Pil Dahlerup

Sammen med sine to yngre søstre Ulla D. og Drude D. voksede Pil Dahlerup op først på Kerteminde, siden på Testrup Højskole, hvor forældrene var lærere. Da hun var ti år, blev forældrene skilt, og børnene flyttede med moderen til Allerød. I 1957 blev Pil Dahlerup student fra Birkerød Statsskole og begyndte derefter at studere litteraturhistorie ved Københavns Universitet. Hun modtog i 1962 universitetets guldmedalje for en afhandling om digteren Paul la Cour Det kunstneriske symbol i Paul la Cours teori og praksis. Efter at være blevet mag.art. i litteraturhistorie 1965 tog hun pædagogikum ved Christianshavns Gymnasium og blev 1966 ansat ved Institut for Nordisk Filologi, fra 1969 som lektor og siden 1989 som docent.

Pil Dahlerup begyndte sin bane som litteraturforsker med at stille skarpt på forholdet mellem køn, sprog og undertrykkelse i litteraturen. I slutningen af 1990’erne er hun ved at afrunde den med en historisk fordybelse i litteraturens brug af sprog, stil og retorik. Fra tidligste til seneste fase i hendes forskning sporer man glæden ved det velvalgte eller overrumplende litterære sprog. I Pil Dahlerups første arbejder var drivkraften dog nok så ofte vrede over forfatteres misbrug af ordene til cementering af bestående magtforhold, navnlig mellem kønnene. Stor gennemslagskraft fik artiklen Om at bedrive metafor i tidsskriftet Vindrosen 1971. Her demonstrerede hun, hvordan “den hvide overklassemand” bruger naturmetaforik for kvinden og dyremetaforik for negeren, hvorved han fastholder kvinder og farvede som henholdsvis natur og dyr, mens han reserverer de højere bevidsthedsformer for sig selv. I Litterære kønsroller, 1973, udformede hun synspunktet til brug for folkeskole- og gymnasieundervisningen med eksempler fra lyrik og reklamer, eller som man – og Pil Dahlerup – dengang sagde, fra “bevidsthedsproduktionen”. Hendes greb blev skoledannende for yngre, fortrinsvis kvindelige litteraturforskere fra de skandinaviske lande, ikke mindst gennem den programmatiske artikel Metoder för kvinnotextforskning i Textanalys från könsrollssynpunkt, 1976. Pil Dahlerup vendte sig derefter mod historien og studiet af Det moderne gennembruds kvinder, der udkom 1983, og som hun 1984 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. Disputatsforsvaret blev et af de største tilløbsstykker i universitetets historie. Med afsæt i et Georg Brandes-portræt, der vibrerede mellem bunden varme og løssluppen kølighed, gennemgik hun samtlige de ca. 70 danske kvindelige forfatterskaber, som kom til i naturalismens tyve år fra 1871 til 1891, med den hensigt titlen antyder: at præstere et modbillede til Brandes’ Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883, og vise, at han fortrængte kvinderne. Værket satte en norm for grundighed og systematik og indførte fine kategorier til rubricering af de kvindelige forfatteres bevidsthedsmæssige positioner, men kom ikke til at rokke varigt ved naturalismens digteriske kanon, heller ikke gennem det bind Gennembrudsnoveller, 1984, hvormed Pil Dahlerup illustrerede sine fund.

Efter denne kraftpræstation tog Pil Dahlerup i 1987 til USA, hvor hun i et år underviste i skandinavisk litteratur ved University of California i Berkeley. Efter mødet med den amerikanske turbulens på litteraturteoriens område vendte hun hjem fuld af energi. Det første synlige resultat af omvæltningen blev en lille bog med stor virkning Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, 1991, der også kom på tysk i 1998. Bogens gennemslagskraft skyldtes ikke mindst, at den gav en klar fremstilling af en teori, det er blevet almindeligt at beskrive endnu mere indviklet, end den selv er. Det var især dekonstruktionens nyvakte interesse for retorik og stilistik, der vandt genklang hos Pil Dahlerup. I et bind litterære artikler Liv og lyst, 1987, havde hun demonstreret sin glæde ved analytisk indtrængen også i den ældste danske litteratur. De to interesser, det retoriske og det historiske, mødes i hendes hidtil mest omfattende projekt, en samlet dansk litteraturhistorie, gennemtænkt fra grunden. Hvor omfattende projektet er fremgår af, at Dansk litteratur bind 1 og 2, der udkom i 1998, og som fylder knap tusind sider, alene dækker Middelalderen. Præmisserne for værkets retoriske tekstlæsning fremlægges med præcision og grundighed i optakten. Ingen er herefter i tvivl om, hvad historie, dansk, genre, retorik, tekstlæsning betyder i sammenhængen. Blandt de første binds største fortjenester er fremstillingen af folkeviserne, prøvesten for enhver dansk litteraturhistorie, og inkorporeringen af Middelalderens omfattende religiøse litteratur. Ikke siden Pil Dahlerups lærere Oluf Friis og F.J. Billeskov Jansen har nogen forsker sat sig for alene og på egne præmisser at nyskrive den danske litteraturs historie. Hvis Pil Dahlerup fuldfører, bliver hun den første af de tre.

Ved siden af sin undervisningsvirksomhed var Pil Dahlerup 1970-95 litteraturanmelder på dagbladet Information. 1982-86 var hun medlem af Nordisk Ministerråds Nabolandslitteraturkomité, 1988-93 af Statens Humanistiske Forskningsråd og 1990-93 af Forskningsbiblioteksrådet. I 1983 modtog hun Georg Brandes-Prisen og 1985 Alt for damernes Kvindepris. I 1997 gæsteforelæste hun ved London University. “Inderst i min tekstlæsning,” skriver Pil Dahlerup i indledningen til sin litteraturhistorie, “ligger en glæde ved at lytte til digteriske ord. Den har jeg fået i min barndom af min far Erik Dahlerup og min mor Elin Appel.” Den glæde kan man spore i hele hendes virke. Hendes mange studerende har mærket den i hendes undervisning. Og når hendes store interesse, roserne i haven ved eneboerhuset i Skovlunde, trives som de gør, er det endnu et udslag af hendes glæde ved skønhed. Inden i den målrettede arbejdshest er der et legebarn, som elsker at holde taler, skrive sange og lege ordlege – og en kvinde, der nok stiller store krav til alle, men trods alt har lettere ved at tilgive andre end sig selv.