Faktaboks

Margrethe Marstrand
Margrethe Lønborg Marstrand
Født
30. marts 1874, København
Død
16. oktober 1948, Lejre, Allerslev sogn
Arbejdsliv
Lærer og forfatter
Familie

Forældre: litograf Harald Christian Jensen (1834-1913) og Andrea Petrine Lønborg (1836-1912).

Gift 8. juli 1915 med borgmester Jacob Nicolaj M., født 10. august 1848 i København, død 3. juni 1935 samme sted, s. af værktøjsfabrikant Theodor Christian M. og Anna Henriette Mathilde Jansen Tiaden.

Margrethe Marstrand var født ind i et virksomt miljø, kristeligt og folkeligt, knyttet til traditionen fra N.F.S Grundtvig. Forældrene var medlemmer af Vartov valgmenighed. Hun bevarede selv denne tilknytning og delte den med sin mand, den mere end 25 år ældre Jacob M. Margrethe Marstrand gik i N. Zahles Skole, hvor mosteren Katrine Lønborg var forstander for barneskolen. Efter endt skolegang tog Margrethe Marstrand privatlærerindekursus på stedet. Hun benyttede sin uddannelse i nogle ansættelser uden for hovedstaden, men vendte i 1898 tilbage til Natalie Zahle, hvor hun indtil 1916 først og fremmest underviste seminarieskolens yngste børn. Her kunne hun udnytte sine tegnetalenter, og her begyndte hun et originalt arbejde med den første læseundervisning.

Tilskyndelse til sit arbejde med læseundervisning har Margrethe Marstrand øjensynligt hentet især i Holland, hvor hun var på studiebesøg i 1905 og 1911. I Holland var man nået langt i udvikling af en rationel læseindlæring, og hun mødte kyndige vejledere, bl.a. skolelederen J. Ligthart. Hun lærte at udnytte børns lyst og glæde ved selv at undersøge ord- og lydbilleder, opdage bogstavernes betydning og at koncentrere sig om sætningers indhold. Resultatet blev, hvad man i Danmark og Sverige kaldte ordbilledmetoden. I forlængelse af sit arbejde udarbejdede hun et undervisningsmateriale Ordbilledmetoden, 1907, der snart vandt stor udbredelse. Udgangspunktet var en billedtavle med 20 “normalord” og bevægelige bogstavbrikker, som barnet selv kunne eksperimentere med. I 1907 udsendte hun også Min første Bog, hvor teksten og illustrationerne af Louis Moe var udformet til umiddelbart at fange børns opmærksomhed. Den kom i talrige oplag og var i 1947 trykt i 106.000 eksemplarer. 2. udgaven i 1912 var ledsaget af en grundig vejledning Ordbilledmetoden, Haandbog for Lærere.

Da Margrethe Marstrand blev gift i 1915, holdt hun op med at undervise, men fortsatte med at skrive og holde foredrag, bl.a. i Pædagogisk Selskab, hvor hun fremlagde sine idéer om den første læseundervisning, om Ligthart og om skriveundervisning i børneskolen. I 1921 udgav hun med støtte af Pædagogisk Selskab Ligtharts Barndomserindringer og i de følgende år nogle børnebøger, bl.a. Per og Lise hos Far og Mor, 1922, og Pers Fødselsdag, 1925. Hun foretog en række studierejser, bl.a. til Stockholm 1924 og Prag 1927, og hun besøgte Maria Montessori-skoler i Napoli og Milano. Lysten til at omsætte sine idéer til praksis fik hende også til at starte en børnehave.

Beskrivelser og portrætter af Margrethe Marstrand

  • Vagn Skovgaard-Petersen: Skolebøger i 200 år, 1970. Jacob Marstrand: Tilbageblik gennem et langt Liv, 1928.

Tilknytning til organisationer

  • Natalie Zahles Skole

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig