Eli Magnussen

I 1918 tog Eli Magnussen almindelig forberedelseseksamen fra Skt. Joseph-Søstrenes private Skole, og 1922 afsluttede hun en uddannelse til gymnastiklærer ved Arvidsons gymnastikinstitut i Stockholm.

Eli Magnussen havde fattet interesse for sygeplejen, og 1922-25 uddannede hun sig til sygeplejerske ved Rigshospitalets sygeplejeskole i en tid, hvor den psykiatriske sygepleje ikke var en del af grunduddannelsen. Derfor tog hun i 1926 til England og supplerede med psykiatrisk sygepleje ved Kent County Mental Hospital i Maidstone. Fra England tog hun til Frankrig, hvor hun gennem Dansk Sygeplejeråds (DSR) bureau i Paris fik anvist et job som leder af Dr. F. Sandoz’ klinik for fysioterapi.

I 1930 var børnedødeligheden i Danmark 7, 2 %. I perioden 1929-35 blev der derfor etableret forsøg med sygdomsforebyggende og sundhedsbevarende arbejde forskellige steder i landet. De sygeplejersker, der indgik i forsøgsarbejdet, blev efter en supplerende uddannelse i udlandet kaldt sundhedsplejersker.

Da Finland var et foregangsland inden for sundhedsplejen og socialhygiejnen, blev Eli Magnussen af DSR opfordret til at tage dertil og uddanne sig til sundhedsplejerske. Det blev til et seks måneders kursus ved Samfundet för Folkhälsan i Helsingfors.

Med dette kursus i ryggen virkede hun i et prøvedistrikt i Holbæk sammen med bl.a. sundhedsplejerske Else Weiergang. Forsøgsprojektet førte til Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar.

Ifølge loven skulle sundhedsplejersker have en særlig uddannelse, og 1938 blev den danske sundhedsplejerskeuddannelse etableret ved åbningen af Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Århus Universitet (DSH). Eli Magnussen, der mente, at socialt arbejde kunne forebygge og afhjælpe elendighed, og at det var billigere at forebygge end at helbrede, blev 1931-32 den naturlige tilsynsførende og leder af de første kurser for socialt arbejdende sygeplejersker, som DSR etablerede.

Via opholdene i udlandet og som medlem af DSRs internationale uddannelseskomité, hvor Eli Magnussen bl.a. samarbejdede med forstander Cornelia Petersen, var hun optaget af uddannelsesmæssige spørgsmål.

I 1932 blev hun ansat som forstanderinde for Rigshospitalets sygeplejeskole og fra 1938 tillige for sygeplejen på hospitalet, en dobbeltstilling, hun beklædte indtil 1955.

I 1934 blev hun tilforordnet Sundhedsstyrelsen i sygeplejesager og dermed den første sygeplejerske, der fik ansættelse i styrelsen. Hendes første opgave blev at føre loven om statsautorisation af danske sygeplejersker fra 1933 ud i livet. På den tid varierede såvel indhold som uddannelsens længde meget fra sted til sted. Autorisationen medførte et krav om tre års teoretisk-praktisk uddannelse og var derved en garanti for en vis ensartethed i sygeplejerskernes kvalifikationer.

Det bærende i sygeplejerskearbejdet var ifølge Eli Magnussen kærlighed til næsten. Denne livsanskuelse førte hende under Besættelsen ind i frihedskampen.

Fra sin lejlighed på femte sal ved Sortedamsdosseringen kommunikerede hun med englænderne. Men signalerne blev også opfanget af Gestapo, som arresterede og internerede hende i Frøslevlejren sammen med bl.a. tegneren Gerda Ploug Sarp. I lejren valgte kvinderne Eli Magnussen som barakkens formand, og de gav hende tilnavnet Lejrens Engel. Med sin personlighed formåede hun at få kvinderne til at bevare håbet.

I 1949 modtog hun Florence Nightingale Medaljen for sin indsats som blot den anden danske sygeplejerske, efter at Lena Tidemand havde modtaget den i 1920.

