Cornelia Petersen

Cornelia Petersen voksede op i en skomagermesterfamilie i København og var beskæftiget med husligt arbejde i hjemmet, til hun blev 23 år. I 1903 afsluttede hun den etårige sygeplejerskeuddannelse i Ålborg. De følgende år arbejdede hun som menighedssygeplejerske i Radsted ved Sakskøbing og i Dråby ved Haslev samtidig med, at hun for at blive godkendt som sygeplejerske af Dansk Sygeplejeråd (DSR) supplerede sin uddannelse med epidemisk sygepleje ved amtssygehuset i Stege. Fra 1910 gennemførte hun i Leek, England, en treårig, psykiatrisk sygeplejerskeuddannelse, som afsluttedes med Medico Psychological Certificate og ansættelse som “sister”. Da Første Verdenskrig brød ud, rejste hun hjem og blev i 1915 afdelingssygeplejerske ved det nybyggede sindssygehospital i Nykøbing S. og to år efter natoversygeplejerske samme sted. Med sin efterhånden meget brede kliniske fagkundskab og sine færdigheder i engelsk var det oplagt for Cornelia Petersen at melde sig til tjeneste i Røde Kors, som i 1919 sørgede for hjemtransporten af engelske fanger fra Tyskland efter krigsafslutningen.

40 år gammel afløste Cornelia Petersen i 1919 Emma Levy som inspektrice for de to kommunale sygehuse i Århus, Kommunehospitalet og Marselisborg Hospital. Det var en stilling, hun målrettet havde kvalificeret sig til, og som gav mulighed for stort fagligt engagement. Hun blev meget hurtigt en del af Kommunehospitalets ledelse og havde et respektfuldt samarbejde med overlægerne, som resulterede i, at hun fik overladt ansvaret for uddannelsen af eleverne. Hun underviste selv i sygeplejeteori og etik og fik kredslægen Laurits Juul til at undervise i medicinsk viden. Deres samarbejde medførte fremgang og udvikling af sygeplejerskeuddannelsen i Århus og blev bl.a. udmøntet i en uddannelsesplan, der indeholdt både eksamens- og pensumkrav. Materialet var det første af sin art i dansk sygepleje og blev uddelt til samtlige ledende sygeplejersker og overlæger som led i DSRs bestræbelser på en ensartet uddannelse.

Allerede i 1919 havde Cornelia Petersen meldt sig ind i Foreningen af Provinssygeplejersker (FPS), og året efter afløste hun K. Johanne Nielsen som formand. Cornelia Petersens faglige ambition var at gøre sygeplejen mere kvalificeret, og formandsposten gav rige muligheder, som hun flittigt og begavet udnyttede. Det vigtigste middel i denne kamp var en forbedret sygeplejerskeuddannelse, og det var hendes formidlende indsats, som førte til, at DSR i 1927 overtog Testrup Højskole på Djursland og omdannede den til sygeplejerskeforskole. Sygeplejerskernes faglige horisont havde hun allerede søgt udvidet ved i begyndelsen af 1920’erne at oprette et efteruddannelseskursus på Kommunehospitalet, ligesom hun fik Statsbiblioteket i Århus til at etablere en cirkulation af udenlandske sygeplejefaglige tidsskrifter. Personligt ydede hun et stort bidrag gennem foredrags- og undervisningsvirksomhed over hele landet. Som formand for provinssygeplejerskerne var det især løn- og pensionsforhandlinger med de enkelte sygehuse, hun tog sig af. Til forhandlingerne efterlyste hun et middel til at forstærke sygeplejerskernes krav, men da strejker på dette tidspunkt var utænkelige både for DSR og Cornelia Petersen, måtte hun nøjes med gode slagkraftige argumenter. I 1934 blev FPS nedlagt i forbindelse med, at DSR blev inddelt i amtskredse. Cornelia Petersen fortsatte som formand for Århuskredsen til 1939. Hun var desuden en aktiv deltager i både nordiske og internationale sygeplejekongresser, bl.a. ledede hun i 1929 den danske delegation til International Council of Nurses’ (ICN) kongres i Montreal, og hun hentede inspiration til fagets udvikling herhjemme som medlem af ICNs uddannelseskomité. Cornelia Petersen var historisk interesseret og udgav i 1928 den første sygeplejerskehistorie Den danske Sygeplejes Historie i korte Træk. Desuden publicerede hun artikler om Århus Kommunehospitals udvikling i Tidsskrift for Sygepleje og var hovedforfatter til hospitalets 50-års festskrift fra 1943. I det hele taget var hun en meget aktiv skribent, der også tog nye sygeplejefaglige idéer op til behandling.

Cornelia Petersen blev forfremmet til forstanderinde i 1938 og overtog hermed også ansvaret for linned- og systuen. Hun udviklede sig til en skarp, autoritær, men retfærdig leder, der stod megen respekt om, så meget, at hendes krav om eneværelser til eleverne i forbindelse med opførelsen af sygeplejerskeboligen i 1938 blev gennemført. Personalet var bange for hende, da hendes fordringer til dem var ubønhørligt store, intet var godt nok, alt kunne og skulle gøres bedre. Hun levede og kæmpede for at højne sygeplejen. Cornelia Petersen tog sin afsked i 1947, i 1949 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld.