K. Johanne Nielsen

K. Johanne Nielsens moder døde 24 år gammel i barselsseng, hvorefter K. Johanne Nielsen fik sit hjem og sin opvækst hos moderens forældre i Sønder Kirkeby på Falster. Barndommen var lykkelig hos hendes fromme, dygtige og kærlige bedsteforældre. Efter bedstemoderens død i 1892 overtog K. Johanne Nielsen husholdningen og førte hus for bedstefaderen. I mange år havde hun ønsket at blive sygeplejerske, og efter et år i huset med pleje af en ung kvinde med tuberkulose begyndte hun som 19-årig at søge elevplads. De store hospitaler i København, Frederiks Hospital og Kommunehospitalet, antog ikke elever under 22 år, men hun blev i 1900 ansat på det lille kommunale sygehus i Esbjerg med ti medicinsk-kirurgiske senge og en epidemiafdeling for 24 patienter. Uddannelsen her varede et år, hvorefter hun fik en ny elevplads på Ørsted Sygehus i Randers amt. På disse små sygehuse fik eleverne kun praktisk oplæring, så K. Johanne Nielsen, der nu var blevet gammel nok, afsluttede sin uddannelse på Kommunehospitalet, hvor hun aflagde eksamen i 1905. Efter forskellige ansættelser, bl.a. i Berlin, tiltrådte hun i 1910 som oversygeplejerske på Esbjerg Sygehus, en stilling, hun varetog, til hun gik på pension i 1943.

K. Johanne Nielsens 33 år lange embedsperiode fik stor betydning for dansk sygepleje i almindelighed og for sygeplejen i Esbjerg i særdeleshed. Hun kombinerede på frugtbar vis ledelsen af sygeplejen og uddannelsen af sygeplejeeleverne med sit engagement i Dansk Sygeplejeråds (DSR) arbejde. K. Johanne Nielsen havde været medlem af DSR siden elevtiden. Hun fulgte foreningens anbefalinger om teoretisk undervisning af eleverne og indførte ved sin tiltrædelse en ugentlig undervisningstime. Fagene forbindingslære og sygeplejeetik varetog hun selv. Fra 1915 blev der lagt uddannelsesplaner for den enkelte elev, fra 1919 afholdt eksamen og udstedt bevis. Elever, der ikke egnede sig til gerningen, blev opsagt inden for de første seks måneders ansættelse. Sygepleje skulle forestås af fagligt uddannede, og de ufaglærte vågekoner, som hidtil havde haft vagten om natten, blev erstattet af sygeplejeelever med K. Johanne Nielsen som tilkaldevagt. Med sygehusudvidelsen i 1919 blev sygeplejerskenormeringen udvidet, så der både kunne være fast sygeplejerskevagt om natten, og alle elever og sygeplejersker kunne sikres en fast ugentlig fridag og fire ugers ferie.

Foreningen af Provinssygeplejersker (FPS) under DSR blev stiftet i 1917 på K. Johanne Nielsens initiativ. Hun havde indset, at der var behov for at styrke kontakten mellem DSR og provinssygeplejerskerne, der arbejdede under forhold, der var meget forskellige fra hovedstadens. Som foreningens formand i de første tre år medvirkede hun til forslag om bedre ansættelses- og arbejdsvilkår samt forbedrede anciennitetsforhold ved stillingsskift. Efter at hun i 1920 på grund af sygdom måtte overlade formandsposten til Cornelia Petersen, fortsatte hun i bestyrelsen, og hun deltog ivrigt i arbejdet for at oprette den første sygeplejeforskole på Testrup Højskole i 1927. Hospitalerne i København havde længe drevet forskoler, hvor sygeplejeeleverne kunne forberede sig, bl.a. ved at forbedre deres almene kundskaber. Det havde provinssygehusene ikke haft kapacitet til, men sygeplejehøjskolerne, hvoraf der i de følgende år kom flere, løste dette problem. I 1934 blev DSR omorganiseret i amtskredse. Hermed havde FPS overflødiggjort sig selv og blev opløst. K. Johanne Nielsen påtog sig formandskabet i Ribe amt frem til 1940. Det betød samtidig sæde i DSRs repræsentantskab og dermed indflydelse på forbedringer af sygeplejerskernes uddannelse og vilkår. Også foreningen Sygeplejerskers Samarbejde i Norden, der blev stiftet i 1920, støttede hun som deltager i komitéarbejde og taler ved møder.

K. Johanne Nielsen viste, hvad provinssygepleje kunne stå for fagligt, menneskeligt og etisk. Hun forfulgte sine mål med indsigt og fasthed, båret af ydmyghed og respekt for den gerning, hun følte sig betroet. Hun satte sit mærke regionalt og på landsplan ved sin energi og fremsynethed. Ved hendes begravelse stod hendes trofaste og dygtige afdelingssygeplejersker æresvagt. Hendes erindringer er trykt i Sygeplejersker fortæller, 1987. Centralsygehuset i Esbjerg har i 2000 indstiftet en pris, der bærer JNs navn.