I familien blev Eli Magnussen omtalt som “familiens gode ånd”, som en ven, man kunne tale med om livet, og som altid var parat med en hjælpende hånd. Disse egenskaber slog også igennem i hendes professionelle arbejde.

Hendes opfattelse af sygeplejen var, at her stod man vagt om den opvoksende generations sundhed. På sygehusene var sygeplejersken ikke bare lægens medhjælper ved patientens behandling og pleje, men også den syges vejleder i spørgsmål om sundhed og livsførelse. Denne opfattelse blev tydeliggjort i hendes seje og utrættelige kamp for en bedre sygeplejerskeuddannelse såvel nationalt som internationalt.

I 1955 oprettede Sundhedsstyrelsen en selvstændig sygeplejeafdeling, som Eli Magnussen blev den første forstanderinde for. Det var en nøglepost, hvor hun med klogskab og udholdenhed udførte et fremragende stykke arbejde for udviklingen og højnelsen af sundheds- og sygeplejen i Danmark.

Forstanderindestillingen medførte forskellige tillidsposter på såvel grund- som videreuddannelsesniveau, og hun var således medlem af bestyrelserne ved Den Sociale Højskole 1937-69, DSH 1938-70, Skolen for Beskæftigelsesterapeuter 1943-68 og Institut for Fysio- og Ergoterapeuter 1958-67. I forhold til sygeplejerskegrunduddannelsen medvirkede hun ved udformningen af love, cirkulærer og anordninger og sad i diverse uddannelsesnævn, råd og komitéer, bl.a. som medlem af Indenrigsministeriets uddannelsesnævn for sundhedsvæsenet 1956-71 og af uddannelseskommissionen for det sociale område 1965-72.

Også internationalt bidrog hun med sin omfattende erfaring og viden om uddannelse af sygeplejersker. 1950-52 var hun den første nursing adviser, dvs. sygeplejerådgiver, ved FNs sundhedsorganisation WHOs regionalkontor i Alexandria, Ægypten. I to år rejste hun rundt til landene i Mellemøsten, undersøgte forholdene og rådgav regeringerne om, hvordan de kunne forbedre deres sygeplejerskeuddannelser.

WHO benyttede sig igen i 1959 af hendes ekspertise, da hun blev sendt til USA som rådgiver i hjemmesygeplejespørgsmål for regeringerne i 14 stater. For denne indsats overrakte Washington D.C. hende byens gyldne nøgle.

I 1960, 1962 og igen i 1963 deltog hun som eneste sygeplejerske i den danske delegations møder med Europarådets sundhedsudvalg. 1953-65 var hun formand for International Council of Nurses’ medlemskabskomité. Eli Magnussen var æresmedlem af den svenske og finske sygeplejerskeorganisation. I DSRs tidsskrift Sygeplejersken udfoldede hun en betydelig skribentvirksomhed, og 1942 var hun medforfatter til Lærebog og Haandbog i Sygepleje.

Ved udgangen af 1970 trak Eli Magnussen sig tilbage som forstanderinde ved Sundhedsstyrelsens sygeplejeafdeling for at nyde en aktiv pensionisttilværelse i sit nye hus i Birkerød. I en festtale ved årsafslutningen på DSH sagde hun i 1979, at hun ønskede for de unge sygeplejersker, at de måtte have øjnene vidt åbne for udviklingen af det samfund, der omgav dem. At de måtte have mod, tålmod og kræfter til at gå i gang med de fascinerende udfordringer, der lå forude. Et budskab hun selv havde efterlevet såvel privat som fagligt.

Eli Magnussen døde i 1993, 92 år gammel.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek, Rigshospitalet.
• Gerda Ploug Sarp: Kvinder i Bur, 1945. Sygeplejersken 31/1979, 44/1993. Tidsskrift for Sygeplejersker 1/1971.

• Danmarks Sygeplejerskehøjskole
• Rigshospitalet
• Sundhedsstyrelsen
• Den Sociale Højskole
• Skolen for Beskæftigelsesterapeuter
• Institut for Fysio- og Ergoterapeuter
• WHO
• International Council of Nurses

• Eli Magnussen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.