Edith Norrie

Edith Norries forældre var begge veluddannede og engagerede mennesker, der tog del i tidens debat. I et interview i Nationaltidende 1940 med overskriften “Jeg var alligevel ikke dum!” fortalte Edith Norrie om, hvor flovt det var for hende at få at vide af skolebestyrerinden, at når man var datter af Gordon og Charlotte N., kunne man ikke være bekendt at være oversidder. Da hun var barn, var ordblindhed, som hun led af, ikke anerkendt som en lidelse, der kunne gøres noget ved, og Edith Norrie følte sig underlegen både over for sine kammerater og lærere på N. Zahles Skole og måtte slutte skolegangen i 1904. Dernæst uddannede hun sig i London i calisthenics, dvs. engelsk kvindegymnastik, og gav undervisning i det 1906-10, efter at hun var vendt tilbage til København Samtidig tog hun privatundervisning i klaver hos Dagmar Borup og i sang hos Margrethe Boye Jensen og baronesse Lona Gyldenkrone samt i musikteori hos organist P.S. Rung-Keller. I 1931 aflagde hun Musikpædagogisk Forenings eksamen, og i 1934 studerede hun endvidere sang i Stockholm hos Anna Pettersson Norrie.

Edith Norrie sang i Cæciliaforeningens store kor 1910-20 og i Madrigalkoret 1911-19; begge blev ledet af Rung-Keller. Da hun debuterede i 1913 ved en solokoncert med Borup som akkompagnatør, vurderede anmelderne imidlertid, at det næppe var som koncertsangerinde, hun skulle komme til at gøre sig gældende. Hun blev beskrevet som en ung dannet dame af god familie med en nydelig lille stemme og et troværdigt rørende foredrag. På trods af de nedvurderende anmeldelser optrådte hun efterfølgende ved flere koncerter i København og havde senere også en del radioudsendelser, den første i 1927. Nogle år forinden var hun flyttet til Haderslev, hvor hun hyppigt var solist ved velgørenheds- og kirkekoncerter i Sønderjylland. Her arrangerede hun også en soloaften med Johanne Stockmarr som akkompagnatør, og nu blev hendes “klokkerene Tone” og “poetiske og kultiverede Foredrag” fremhævet i anmeldelsen. Hun boede i Haderslev i 19 år, hvor hun ernærede sig ved klaver- og sangundervisning og i øvrigt blev en kendt skikkelse i byen, der bl.a. tog del i det nationale kulturarbejde efter Genforeningen 1920.

Men det var som ordblindepædagog, at Edith Norrie fandt sit specielle virkeområde. Hun har beskrevet, hvordan hendes eget handicap for alvor gik op for hende, da hun i 20-års alderen skulle skrive kærestebreve til sin forlovede. Hun begyndte da at udarbejde teknikker, der kunne forbedre hendes stavning. Bl.a. vænnede hun sig til at opløse alle ord og føre dem tilbage til grundformen for dernæst at nå til at mestre bøjningen af dem i alle tider og former. Efter at hun 1935 havde aflagt talepædagogisk eksamen og fået lægelig autorisation til at undervise, begyndte hun at udarbejde sit eget undervisningssystem for ordblinde børn og voksne. Ud over at trække på sine ungdomserfaringer foretog hun en fonetisk videreudvikling af lærer Margrethe Marstrands såkaldte bogstavsættekasse med en billedtavle og bevægelige bogstavbrikker. Eleverne skulle endvidere anvende et spejl til registreringen af lydenes placering i munden. Edith Norrie underviste ordblinde og også nogle få nodeblinde i Haderslev i slutningen af 1930’erne, indtil hun 1939 flyttede til København og samme år etablerede Ordblinde-Instituttet, det første af sin art i Europa. I 1948 blev instituttet overtaget af Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark, der var blevet stiftet i 1943 af elever og forældre fra instituttet. Det blev statsanerkendt, og statsstøtten blev stærkt forøget. Edith Norrie fortsatte som instituttets forstander frem til 1955.

