Ida Møller

“Det var som havde en Solstraale forputtet sig i den,” skrev musikkritiker Hugo Seligmann om Ida Møllers stemme ved hendes 70-års dag. Hos Ida Møller havde natur og kunst forbundet sig på en sjælden harmonisk måde. Operapublikummet elskede hendes lyse sopran, der kaldte på anmeldermetaforer som “sprudlende Kilde” og “liflig Nattergalesang”. Både stemmen og kunstnertemperamentet var som skabt for Mozarts kvindefigurer.

Ida Møller fik sin vokale basisuddannelse hos Sophie Keller. Bagefter henvendte hun sig til kapelmester Johan Svendsen på Det Kgl. Teater for at få en udtalelse om sine muligheder. Han syntes om hendes naturlige syngemåde, og hun blev antaget til debut efter at have gennemgået elevskolen. 1894 debuterede hun som Nattens Dronning i Tryllefløjten, en rolle, hun som så mange andre unge koloratursopraner kun delvis formåede at løse, fordi hun ikke var moden til dens dramatiske side. Men hun fik succes på grund af sin lysende højde og sine sikre koloraturer. Sin videre vokale uddannelse fik hun hos operasangeren Vilhelm Herolds lærer Devilliers i Paris. Hun tog nu fat på de roller, der skulle følge hende gennem hele karrieren indtil hendes afgang i 1926. Det var Mozartskikkelser som Susanna, Zerlina og Blondchen. Ganske vist forsøgte hun sig også senere hen med et bredere rollefag som fx grevinden i Figaros Bryllup, Venus i Tannhäuser, marskalinden i Rosenkavaleren, men det var ungpigerollerne, publikum ville høre. Derfor havde hun også mere held med den virtuose titelrolle i L. Delibes’ Lakmé og den livsglade Vilhelmine i Ungdom og Galskab. Hendes Michaëla i Carmen kan høres i fuldendt duet med Herold på plade, mens hendes højt besungne samspil som Zerlina med svenske J. Forsell ikke er optaget. Den rolle gæstesang hun med ham i Stockholm. Da Siegfried 1903 skulle opføres var hun oplagt som skovfuglen. Præstationen blev fastholdt på plade 35 år senere, og da var stemmen stadig fri som en fugls.

I 1910 udvandrede Ida Møller sammen med Herold til Dagmarteatret. Men hun vendte tilbage til Kongens Nytorv 1913 og ved sin afsked som 54-årig sang hun endnu engang Susannas parti til publikums og anmelderes jubel. “Hun sang, som om Toner var sublim Tale, hendes Kunst var saa ukunstlet,” skrev kritikeren Axel Kjerulf. I sit lange otium optrådte hun stadig ved koncerter, ligesom hun havde en omfattende pædagogisk virsomhed. Ida Møller blev udnævnt til kgl. kammersangerinde i 1907, 1926 modtog hun Ingenio et arti.