Johanne Stockmarrs slægt talte musikere i flere led tilbage, og såvel hendes fader som hendes onkel var medlemmer af Det Kgl. Kapel. Hendes 12 år ældre kusine Anna S. var pianist, mens fætteren Sophus S. var violinist. Johanne Stockmarrs første lærere var hendes onkel og hendes kusine, men 1885-87 gik hun på Musikkonservatoriet og havde Edvard Helsted som klaverlærer. Hun optrådte med stor succes i Casino ved en kapelsoire i 1889 og fik derefter legater, så hun kunne studere et år i Paris hos pianisten A.H. Fissot. Da hun vendte tilbage, blev hun elev af professor Franz Neruda, der bl.a. havde stiftet Kammermusikforeningen, og som var en søgt klaverlærer, selvom han først og fremmest var cellist, dirigent og komponist. Ved en filharmonisk koncert, dirigeret af Franz Neruda, spillede Johanne Stockmarr i 1892 C. Saint-Saëns’ 2. klaverkoncert, og ved to koncerter i Musikforeningen i 1898 udmærkede hun sig ved at være den første, der opførte P. Tjajkovskijs 2. klaverkoncert i G-dur i København I 1890’erne foretog hun desuden flere koncertrejser sammen med sin barndomsveninde violinisten Frida Schytte, der var berømt under navnet F. Scotta. Johanne Stockmarr blev en god bekendt af Franz Nerudas fire søstre, der alle var musikere. Fra omkring 1900 koncerterede hun i Skandinavien, England og Tyskland med den ene af dem, den internationalt berømte violinist Wilhelmina Neruda, kendt som Lady Hallé. Lady Hallé var bosat i London og kendte den engelske dronning Alexandra, der var datter af Christian 9. Sammen med Lady Hallé spillede hun for det danske hof under et af den engelske dronnings besøg på Bernstorff Slot, og hun blev inviteret til London for at spille ved hoffet dér. Dronning Alexandra overværede hendes første offentlige koncert i London og bidrog derved til straks at slå hendes navn fast hos det britiske publikum. Den engelske dronning var selv en dygtig pianist, og Johanne Stockmarr spillede firehændigt med hende, hver gang hun var i London. Johanne Stockmarr udviklede også sin forbindelse med det danske hof og blev klaverlærer for dronning Alexandrine og prinsesse Dagmar. Senere var hun ofte solist, når kronprins Frederik, den senere kong Frederik 9., dirigerede Radiosymfoniorkestret eller Det Kgl. Kapel. I 1909 blev hun udnævnt til kgl. hofpianistinde.
Da Johanne Stockmarr i 1906 for første gang optrådte med orkester i Queens Hall i London, spillede hun Griegs klaverkoncert under komponistens ledelse, og han omtaler hende med stor respekt i sine dagbøger. Johanne Stockmarr fremførte ofte hans musik, således spillede hun i 1928 hver aften i en uge Griegkompositioner i den engelske radio, og i 100-året for Griegs fødsel i 1943 spillede hun hans klaverkoncert i Tivolis Koncertsal. I modsætning til sin samtidige pianisten Agnes Adler, der i størstedelen af sin karriere koncentrerede sig om kammermusik, var Johanne Stockmarr mest solisten, der gav egne koncerter eller spillede med orkester. Dog huskes hun også for fremragende kammermusikspil bl.a. sammen med sangeren Ellen Beck og violinisterne Anton Svendsen og Gunna Breuning-Storm. I London spillede hun adskillige gange under H. Woods ledelse, og hun var med til at formidle den berømte dirigents besøg i København i 1933, da han dirigerede Det Kgl. Kapel med Johanne Stockmarr som solist i Schumanns klaverkoncert. Koncerten blev transmitteret i radioen, og hermed vandt hun i det skjulte en lille sejr over radiochefen, kammersanger Emil Holm. Han tillod normalt ikke brugen af Hornung & Møller-flygler i radioen, mens Johanne Stockmarr af principielle grunde insisterede på at spille på det danskproducerede flygelmærke og også gjorde det ved denne lejlighed.
Johanne Stockmarr havde også en lang karriere som underviser. Allerede i 1899 blev hun tilbudt stillingen som klaverlærer på Musikkonservatoriet efter professor Aug. Winding, men efter kort tid indså hun, at den på det tidspunkt ikke kunne forenes med hendes mange koncertturnéer, og Adler overtog i stedet stillingen. Men fra 1914 til sin død underviste Johanne Stockmarr på konservatoriet og uddannede her såvel som privat en lang række pianister, bl.a. Marie Haller Larsen, Gerda Harbom, Bodil Gjødwad og Arne Skjold Rasmussen. Karakteristisk for Johanne Stockmarrs eget spil var dets klangskønhed, og hun var berømt for sin frasering af langsomme satser. Hendes force var den romantiske musik, selvom hendes rubatospil undertiden kunne virke overdrevent. Hendes repertoire inden for den wienerklassiske og romantiske musik var enormt, og hun havde alle de store klaverkoncerter i fingrene. Alderdommen svækkede ikke hendes koncertaktivitet. I 1944 spillede hun Beethovensonater for et udsolgt hus i Odd Fellow Palæet i tilknytning til et foredrag af musikhistorikeren Erik Abrahamsen, og ved hendes død kort tid efter var endnu en koncert programsat. Johanne Stockmarr modtog Ingenio et arti i 1918, Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1939 samt den Mecklenburgske Fortjenstmedalje i guld. I 1943 blev hun den tredje modtager af den Kulturelle Fonds Hædersstipendium.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.