Else Weiergang

Else Weiergang voksede op uden for Vordingborg som den ældste af syv søskende, der alle fik en uddannelse. Moderen havde før giftermål været ekspedient i en blomsterforretning, mens faderen, der var uddannet urmager, bl.a. etablerede eget telefonselskab, en sodavandsfabrik samt en imprægneringsanstalt for telefonpæle. Efter at have forladt skolen tog Else Weiergang til England, hvor hun passede et hjerneskadet barn. Tilbage i Danmark uddannede hun sig til sygeplejerske på Vordingborg Sygehus og arbejdede derefter med psykiatriske patienter på Oringe Statshospital. Senere lærte hun barnepleje på Dronning Louises Børnehospital under overlæge Svenn Monrad. Opholdet her fik stor betydning for hendes videre karriere, og i slutningen af 1920’erne uddannede hun sig på Monrads opfordring til sundhedsplejerske i England, da der på dette tidspunkt ikke eksisterede en sundhedsplejerskeuddannelse i Danmark.

1929 til 1935 iværksatte Sundhedsstyrelsen en forsøgsordning med sundhedsplejersker. Baggrunden var, at Danmark i forhold til de øvrige skandinaviske lande havde en væsentlig højere spædbørnsdødelighed. Forsøget skulle afklare, om sundhedsplejerskers personlige råd og vejledning til mødre i hjemmene var et effektivt middel til at nedbringe den kedelige statistik. Desuden skulle det belyse, hvilke faktorer der kunne være årsager til den høje dødelighed. Som en af de første tre sundhedsplejersker blev Else Weiergang ansat i Holbæk amt. Hun bosatte sig i Holbæk, midt imellem de ti sogne, hun i de følgende seks år fik sin gang i. Ofte cyklede hun 45 km om dagen, og hun blev tidligt fortaler for, at sundhedsplejersker i landdistrikter skulle have adgang til bil. Else Weiergang brændte for sagen og det enkelte barns velfærd. Som pioner måtte hun gå varsomt til værks, når hun første gang besøgte et hjem. I foredrag og interview beskrev hun, hvordan hun igen og igen måtte forklare om baggrund og formål med sundhedsplejerskens arbejde, da mange familier troede, hun kom for at inspicere. Men tanken om kontrol lå hende fjernt. Det drejede sig om råd og vejledning, som mødrene frivilligt kunne tage imod gennem deres barns første leveår, og Else Weiergang havde forståelse for, at såvel faderen som bedstemødrene havde et ord at skulle have sagt, når familien besluttede, om den ville drage nytte af sundhedsplejersken. På baggrund af udenlandske erfaringer havde Sundhedsstyrelsen regnet med, at omkring 60% af familierne ville modtage sundhedsplejersken. I Else Weiergangs første fem år i Holbæk lykkedes det hende at blive modtaget i 99% af hjemmene. Allerede i forsøgsperioden reddede ordningen i landdistrikterne mindst 600 spædbørns liv.

Det var Else Weiergangs fortjeneste, at Holbæk amt opretholdt ordningen, efter at forsøget sluttede i 1935. I de følgende to år fortsatte hun ikke bare sit arbejde i de ti forsøgssogne, men udvidede området til hele amtet. En række husholdningsforeninger foreslog hende at afholde kurser for spædbørnsmødre i hvert sogn og besøge de mødre, der måtte ønske det. Det var anstrengende, men også en tilfredsstillelse, at så mange ønskede hendes vejledning. Da Landstinget i 1936 nedsatte et udvalg til at gennemgå lovforslaget om en permanent sundhedspleje, blev Else Weiergang indkaldt som sagkyndig. Levende fortalte hun de 15 landstingsmedlemmer om, hvordan hun havde overvundet frygten for kontrol og overbevist skeptikere om ordningens værdi. Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar, der gav kommuner statsstøtte til ansættelse af sundhedsplejersker, blev vedtaget i 1937. Også hos medicinaldirektør Johannes Frandsen i Sundhedsstyrelsen nød Else Weiergang stor anseelse. Da Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Den Almindelige Danske Lægeforening skulle udmønte loven til retningslinier, var det atter hende, der blev kaldt til København

I 1938 flyttede Else Weiergang til Århus, hvor hun blev den første ledende sundhedsplejerske i landet. I de næste 20 år var hun ikke kun leder for sundhedsplejerskerne i kommunen, men underviste tillige i de praktiske fag på sundhedsplejerskeuddannelsen, der 1938 var blevet etableret ved Århus Universitet. Her sørgede hun for, at de studerende fik en veltilrettelagt praktik og udformede i forbindelse hermed retningslinier for, hvilke kvalifikationer en sundhedsplejerske skulle bedømmes på i det praktiske. I dette arbejde havde hun en fin fornemmelse for at støtte den enkeltes egenskaber. Samtidig udtrykte hun med myndig autoritet, at det var sundhedsplejerskens ansvar at gribe familien rigtigt an, så mødrene fulgte hendes råd. I 1939 blev Else Weiergang medlem af Undervisningsrådet for Sundhedsplejerskeuddannelsen og havde i mange år et tæt samarbejde med undervisningsleder Elisabeth Larsen. Hun fortsatte ivrigt sin foredragsvirksomhed både for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), husholdningsforeninger og lægekredsforeninger. I 1946, da hun blev formand for Dansk Sygeplejeråds Kategoriudvalg for Sygeplejersker i forebyggende Arbejde, gik hun ind i debatten for at få nedsat antallet af børn pr. sundhedsplejerske. I 1958 fratrådte hun sin stilling af helbredsmæssige grunde og levede herefter en tilbagetrukken tilværelse. I arbejdet for at udbrede kendskabet til og accepten af sundhedsplejerskeinstitutionen i Danmark har Else Weiergang spillet en væsentlig rolle.