Dorte Bennedsen

Dorte Bennedsen voksede op sammen med tre ældre brødre i et hjem, hvor der var seks generationer præster på fædrene side, og hvor også moderen var præst. Hun blev døbt Marianne, men faderen kaldte alle piger, inklusive sin egen datter, for Dorte. Hjemmet på Frbg. og siden i Malmøgade på Østerbro blev betragtet som et dansk kulturcenter, og begge forældrene var engagerede og aktive samfundsborgere, faderen Hal Koch som Krogerup Højskoles første forstander, moderen Bodil Koch som kirke- og kulturminister. De tog sig ikke meget af børnene, som blev opdraget til selvstændighed og frihed under ansvar. Dorte Bennedsen og hendes brødre lærte at være tolerante og engagerede og at se politik som en naturlig del af tilværelsen. Foruden Dorte Bennedsen selv blev også Ejler Koch politiker. 1949 kom hun i forsøgsskolen Emdrupborg Skole. Skolens leder Anne Marie Nørvig kom til at betyde meget for Dorte Bennedsen og hendes forhold til tilværelsen og til andre mennesker. Hun blev klassisk-sproglig student fra Metropolitanskolen 1956. Det klassiske var en familietradition, men hun har selv udtalt, at hun burde have været matematiker. I 1964 tog hun teologisk embedseksamen fra Københavns Universitet, men havde ingen ønsker om at blive præst. Alligevel lod hun sig overtale til at blive hjælpepræst ved Holmens Kirke i tre år fra 1965 til 1968. Siden har hun kun fungeret som præst ved specielle lejligheder, bl.a. ved sine brødres begravelse, ved venners giftermål og i 1994 som gøglerpræst. 1968-71 var hun den første kvindelige generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd.

I 1964 havde Dorte Bennedsen meldt sig ind i Socialdemokratiet, og 1968-71 var hun bestyrelsesmedlem i den lokale socialdemokratiske vælgerforening på Frbg. Hun var medlem af Frbg. kommunalbestyrelse 1970-74, men havde orlov 1971-73, idet hun, trods sin manglende politiske erfaring, i 1971 af statsminister J.O. Krag blev udnævnt til kirkeminister. Denne udnævnelse kom kun fem år efter, at hendes moder havde forladt posten. Ministerjobbet var hårdt, fordi Dorte Bennedsen var uden kendskab til arbejdet i Folketinget. Hun var på det tidspunkt 33 år og havde tre børn under ti år. I regeringen sad kun to andre kvindelige ministre, socialminister Eva Gredal og i et par måneder i 1973 undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Dorte Bennedsen fortsatte som kirkeminister under Anker Jørgensen indtil regeringens afgang i 1973. Samme år stillede hun op til Folketinget første gang. Ved dette valg mistede Socialdemokratiet mange mandater, og Dorte Bennedsen opnåede ikke valg. Men fra 1975 har hun siddet i Folketinget og været medlem af næsten alle Folketingets stående udvalg. Hun var formand for Erhvervsudvalget 1978-79, for Kommunaludvalget 1987-88 og fra 1998 for Indfødsretsudvalget. 1977-79 var hun næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe og har siden siddet i gruppebestyrelsen i en årrække.

I 1974 blev Dorte Bennedsen formand for Forbrugerrådet, en post, hun forvaltede med stor dygtighed, og hun huskes stadig som en meget aktiv formand, der markerede forbrugernes interesser på en række områder lige fra kartoflernes manglende kvalitet til et ønske om, at forbrugerne også skulle høres i energipolitiske spørgsmål. Posten som formand for Forbrugerrådet var hun imidlertid nødt til at opgive, da hun i 1979 under SV-regeringen, som hun i øvrigt havde været modstander af, afløste Bjerregaard som undervisningsminister. Dorte Bennedsen havde i 1968 været med til at starte en friskole, men havde ikke politisk erfaring med skole- og uddannelsesspørgsmål. Oven i købet havde hun i 1977 sagt nej til at blive minister, fordi hun gerne ville have mere erfaring med folketingsarbejde. Men da Bjerregaard måtte træde tilbage efter kritik af et påstået overforbrug under et tjenstligt ophold i Paris, tog hun opgaven på sig og blev glad for arbejdet, for i det meste af, hvad hun har rørt ved, har det været det saglige, der har været i centrum. Hun var flittig og redelig og gjorde ikke meget ud af at profilere sig selv, hun sørgede for, at sagerne blev ekspederet. Som undervisningsminister var hun optaget af en reform af de 16-19-åriges uddannelse, både gymnasieuddannelsen og erhvervsuddannelserne. Hun fortsatte på posten som minister under Anker Jørgensens rent socialdemokratiske regering til dens afgang i 1982.

Dorte Bennedsen har altid haft sine meningers mod. Hun var fx tidligt modstander af atomkraft, også før resten af partiet markerede sig. I visse sager har hun været ved at komme i konflikt med sin partigruppe, bl.a. da hun som miljøpolitisk ordfører argumenterede for den mest miljøvenlige løsning på Storebælt, nemlig en boret tunnel. Hun var EF-tilhænger i 1972, men blev siden kritisk og vendte sig i 1977 mod direkte valg til Europaparlamentet. Hun har dog været loyal over for partiet, og i 1990’erne havde hun den lidet taknemmelige opgave at være udlændingeordfører i en periode, hvor flygtninge- og asylspørgsmål var i fokus. I sine første år i Folketinget var hun deltager i Svend Aukens og Bjerregaards kaffeklub, også da hun i 1979 blev udnævnt til undervisningsminister. Men Dorte Bennedsen tog afstand fra Bjerregaard, da hun i 1991 trods massiv kritik fastholdt sin ret til en stor lejlighed i København, skønt hun havde folkeregisteradresse på Fyn, og ved formandsopgøret i 1992 støttede Dorte Bennedsen Auken frem for Poul Nyrup Rasmussen.

Der står respekt om Dorte Bennedsens person, hun er vellidt og besidder en god portion idealisme, som hun ikke skilter med. Hendes styrke har ikke været de lange linier, men det solide politiske håndværk, og hun besidder en naturlig folkelighed. De seneste år har hun været meget engageret i det nordiske arbejde både som medlem af Nordisk Råds danske delegation og som formand for Foreningen Norden 1984-99. Posten som formand for foreningen Norden overtog hun på et tidspunkt, hvor økonomien var dårlig, men hun formåede at markere foreningen og sanere økonomien. Ved valget i 1998 genvalgtes Dorte Bennedsen, men meddelte samtidig, at hun opstillede for sidste gang.