Emma Levy

Som 19-årig blev Emma Levy indlagt på Kommunehospitalet, og den begivenhed fik afgørende betydning for hendes valg af livsbane. Hun blev så fascineret af sygeplejerskerne og deres arbejde, at hun besluttede selv at blive sygeplejerske, og familien gav hende lov, hvilket ikke var en selvfølge dengang, da sygeplejen endnu var et fag med lav social status. I september 1886 vendte Emma Levy tilbage til hospitalet som elev. Uddannelsen var endnu ikke lagt i faste rammer; den var en slags mesterlære, hvor eleven blev betragtet som billig arbejdskraft og som regel tilbragte hele læretiden på en enkelt afdeling. Men Emma Levy fik en usædvanlig alsidig oplæring på hospitalets forskellige afdelinger og blev dermed godt rustet til en enestående karriere inden for sygeplejen såvel i Danmark som i udlandet.

Emma Levy var et nysgerrigt menneske, der gerne ville prøve noget nyt, så i midten af 1890’erne rejste hun til Frankfurt am Main, hvor hun først arbejdede på et hospital, siden i en menighedspleje. Tilbage i København virkede hun et par år som privatsygeplejerske, inden hun i 1900 vendte tilbage til Kommunehospitalet i stillingen som plejemoder på tredje afdelings kvindeside. Efter en tid søgte hun igen nye udfordringer og tog i 1905 til Wien, hvor hun blev leder af det nyopførte Rotschild Hospitals sygepleje og den tilknyttede skole. Hun befandt sig stadig i Wien, da Første Verdenskrig brød ud, og hun meldte sig da under Røde Kors (RK) og organiserede sygeplejen på lazarettet i Lemberg, det nuværende Lvov. For denne indsats modtog hun RKs ærestegn af 2. klasse med krigsdekoration, som ellers sjældent blev uddelt til kvinder. I 1916 forlod hun krigsskuepladsen og vendte hjem. Denne gang fik hun ansættelse som oversygeplejerske på Københavns Amtssygehus på Frbg. Efter et par år blev hun hentet til Kommunehospitalet i Århus som inspektrice. Endelig i 1919 blev hun inspektrice på Almindelig Hospital, som netop var flyttet og stod over for en tiltrængt omordning af sygeplejen. Det blev hendes sidste arbejdssted.

Emma Levys karrieremønster var atypisk for den tid, da stillingen som plejemoder var den højeste inden for sygeplejen. Der var ikke tradition for at skifte spor, når man var nået så vidt, og de fleste fortsatte, til de kunne gå på pension. Emma Levy var 32 år, da hun blev ansat som plejemoder. Hun fik tidligt ry for at besidde eminente organisatoriske evner, blev i flere tilfælde håndplukket til stillinger, hvor disse evner kunne udnyttes, og hver gang lykkedes det hende at bringe orden i kaos. Selvom det var hendes administrative talent, der var efterspurgt, fjernede hun sig ikke fra det, hun selv opfattede som en sygeplejerskes væsentligste opgave: at forstå den enkelte patient, så der kunne ydes individuel pleje. For hende blev patienterne aldrig en ensartet gruppe. Ofte gik hun en runde på sygestuerne om aftenen, når der var ro til at tale med den enkelte, og hun havde en særlig evne til at trøste og skabe tillid. Livet på sygestuerne blev en naturlig del af hendes private liv, fordi hun ligesom sine kolleger boede på hospitalet. Sygepleje blev således både et erhverv og en livsstil, og det kunne være vanskeligt for sygeplejersker at engagere sig i, hvad der skete uden for institutionens mure. Men også på dette punkt skilte Emma Levy sig ud. Foruden patienterne omfattede hun sygeplejeeleverne og hele sygeplejerskestandens vilkår med stor interesse. Derfor meldte hun sig til det organisatoriske arbejde, da Dansk Sygeplejeråd (DSR) stiftedes i 1899. Hun indvalgtes i bestyrelsen og var foreningens sekretær det første år. Selvom hun hurtigt opgav bestyrelsesarbejdet, forblev hun en ihærdig forkæmper for foreningens mærkesager: at samle sygeplejerskerne og få indført tre års systematisk uddannelse som adgangsbetingelse for medlemskab af DSR. Ved senere lejligheder blev hun trukket ind i organisationsarbejdet, fx blev hun medlem af den komité, som DSR nedsatte i 1922, da de forberedte udgivelse af en lærebog for sygeplejeelever. Med sin udprægede standsfølelse blandede hun sig desuden i debatter i Tidsskrift for Sygepleje, når hun mente, at sygeplejens niveau stod i fare for at blive sænket.

Selv var Emma Levy en perfekt repræsentant for standen, idet hele hendes fremtoning tillige med hendes faglige indsats kunne tjene som forbillede for de unge. Hun var en spinkel, sirlig person, der udstrålede en stille og rolig myndighed samtidig med, at hun besad en nysgerrig, arbejdsivrig energi. Hun bevarede hele livet en usvækket interesse for sygeplejen og udtrykte ved sit 40-års jubilæum taknemmelighed for, at hun fik lov til at blive sygeplejerske.