Ebba Nielsen

Ebba Nielsens moder var en glimrende pianist, men det kom ikke på tale, at hun skulle optræde professionelt. Ebba Nielsen selv derimod var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at hun ville gå musikvejen. Hun fik som barn både klaver- og violinundervisning, og efter studentereksamen fra Marie Kruses Skole begyndte hun at studere musik og engelsk på Københavns Universitet. Giftermål og to børnefødsler fik hende imidlertid til at holde pause i studierne, men i 1948 blev lysten til at blive musiker så stærk, at hun startede på Musikkonservatoriet. Forinden var hun begyndt at spille orgel hos Fin Ditlevsen i Lyngby, og på konservatoriet fik hun orgel som hovedfag. Hun havde P.S. Rung-Keller, der var organist i Vor Frelsers Kirke, som lærer, også i de teoretiske fag, mens hun fik undervisning af komponisten Jørgen Jersild i musikhistorie og hørelære. Jersild opfordrede hende til at blive hørelærepædagog, og efter at have taget organisteksamen i 1949 aflagde hun hørelærepædagogisk eksamen det følgende år.

På det tidspunkt eksisterede konservatoriets diplomeksamen med mulighed for solistklasse og debutkoncert ikke for organister, idet organisteksamen mere var rettet mod arbejdet som kirkemusiker end mod det kunstneriske. Men på Ebba Nielsens anmodning åbnedes nu diplomuddannelsen for organister, og som den første fik hun orgeldiplomeksamen i 1951 og blev tildelt solistklassedebut i Vor Frelsers Kirke i 1952. Anmelderne slog straks fast, at hun var en orgelspiller af “virkeligt format”, med en “velgørende ro og sikkerhed” i sit spil og teknikken “i den skønneste orden”. Da hun søgte en 2. organiststilling i Vor Frue Kirke, blev hun da også indstillet som nr. 1, men den residerende domorganist satte sig imod, at en kvinde skulle bestride den prestigebetonede post, og hun fik ikke stillingen. Heller ikke en sagsbehandling i Kirkeministeriet medførte en omstødning af afgørelsen.

Samtidig med at Ebba Nielsen spillede såvel på koncertplan i ind- og udland som i organiststillinger ved Vedbæk Kirke 1956-66, Nærum Kirke 1966-70 og Skælskør Kirke 1970-81, underviste hun i konservatorieregi, de første år i København, hvor hun var timelærer fra 1954 og fra 1960 docent i hørelære, siden også i orgel. 1969 kom hun til Århus som hørelæredocent ved Det Jyske Musikkonservatorium, og i 1976 vendte hun tilbage til København, hvor hun var professor i hørelære til 1990. Ebba Nielsen var også aktiv på det organisatoriske plan, bl.a. i Konservatoriernes Lærerforenings bestyrelse. Her deltog hun under sin første periode i København i forhandlingerne om oprettelsen af docenturer. Også i Århus arbejdede hun i fagforeningsregi med nyskabende ligestillingsprojekter. Hun var således med til at få gennemført, at børn af såvel kvindelige som mandlige docenter blev pensionsberettigede ved den pågældende forælders død, og at ægtefæller efter kvindelige docenter skal tildeles enkemandspension. Hun var Det Jyske Musikkonservatoriums repræsentant i rektorkollegiet under Århus Universitets humanistiske fakultet 1971-75, kulturministerielt udpeget medlem af repræsentantskabet for Statens Musikråd 1979 og 1988-90 musikkonservatoriernes repræsentant i Det Danske Selskab, fra 1989 kaldet Det Danske Kulturinstitut.

Med sine sikre pædagogiske evner dyrkede Ebba Nielsen hørelæreundervisningen op til det højeste niveau, og hun forstod at udvikle sine elevers kreative ressourcer som et element i de professionelle færdigheder. Ebba Nielsens hørelærepædagogiske vitalitet havde grobund i hendes virke som den fremragende musiker, hun er, og hendes pædagogik havde som mål “formation musicale”, musikalsk dannelse, både i færdigheds- og forståelsesmæssig forstand. Ebba Nielsen blev ridder af Dannebrogordenen i 1976 og ridder af 1. grad i 1987.