forlagsredaktør på forlaget Tiderne Skifter. Året efter stiftede hun sit eget forlag, et anpartsselskab, som hun gav det selvironiske navn Rosinante efter Don Quixotes hest. Rosinante drev hun fra hjemmet i Charlottenlund som eget forlag til 1989 og derefter i samarbejde med forlaget Munksgaard, hvor hun blev redaktionschef. Blandt Munksgaard/Rosinantes markante udgivelser var OMverden, 1990-91, et forsøg på at lancere et dansk nyhedsmagasin, og Nordisk kvindelitteraturhistorie, der udkom i fem bind 1993-98. I 1998 købte Gyldendal og Merete Ries i fællesskab Rosinante af Munksgaardgruppen, og hun vendte således tilbage til sit gamle forlag som direktør.

Merete Ries har ikke lagt skjul på, at hun betragter forlagsvirksomhed som et erhverv, men har også taget til orde for en anden kulturpolitik og efterlyste i 1988 bedre priser for litterære produkter. Prægnant udtrykte hun i 1992, at “Kulturpolitikkens eneste opgave er at repræsentere et modspil til markedet.” 1993-94 var hun formand for Kulturministeriets litteraturudvalg, hvis arbejde førte til oprettelsen af Litteraturrådet 1996. Rådet skal yde støtte til at frembringe og udbrede litteratur, men ikke give egentlig udgivelsesstøtte i den form, Merete Ries havde ønsket det. Hun modtog PH-Prisen i 1987 og festskriftet Trykt – og godt ved sin 60-års fødselsdag 1998.