Nynne Koch

Nynne Koch stammer fra et velhavende og højborgerligt københavnsk miljø. Barndomshjemmet var Det Classenske Palæ i Amaliegade, sommerresidensen godset Korselitze på Falster, ejet af Det Classenske Fideikommis. Faderens morforældre var digteren Carsten Hauch og dennes hustru Rinna, der sympatiserede med sin tids nye strømninger, socialisme og feminisme. Morfaderen var direktør for Store Nordiske Telegrafselskab og tilførte slægten betragtelige midler. Suenson’erne var intellektuelle og musiske mennesker, således modtog Nynne Kochs moder violinundervisning af komponisten Carl Nielsen.

Afgørende for Nynne Kochs opvækst var blandingen af frihed og forpligtelse. Hun har selv sammenlignet sine barndomsforhold med en kongefamilies, hvor pigerne lige så godt kan blive dronninger som drengene konger, dog med den tilføjelse, at hendes lag indrømmede børnene langt større frihed end den, der bliver prinser og prinsesser til del. Men der var samme forventninger til hende om at udrette noget af betydning for verden, som der var til hendes yngre broder Peter Anton K. Denne privilegerede opvækst formørkedes dog af, at faderen led af Parkinsons syge, og at moderen var “nervesvag”. Nynne Koch blev et drømmende og introvert barn, der digtede romaner og foretrak ensomhed og naturen, som hun mødte den i de lange somre på Korselitze. Samtidig levede hun dog pligtopfyldende op til såvel selskabelige krav som til skolens. Skolegangen foregik i hjemmet i Amaliegade, hvor Nynne Koch og hendes broder blev undervist sammen med børn fra deres eget lag i Frk. Rindoms Privatskole.

Som 16-årig kom Nynne Koch på fortsættelseskursus på N. Zahles Skole, fordi hun ikke ville være student, men hun lå langt over klassens niveau og begyndte i stedet på Polyteknisk Læreanstalt, hvor hun tog adgangseksamen med henblik på at blive arkitekt. Imidlertid var hendes karakterer så fine, at hun kunne begynde på ingeniøruddannelsen, hvilket hun gjorde. Her fik hun sine første erfaringer med kvindediskrimination, hvilket angiveligt gjorde hende til feminist. Samtidig mødte hun Erik Middelboe, med hvem hun blev gravid og derefter gift. De følgende år helligede hun sig børnefødsler og ægteskab samt opbygningen af familiens stenhus på Kullen, et hus, der betød meget for hende, og hvor hun kunne dyrke sin samhørighed med naturen. Via forelskelsen i en af sin mands studiekammerater gik seksualitetens enorme betydning op for hende, og det betød en afgørende udvidelse af hendes naturfølelse og blev bestemmende for den biologiske feminisme, hun senere blev fortaler for. Forinden blev hun dog skilt, gift og skilt igen, hvorefter hun mødte sit livs kærlighed i Israel Korzen, der blev fader til de sidste to af hendes fem børn.

Under Anden Verdenskrig skrev Nynne Koch kriminalromaner sammen med veninden Regitze Caroc, og da hun flyttede sammen med Korzen begyndte hun at skrive “rigtige” romaner. Den første Møde med sig selv, 1950, foregår dels i det jødiske miljø, hun gennem Korzen var blevet introduceret til, dels i et højborgerligt miljø, hvor hun trækker på sine egne barndomserfaringer. Den følgende Hug en hæl, 1952, gør op med barndomsmiljøet, og i den tredje Tagfat med en drøm, 1954, forsøger Nynne Koch for første gang skriftligt at advokere for sit biologiske livssyn, hvor fødsler og natur, ikke mindst kvindens, indtager en central plads. I en stribe kronikker op gennem 1950’erne slog hun til lyd for kvindefrigørelsen og intonerede på dette tidlige tidspunkt en række af de synspunkter, den nye kvindebevægelse tog op efter 1970. Gennem hele sit kvindepolitiske virke forfægtede hun det synspunkt, at kvinder og mænds forskellige biologi også betyder en psykologisk forskel, som bør afspejle sig i samfundets indretning. Kvinder skal have mulighed for at opfylde deres biologiske behov, før de kaster sig ud i en erhvervsmæssig karriere. Derfor skal samfundet indrettes, så såvel mænd som kvinder kan tage deres uddannelse i bidder og først gøre den store offentlige indsats, når børnene er fra hånden.

