Dagmar Borup

Dagmar Borup blev født i 1867, året for oprettelsen af Musikkonservatoriet. Da hun blev optaget her i 1886, var der på hendes årgang i alt 18 kvinder og to mænd. Næsten alle kvinderne havde klaver som hovedfag. Konservatoriets formål var ikke alene at uddanne fagmusikere, men også at give amatører et solidt musikalsk grundlag til støtte for musikken i hjemmet og uddannelsen af det gode publikum. Sidstnævnte var især møntet på kvinder, alligevel brugte op mod halvdelen af dem musikken som profession i kortere eller længere tid, og langt de fleste var musikpædagoger. Heriblandt var Dagmar Borup, der fik stor indflydelse på faget solfège, hørelære, ved at foranledige, at det blev indført som fagdisciplin på en række videregående musikinstitutioner, og ved at forestå uddannelsen af pædagoger.

Dagmar Borup kom fra et solidt, småborgerligt miljø i Horsens. Faderen var malermester og lidt af en kunstner, der også havde udstillet på Charlottenborg. Hun havde to søstre, og det kristne hjem var præget af humor og en varm atmosfære. Da Dagmar Borup startede på Musikkonservatoriet, var det endnu de gamle koryfæer Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann og H.S. Paulli, der regerede. Med sin ligefremhed og jyske selvsikkerhed tiltalte hun alle med “du”. Det fik Gade til at gøre hende opmærksom på, at det var i orden, når det gjaldt ham selv. Men Hartmann måtte hun endelig ikke “dutte”. Dagmar Borup blev konservatoriekammerat med sin senere ægtefælle Julius B., violinist i Det Kgl. Kapel. Også komponisten Carl Nielsen blev hun bekendt med på Musikkonservatoriet, og han og hustruen billedhuggeren Anne Marie (Carl) Nielsen blev hendes nære venner. 1901 uropførte Dagmar Borup Carl Nielsens Fest-Præludium ved Aarhundredskiftet, og han skrev sin Chaconne for Klaver, 1916, til hende. Dagmar Borup var en fin pianist, som i en del år koncerterede, især sammen med sin mand. Desuden repeterede hun med flere unge sangere, bl.a. Vilhelm Herold og Einar Nørby, og fungerede som lyttende problemløser for dem og mange andre. Økonomisk var hun aldrig velbeslået, men hendes gavmildhed var legendarisk, og hendes kreativitet hævede hende over småborgerlige konventioner. Hun gik fx ikke af vejen for at invitere gæster på øllebrød, ej heller for i sin høje alderdom at tage turen ned fra fjerde sal på gelænderet for at skåne sine gigtplagede knæ.

I 1900-tallets første tiår drev hun en dannelsespension for unge piger i sit hjem. Der var tale om kurser, der varede fra syv til ni måneder. Hun underviste selv i klaver, harmonilære, firhændig kammermusik og ottehændig symfonispil. Emilie Ulrich og Ida Møller underviste i sang, Niels Kristian Pedersen Sandby i violin, ægtefællen i sammenspil, Carl Nielsen i musikteori og P.S. Rung-Keller i musikhistorie. I tillæg fik pigerne undervisning i en række dannelsesfag og blev hver uge taget med på museer og til andre seværdigheder. To gange om måneden var der åbent hus med musik og oplæsning. Ikke kun fra Danmark, men også fra Norge, Sverige og Tyskland kom pigerne til pensionen, og Dagmar Borup bevarede ofte en livslang kontakt med dem.

Dagmar Borup fik en nervelidelse i armene og måtte holde op med at spille. Hun rejste som 58-årig til Paris, hvor hun overværede solfègeundervisningen på konservatoriet. I solfège beskæftiger man sig med nodelæsningsteknik og færdigheden i at kunne omsætte hørt musik til et nodebillede. Den tidligere direktør for Pariserkonservatoriet A. Lavignac havde udgivet en stor samling undervisningsmateriale Solfège des solfèges, som Dagmar Borup tog udgangspunkt i, da hun satte sig for at indføre faget i Danmark. Her havde det i forvejen en tradition i skolesammenhæng, men fandtes ikke på de videregående musikuddannelser. Med sine mange forbindelser lykkedes det hende at indføre faget på Opera-Akademiet i 1927, på Musikkonservatoriet i 1930 og på Det Kgl. Teaters balletskole i 1932. Hun etablerede hurtigt en solfègelæreruddannelse og uddannede i alt mellem 30 og 40 pædagoger, flest kvinder. Dagmar Borup startede også Solfègelærerforeningen, hvor der blev holdt foredrag, møder og seminarer. Man diskuterede bl.a. emnet nodeblindhed på en række møder og studiekredse i 1950’erne. Dagmar Borups pædagogiske metode var inspireret af fransk tradition, men tillempet hendes egne idéer og personlighed. Over for hendes metode, der overvejende er en absolut nodelæsningsmetode, stod tonika-do-metoden, der medfører en relativ nodelæsning, og som i Danmark især blev varetaget af komponisten Finn Høffding. Dagmar Borup var en højt værdsat pædagog og glimrende organisator. Hun udbredte sin undervisningsmetode ved at udgive lærebogsmateriale og ved at rejse rundt med studerende og demonstrere den, dels i den danske provins, dels i Stockholm, Göteborg, Haag og Amsterdam. Elever af Dagmar Borup kom til at præge hørelæreundervisningen på konservatorierne og seminarierne i København og i provinsen. Det er ikke tilfældigt, at to af de meget få kvindelige professorer på danske konservatorier organisten Ebba Nielsen og pianisten Merete Westergaard har fået deres udnævnelser inden for hørelærefaget.

Dagmar Borup afsluttede sin virksomhed som lærer på Musikkonservatoriet, da hun fyldte 70 år, men hun fortsatte med at give privatundervisning og uddanne solfègepædagoger i mange år efter. Livet igennem havde hun en vennekreds af usædvanlig stort omfang. Hun modtog den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1947.