Edith Norrie, der betragtede eleverne som patienter og selv færdedes på instituttet i hvid lægekittel, brændte for de ordblindes sag. Men de gode resultater, hun opnåede, gjorde også, at hun livet igennem kun anerkendte sin egen metode. Denne mangel på åbenhed over for andres erfaringer fik et antal af hendes medarbejdere, ledet af Erik Detlefsen og Eva Jacobsen, til at bryde ud og starte deres egen ordblindeskole i 1948, først under navnet Detlefsen og Jacobsens Ordblindeskole, fra 1963 Hovedstadens Ordblindeskole. Edith Norries skarpe standpunkter og lidet diplomatiske væremåde skabte samarbejdsvanskeligheder i adskillige situationer, men hun havde, måske på grund af sin opvækst i et lægemiljø, et gnidningsfrit og produktivt samarbejde med de førende lægelige autoriteter på området Knud Hermann og Henning Skydsgaard.

Også som medlem af Talepædagogisk Forening gav Edith Norrie sine synspunkter klart til kende, da problemer omkring foreningens tilslutning til oprettelsen af et tysk ledet internationalt selskab for talepædagogik og stemme- og talefejl dukkede op på en generalforsamling i 1938. Formanden Henrik Bering Liisberg mente, at han havde fået garantier for, at de enkelte lande selv kunne beslutte deres politik over for jødiske medlemmer og foredragsholdere, hvilket Edith Norrie med sine erfaringer fra grænselandet stillede sig skeptisk overfor. Striden mellem Bering Liisberg og Edith Norrie fortsatte, hun klagede over ham til Den Almindelige Danske Lægeforening og Socialministeriet, og han karakteriserede hende over for ministeriet som autodidakt, hvilket efter hendes opfattelse sandsynligvis var årsag til bortfaldet af en vis statsstøtte til ordblindes undervisning. Bølgerne gik højt, og Edith Norrie meldte sig ud af Talepædagogisk Forening, mens Bering Liisberg trak sig tilbage fra sine tillidsposter i foreningen.

Edith Norrie var også i en vis udstrækning nodeblind. Hun spillede som ung en del firhændigt med sin fader, og de undrede sig begge over, at hun altid måtte øve grundigt på sine stemmer, mens hendes fader læste noderne fra bladet. Efter sin succes med bogstavsættekassen til ordblinde prøvede hun også at udarbejde et system til afhjælpning af nodeblindhed og udgav i 1953 Node-Plast, en mappe med løse plastiknoder. Særlig i en periode i 1940’erne og 1950’erne beskæftigede hun sig med nodeblindhed, holdt foredrag og var sammen med bl.a. hørelærepædagog ved Musikkonservatoriet Margrethe Levinsen medarrangør af studiekredse om emnet.

Edith Norrie udgav i 1939 en lille bog Om Ordblindhed og skrev adskillige artikler om såvel ord- som nodeblindhed, bl.a. Ord-, tal- og nodeblindhed i Musikpædagogen 1951 samt Behandling af ordblindhed i Nordisk tidsskrift for tale og stemme 1956. Kort før sin død færdiggjorde hun endvidere bogen Ordblindeundervisning med fonetisk sættekasse. Sættekassen blev oversat til bl.a. engelsk, og Edith Norries arbejde blev kendt adskillige steder i udlandet. I hendes sidste år var især forbindelsen med USA omfattende, og hendes arbejde blev omtalt i amerikanske tidsskrifter.

Edith Norrie nåede ved store anstrengelser frem til selv at kunne stave og skrive, mens hendes læsefærdigheder forblev svage, fx kunne hun ikke støtte sig til et manuskript, når hun holdt foredrag. Hun ville gerne have haft en akademisk uddannelse, men det rakte hendes læsetempo ikke til. Derimod kunne hun som de færreste sætte sig ind i og finde løsninger på klienternes handicap, fordi hun selv havde problemet inde under huden. Hun hjalp mange børn og voksne i de ca. 25 år, hun virkede som ordblindelærer, og hendes sættekasse, der i dag findes på Dansk Skolemuseum, betragtes med rette som en klassiker inden for ordblindeundervisningen.