Nynne Kochs eget liv formede sig for så vidt efter denne opskrift. Hendes kærlighed til Korzen holdt nemlig ikke i længden til et ægteskabeligt hverdagsliv, og i 1961 forlod hun ham. Hun fik ansættelse som kontorassistent på Det Kgl. Bibliotek (KB), hvor hun trods manglende formel uddannelse skabte sig en bemærkelsesværdig karriere. Inspireret af bl.a. det kombinerede bibliotek og arkiv Kvinnohistoriska Samlingarna, grundlagt 1958 i Göteborg, og oprettelsen af arkivet Kvindehistorisk Samling på Statsbiblioteket i Århus 1964 lykkedes det Nynne Koch at overbevise rigsbibliotekar Palle Birkelund om, at det var vigtigt at synliggøre den kvinderelevante litteratur i KBs samlinger. I første omgang bevilgedes hun arbejdstid til at oprette en specialkatalog over kvindelitteratur, i 1973 udnævntes hun til fagreferent i feminologi, hendes egen benævnelse af den spirende kvindeforskning, og fik dermed også indflydelse på indkøb af bøger.

Nynne Kochs eminente sans for pr og hendes tidlige forståelse for, at et højt serviceniveau var vejen til succes i fremtidens bibliotek gjorde snart den feminologiske dokumentationstjeneste kendt og brugt. Den slog sit navn fast i en bredere offentlighed 1971, da hun i anledning af Dansk Kvindesamfunds 100-års jubilæum arrangerede udstillingen Feminologi, der viste eksempler på opfattelsen af kvindelighed fra det gamle Grækenland til de brandnye rødstrømper. Udstillingen og de tilknyttede foredrag blev et tilløbsstykke og skabte grobunden for det store netværk af kvinder og mænd af meget forskellig kønspolitisk observans, Nynne Koch støttede sig til i opbygningen af KVINFO, som hendes kvinde-, informations- og forskningsprojekt hed fra 1979. Det var en central del af konceptet, at information skabes i formidlingen, og for at optimere denne proces udvidede hun aktiviteten til undervisning og publikationsvirksomhed. I FNs kvindeår 1975, mens der endnu kun var spredte kvindekurser på universiteterne, lykkedes det Nynne Koch at blive studieleder på Folkeuniversitetet for et nyt selvstændigt fagområde, som hun stadig kaldte feminologi. De velbesøgte forelæsninger, som hun selv bidrog til, begyndte året efter og blev udgivet i årbogen Kvindestudier, og 1981 lancerede hun med Forum for kvindeforskning kønsforskningens første tidsskrift, fra 1984 udgivet på hendes eget forlag Melusine. Nynne Koch skabte sig i disse år en ubestridt position som kvindeforskningens grand old lady, beundret og misundt af de langt yngre kvindeforskere, der stred for at skabe sig en platform på universiteterne uden hendes lette adgang til medierne. Der var tilsyneladende også en verden til forskel på Nynne Koch og den nye generation af socialistiske feminister. Men de var helt enige om, at der skulle skaffes politisk støtte til kvindeforskningen, og den fælles front førte 1986 til en aktionsplan, der indebar oprettelse af en række kvindeforskningslektorater og optagelse af KVINFO på finansloven som et selvstændigt forskningsbibliotek. Samme år blev Nynne Koch æresdoktor på Roskilde Universitetscenter. Da livsværket således var sikret, lod hun sig pensionere, men har fortsat bidraget til debatten om køn.

Nynne Koch ventede sig en samfundsændring af kvinders voksende deltagelse i arbejdslivet og offentligheden, men skuffedes over, at kvinder i stedet i hendes øjne blev ligesom mænd. Da hun i en alder af 83 år udgav sine erindringer Ved nærmere eftertanke, 1999, fortalt til Karen Syberg, havde hun selv oplevet konsekvenserne af, at kvinders omsorgsarbejde for børn og gamle var blevet statsliggjort. Det bestyrkede hende i opfattelsen af, at kvindekampens mål ikke var ligestilling, men derimod et samfund, der tilgodeså kvinders biologiske og psykologiske behov. Ved Nynne Kochs 70-års fødselsdag i 1985 udgav venner og kolleger festskriftet Der er en verden ved siden af verden. 1990 blev et udvalg af hendes artikler samlet i Linien og cirklen. Hun modtog Georg Brandes-Prisen 1981, Alt for Damernes Kvindepris 1983 og Frejafondens Pris 1986.